Seniorer fyres oftere, Dansk Regioner vil samle sundhedsvæsenet, og AI-chef er tilbage ved roret
... klædt på til small-talk med substans.
Godmorgen - og velkommen til dagens kaffebrief.
Selvom Per Kristoffersen er direktør i en virksomhed, der er ejet af hans egne medarbejdere, går han ikke og kigger sig over skulderen hele tiden.
“Der er stadig kun en direktør, der tager beslutningerne, og det var en præmis fra starten.”
I 2018 var der udsigt til, at IT-konsulentvirksomheden JCD skulle overtages af en kapitalfond.
Det frygtede flere af medarbejderne, og derfor satte de sig sammen for at købe aktiemajoriteten.
“Det var egentlig alene af den grund, at vi syntes, at det stadig først og fremmest skulle være sjovt at gå på arbejde. Det kan det godt med en kapitalfond, men vi var mere interesserede i selv at bestemme fuldt ud,” siger direktøren.
Siden har virksomheden øget omsætningen med 20 millioner og årsresultatet er mere end fordoblet.
Seniorer står for skud, når der skal fyres
Er du over 55 år, højtuddannet og statsansat?
Så er der større risiko for, at du bliver fyret end både dine yngre kolleger og jævnaldrende i det private.
Det viser en kortlægning af afskedigelsessager, som fagforeningen IDA har foretaget.
Det skriver Finans.
Fagforeningen har kigget på afskedigelsen fra oktober 2022 til og med september i år.
Her fremgår det, at 15 procent af IDA's medlemmer, der arbejder i staten og har rundet 55 år, tegner sig for 39 procent af fyringssagerne.
I den private sektor er der ingen skævvridning.
Der er tale om ren diskrimination i staten, lyder det fra IDA, der repræsenterer over 150.000 medlemmer, herunder ingeniører, cand. scient’er og it-professionelle.
"De offentlige arbejdsgivere har et stort forklaringsproblem. For det er tydeligt, at det især er de ældste medarbejdere, som står for skud og får fyringssedlerne, når der er prikkerunder. Det lugter langt væk af aldersdiskrimination," siger Malene Matthison-Hansen, formand for Ansattes Råd i IDA.
Analysen er langtfra den første af sin slags. Undersøgelser fra både fagforeningen Djøf og IDA har vist samme tendens i 2019, 2020 og 2021.
Danske Regioner vil overtage ansvaret for hele sundhedsvæsnet
Danske Regioner vil have ansvaret for hele kæden af sundhedsydelser.
Det skriver organisationen i en pressemeddelelse ifølge Ritzau.
"Vi mangler én samlet motor, som kan drive udviklingen af det nære sundhedsvæsen frem. Der er brug for, at vi samler ansvaret for alle sundhedstilbud, både hospitaler og nære tilbud, ét sted," siger Anders Kühnau (S), der er formand for Danske Regioner.
Det nære sundhedsvæsen forstås i grove træk som den del af sundhedsvæsenet, der er væk fra de specialiserede hospitaler.
For eksempel kan det være kommunale sundhedsopgaver, opgaver i praksissektoren og sygehustilbud, som gives i borgernes hjem.
I dag har regionerne ansvaret for sygehusvæsenet, psykiatrien, samt sygesikringen, som blandt andet omfatter privatpraktiserende læger, speciallæger, psykologer og fysioterapi og medicintilskud.
Indsparket kommer til Sundhedsstrukturkommissionen, som forventes at aflevere sine anbefalinger om organiseringen af fremtidens sundhedsvæsen til regeringen i foråret 2024.
AI-chef er tilbage få dage efter, at han blev fyret
Det har været nogle hektiske dage for Sam Altman, der fredag blev fyret som direktør for OpenAI, der står bag den populære chatbot ChatGPT.
Onsdag blev han genansat som direktør.
Det skriver Reuters.
Ifølge bestyrelsen havde Sam Altman ikke været "ærlig i sin kommunikation". Bestyrelsen havde ikke længere tillid til ham, og derfor blev han afskediget.
Kort efter sagde den tidligere bestyrelsesformand og medstifter af OpenAI, Greg Brockman, op i protest.
Softwaregiganten Microsoft, der er en af hovedaktionærerne i OpenAI, lagde hen over weekenden pres på bestyrelsen for at få topchefen tilbage i stolen.
Mandag smed Microsoft så bomben og fortalte, at de havde ansat Altman og Brockman, og alle OpenAI-medarbejdere, der ville, kunne få et job i Microsoft.
Kort efter afleverede næsten samtlige 770 ansatte hos OpenAI et fælles brev med krav om, at bestyrelsen trådte tilbage, og at Sam Altman kom retur.
Og det er han nu kommet.
"Jeg ser frem til at komme tilbage," skriver Altman på det sociale medie X.