Kaffebrief

Tidlig pension, direktør får sjælden erstatning og Tesla sælger rekordmange biler

... klædt på til smalltalk med substans.

Godmorgen - og velkommen til det første kaffebrief i juli.

Kan du stadig huske den første gang i din karriere, du lavede en bommert? Og hvordan det føltes?

Så er du helt sikkert en af de mange, der kan sympatisere med praktikanten fra HBO Max, som kom til at udsende en tom e-mail til flere tusinde kunder og blev gjort grin med, indtil HBO gik ind og fortalte, at det var praktikanten, og de hjalp ham igennem.

Siden er det strømmet ind med massevis af beretninger om folks arbejdsbommerter. En kom til at lade autokorrekt kalde chefen, Alan, for Anal. En anden kom til at fortælle den fortælle den forkerte familie, at bedstemor er død. Og sådan fortsætter beretningerne.

De fungerer som en lille trøst ifølge erhvervspsykolog Lisbeth Holt Lenskjold.

”Vi prøver kollektivt at lette skyldfølelsen ved at lave en omvendt konkurrence om at lave fejl,” forklarer hun.

Den mest effektive trøst er dog en helt anden.

Så mange flere har råd til at gå tidligere på pension

Der er flere danskere, der har mulighed for at trække sig tidligere fra arbejdsmarkedet.

Det er særligt akademikerne, der har råd til at gå på pension, før de egentlig når pensionsalderen.

Det skriver Dagbladet Information.

Hver femte akademiker har økonomisk mulighed for at gå på pension fem år før den officielle pensionsalder.

For de faglærte er tallet ti procent, mens kun syv procent af dem, der har grundskolen som længst gennemførte uddannelse, kan trække sig tidligere.

Sammenligner man med tallene fra 2014, tegner der sig et billede af, at akademikerne oplever en større udvikling end de to andre faggrupper.

Siden 2014 har knap 80 procent flere af akademikerne fået muligheden for at trække sig fra arbejdsmarkedet fem år før folkepensionsalderen.

Det samme gør sig gældende for 45 procent flere af de faglærte og seks procent flere af dem, der har grundskolen som den længst gennemførte uddannelse.

Den officielle pensionsalder står til at blive hævet til 70 år fra 2040.

Direktør får sjælden erstatning efter retssag

Den tidligere direktør for IT-selskabet Atea, Peter Trans, har fået over 50.000 kroner i erstatning, efter han sidste år blev frifundet i en retssag om bestikkelse.

Det skriver Ritzau.

Den 55-årige forretningsmand har fået medhold i to klagepunkter.

Først og fremmest har han fået godtgørelse for de dage, han sad varetægtsfængslet.

Derudover har han gået godtgørelse for tort, fordi sagsbehandlingstiden var urimelig lang, mener Rigsadvokaten, den øverste anklagemyndighed i Danmark.

Den lange sagsbehandlingstid har udløst et beløb på 50.000 kroner.

Det er yderst sjældent, at man får en erstatning på det grundlag ifølge Peter Trans’ advokat.

Sagen, det hele drejer sig om, skete tilbage i juni 2015, hvor Peter Trans blev anholdt sammen med en række andre, sigtet i det, der dengang blev kaldt Danmarks hidtil største bestikkelsessag.

Han blev først frifundet seks og et halvt år senere af landsretten.

En del af forsinkelsen skyldes, at landsretten undervejs begik en fejl, hvorefter Højesteret måtte sende sagen retur.

Bestikkelsen skyldes, at Atea havde en særlig konto, hvor regionen som storkunde havde oparbejdet gode fordele.

Pengene fra kontoen blev blandt andet brugt til dyre rejser og middage.

Peter Trans er dog ikke klar til at lægge det hele bag sig.

Han har valgt at lægge sag an mod anklagemyndigheden. Her kræver han, at han bliver erstattet yderligere for de økonomiske tab, han mener at have haft, mens retssagen stod på.

Tesla leverer rekordmange biler

Hvis du vil have flere salg i butikken, kan du med fordel sætte prisen på dine varer ned.

Det har hvert fald virket for bilproducenten Tesla.

Det skriver BBC.

I de seneste måneder har Tesla sænket prisen på sine biler for at konkurrere med sine rivaler på bilmarkedet.

Elon Musk, direktør i Tesla, ville jagte flere salg på bekostning af profitten per salg, har han tidligere bebudet.

Det lykkedes.

Tesla har leveret 466.140 i det seneste kvartal, har bilproducenten netop offentliggjort.

Det er rekord mange, og 80 procent flere end samme periode sidste år.

Kina er Teslas næststørste marked efter Nordamerika.

Virksomheden er sat til at komme med regnskab for andet kvartal 19. juli.