Kaffebrief

Slut med værkstedsplakater, ny masteruddannelse, 100.000 ansatte i offentlig administration

... klædt på til smalltalk med substans.

Godmorgen - og velkommen til dagens kaffebrief.

I dag skydes DHL i gang i Aalborg, hvor tusindvis af medarbejdere skal løbe eller gå sammen med sine kolleger.

Vigeur er i topform og kommer selvfølgelig også til at løbe med. Hvis du er på Dyrskuepladsen i aften, er du velkommen til at komme forbi Det Nordjyske Mediehus’ telt og hilse på!

Dagens historie fra Vigeur kunstig intelligens på arbejdspladsen.

“Vi står overfor et paradigme, hvor vi bør sætte os mere fri og sige, at vi får hjælp fra teknologien til at blive langt mere effektive – og det bør give os mere tid til fordybelse og innovation.”

Sådan siger Grith Okholm Skaarup, der er stifter af Humtech og ledelsesrådgiver.

I en undersøgelse foretaget af PwC svarer knap hver tredje dansker, at de i løbet af de næste fem år forventer, at kunstig intelligens vil påvirke deres job i nogen grad.

Samtidig forventer en fjerdedel, at deres job bliver påvirket i høj eller meget høj grad.

I besvarelserne fremgår det også, at 40 procent ser potentiale i, at kunstig intelligens kan effektivisere og berige deres arbejdsliv.

Og det kan også sagtens være tilfældet, mener Grith Okholm Skaarup.

Vi skal dog passe på med, at det ikke går for stærkt med at tage de nye teknologier ind.

For gør det dét, kan det gå ud over både vores trivsel og mangfoldighed.

Arbejdsgivere vil ændre kulturen og smider kalender med halvnøgne damer ud af skurvognen

Kalendere med halvnøgne kvinder skal ud af skurvognen og værkstedet.

Det mener Tekniq Arbejdsgiverne, der organiserer omkring 4.000 virksomheder inden for el, vvs og metal.

Det skriver Finans.

Det sker i en kampagne, hvor man har proppet en kalender med nøgne kvinder ind i andre brancher.

Blandt andet i et klasselokale, hos en bedemand eller ved fysioterapeuten.

Illustrationerne er akkompagneret med teksten "Passer den ind her? Det gør den heller ikke på din arbejdsplads.”

Kampagnen skal være med til at ændre en kultur for Tekniqs medlemmer, hvor det store mål er at sikre sig, at unge mennesker også i fremtiden vil søge mod disse brancher.

“Hvis man gerne vil tiltrække fremtidens arbejdskraft, skal man forstå den verden, som vores unge mennesker bevæger sig i. De synes ikke – det synes jeg heller ikke – at nøgenkalendere skal hænge på en arbejdsplads,” siger Troels Blicher Danielsen, adm. direktør i Tekniq.

I dag lukker dørene op for særlig masteruddannelse i arbejdsmiljø

Danmarks første masteruddannelse i arbejdsmiljøledelse starter i dag på Syddansk Universitet i Odense.

Det skriver universitetet i en pressemeddelelse.

Uddannelsen kommer i en tid, hvor 40 mennesker hvert år mister livet i arbejdsulykker i Danmark, tusindvis af ansatte føler sig nedslidte, og hvor en stressepidemi er skyllet ind over det danske arbejdsmarked.

“Der er helt klar en åbning nu. Pludselig taler vi om arbejdslivet i den offentlige samtale, vi diskuterer 4-dages arbejdersuger, stress, møder og mails, og det er gået op for virksomheder, at arbejdsvilkår er et område, de skal være konkurrencedygtige på, hvis de vil tiltrække og fastholde dygtige medarbejdere,” siger Liv Starheim, der er lektor på Syddansk Universitet og uddannelsesleder for den nye master.

De studerende kommer fra både private og offentlige virksomheder og arbejder alle professionelt med arbejdsmiljø. På masteruddannelsen, som de tager på deltid ved siden af deres daglige arbejde, vil de i løbet af de næste 2 år lære at designe, gennemføre og evaluere arbejdsmiljøindsatser, der har virket i praksis.

Der findes andre uddannelser, som også berører forskning i arbejdsmiljø – f.eks. arbejdslivsstudier på RUC og den nu lukkede miljø- og arbejdsmiljøledelse på DTU – men uddannelsen på SDU er den første i landet, som udelukkende handler om arbejdsmiljø, og hvordan man konkret gennemfører indsatser, som forbedrer både fysiske og psykiske vilkår for medarbejdere.

Antallet af ansatte i offentlig administration runder skarpt hjørne

Der er mere end 100.000 mennesker, der arbejder i den offentlige administration.

Det viser en ny analyse fra Dansk Industri (DI), skriver Ritzau.

Analysen er lavet på baggrund af en fremskrivning af udviklingen i den samlede offentlige beskæftigelse.

Ifølge organisationen er det første gang, at antallet af ansatte i offentlig administration runder 100.000.

Det er i dag en større andel af de offentligt ansatte, der arbejder i offentlig administration sammenlignet med tidligere.

I perioden fra 2010 til 2016 var omkring hver tiende medarbejder i det offentlige inden for offentlig administration.

Siden 2016 har andelen været støt stigende, og det skønnes, at 11,5 procent af de offentligt ansatte arbejder inden for offentlig administration i andet kvartal i år, skriver DI.

Fra starten af 2016 til midten af 2023 skønnes det, at der er kommet 19.700 flere ansatte i offentlig administration.

Det er især staten - og ikke kommuner eller regioner - der har fået mange nye ansatte.

Knap 70 procent af stigningen er sket i staten. Og i andet kvartal var det næsten hver femte medarbejder i staten, der var ansat inden for offentlig administration