Dorte Stigaard gik ned med stress. Som i helt ned. Nu har hun et budskab til andre topledere

Dorte Stigaard står ved fodgængerovergangen i det befærdede kryds mellem Østre Alle og Hadsundvej i Aalborg. Der er “grøn mand” i lysreguleringen, så egentlig kan hun bare gå over. Hun bliver imidlertid stående på fortovet.

Hun har netop besøgt sin læge i Vejgaard og er nu på vej tilbage til sin og ægtemandens lejlighed, der ligger ved havnefronten bag Musikkens Hus og med Limfjorden som nærmeste nabo.

Hun ved godt, at hun er ramt på det kognitive. Men ikke, at det er så alvorligt.

Da lysreguleringen skifter til “rød mand”, begynder hun at trave over én af Aalborgs mest trafikerede indfaldsveje. Hun er ved at blive torpederet af en bilist, der heldigvis får bremset i tide. Bag bilruden kan hun se, at han tager sig himmelråbende til hovedet.

Først da bliver Dorte Stigaard opmærksom på sin fadæse.

I dag bruger Dorte Stigaard hændelsen til at illustrere, hvor galt det stod til med hende. Tænk at hun havde tabt sit ellers gigantiske overblik i en grad, så hun kunne bytte om på “rød mand” og “grøn mand”. Tænk sig at være ramt så eftertrykkeligt, at selv SÅ basale færdigheder kan tage skade.

“Jeg var ramt så hårdt af stress og overbelastning, at jeg blev decideret syg af det. Både fysisk, psykisk og kognitivt,” siger Dorte Stigaard.

Hun kan takke den hurtigt opfattende bilist for, at hun nåede sikkert hjem til lejligheden.

Det er netop her - på terrassen - vi har taget plads foran klare glas med kildevand og et fristende fad med mandler, chokolade og jordbær.

Nogle hundrede meter derfra summer livet på Limfjordsbroen i begge retninger. Mens vi taler, tøffer en motorbåd forbi lige neden for terrassens beskyttende glasvægge. Lidt senere to kvinder i havkajak.

Dorte Stigaard har brugt meget tid her. Oceaner af tid faktisk.

I begyndelsen af april måtte hun sygemelde sig og trække stikket så eftertrykkeligt, at hun først i løbet af sommerferien har genoptaget sit sociale liv.

Hun var heller ikke langt inde i sin sygemelding, før hun besluttede, at det ikke var det rigtige at vende tilbage til jobbet som innovationsdirektør på Aalborg Universitet. Og derfor sagde op.

Her på terrassen har hun siddet en hel del, mens kroppen og sindet skulle finde ro. Hun kunne ikke koncentrere sig om at læse. Hendes læge frarådede hende at lave mad og købe ind. Selv dét ville belaste hendes hjerne for meget.

Hun sad bare og kiggede ud af vinduet. Som i trance.

Tiden og roen - og rigtig mange gåture i naturen - har arbejdet for Dorte Stigaard, og hun er ved at genfinde fodfæstet. Hun har også genvundet glæden og de gode grin. Hun er begyndt at drømme om sit fremtidige liv og arbejdsliv.

Men hun har brugt lang tid på komme tættere på en forklaring på, hvorfor hun kollapsede totalt. Et kollaps, som medførte stor smerte - ikke bare for hende selv - men også for hendes nærmeste, der ikke kunne genkende deres hustru, mor, farmor og datter.

Hendes ene konklusion er, at stress ikke er et individuelt anliggende, men en kombination af flere faktorer. Det handler om, hvem du er som person. Men systemer, rammer, struktur og kultur på arbejdspladsen spiller også en meget stor rolle.

Hendes anden konklusion er, at stress stadig er belagt med tabu - særligt når den rammer ledere. Selvom stress bliver kaldt en folkesygdom, mangler der mellemmenneskelig forståelse og accept.

“Stress er stadig meget stigmatiserende. Jeg tror ikke, at folk ved, hvad stress er, før de selv - eller én af deres allernærmeste - står der. Stress findes ikke som en egentlig diagnose, så hvad er det? Hvem rammer det - og hvorfor,” siger Dorte Stigaard og tilføjer let leende:

“Nogle gange kan man få det indtryk, at folk ligefrem tror, det smitter.”

Derfor vil 62-årige Dorte Stigaard gerne fortælle om sit stressforløb. Også i detaljer.

“De fleste er meget hårdere ramt, end man skulle tro - og har bygget stress op over lang tid,” siger Dorte Stigaard.

Sådan var det også for hende.

Når hun kigger bagud, kan hun godt se, at der har været symptomer gennem det seneste år. Men hun har bortforklaret dem - eller slået symptomerne hen.

Dorte Stigaard blev ansat som innovationsdirektør på Aalborg Universitet for knap fem år siden, og jobbet gav nye muligheder. Hun blev inviteret med i tænketanke og bestyrelser - og hun ville gerne det hele. Det var spændende, personligt givende og kunne åbne nye døre for universitetet.

Som innovationsdirektør arbejdede hun gennem hele efteråret 2021 benhårdt på to af universitetets overordnede strategier. Sideløbende.

“Jeg har altid været en arbejdshest. Jeg har arbejdet på direktionsniveau i 20 år og altid været vant til lige at kunne give den en tand mere. Jeg er et meget pligtopfyldende og meget passioneret menneske,” siger hun og tilføjer:

“Kombinationen af pligt og passion har bragt mig langt, men det har - set i bakspejlet - også været en væsentlig grund til, at jeg røg ud over kanten.”

Alt det gode og spændende, Dorte Stigaard gerne ville og skulle, gjorde tilsammen, at der lige pludselig ikke var timer nok i døgnet til det hele.

“Heller ikke selvom jeg stort set kun arbejdede - og heller ikke slap det mentalt.”

Dorte Stigaard gik fra at have travlt til at have rigtig travlt. Det var dér, de første symptomer viste sig.

Hun fik ondt i maven og trak sig fra samvær med andre. Beroligede sig selv med, at hun ville få en lang pause i forbindelse med jule- og nytårsferien. Hun blev imidlertid syg - og sov stort set hele ferien væk.

Hun knoklede på igen, som om alt var godt. Men det skulle bare blive endnu værre. Det unormale blev langsomt det normale, og hun opdagede det ikke. Stille og roligt gled hun ind i sygdommens treenighed af stress, begyndende angst og depression.

Hun døjede med hovedpine, fik synsforstyrrelser og kunne ikke mærke sig selv.

“Jeg havde utrolig svært ved at falde i søvn, og hvis jeg faldt i søvn, sov jeg nogle få timer og vågnede med hjertebanken. Jeg følte mig som en tikkende bombe, der både var afsindig træt, men også helt oppe at køre,” siger Dorte Stigaard og fortsætter:

“Jeg begyndte at få tankemylder og bekymringstanker. Ting fra en fjern fortid kunne dukke frem, og jeg kunne få dem dimensioneret op, så jeg havde svært ved at skelne, om det var noget, der var sket i virkeligheden.”

Hun begyndte at få angstanfald og at glemme ting.

I begyndelsen af marts gik hun til lægen, fordi hun mente, at hun enten var ved at få en hjernesvulst - eller Parkinsons sygdom, som både hendes far og farmor havde haft.

Lægen tog en række blodprøver, og Dorte Stigaard blev sendt til udredning.

Påskeferien midt i april blev åndehullet i horisonten, hun så frem til.

I løbet af de næste 14 dage kollapsede hun to gange.

Første gang var hun til møde i en tænketank i København - og fik pludselig et ildebefindende. Hun gik ud på toilettet, hvor hun besvimede kortvarigt, men forklarede sig selv, at det nok var fordi, hun ikke havde drukket og spist tilstrækkeligt i løbet af dagen. Øsede koldt vand på håndledene og gik ind igen.

“Jeg bildte mig ind, at jeg var helt klar igen. Men det var jeg ikke.”

Da hun senere rakte hånden op og sagde noget, kunne hun godt se på mødelederens reaktion, at hun fik sagt noget værre sludder.

Hun fortrængte episoden. Men noget lignende gentog sig et par uger senere på Aalborg Universitet.

I forbindelse med den nye strategi skulle hun holde et oplæg for en gruppe erhvervsledere, men selv om hun kender dem godt, kom hun til at kalde dem noget andet, end det de hedder. Uden at opdage det selv. Da gruppen bagefter skulle have en rundvisning, fik hun et ildebefindende - og måtte i stedet køre hjem til sin lejlighed.

På det tidspunkt havde hun fået svar på blodprøverne, hvor flere lamper blinkede rødt. Så lægen fulgte op med spørgeskemaer for stress, angst og depression.

De næste dage arbejdede hun hjemme, men kunne godt mærke, at hun var voldsomt presset og grådlabil. Og da hun en onsdag aften skulle forberede sig til et direktionsseminar, kunne hun pludselig ikke længere læse.

“Det var ekstremt skræmmende. Jeg brød helt sammen.”

Hun sendte en sms til sin chef for at melde afbud. Hun ville ikke ringe, for hvis hun gjorde det, vidste hun, at ville hun begynde at græde.

Græde gjorde hun alligevel. Et helt døgn i træk. Hendes mand, Richard Stigaard, der arbejder som CIO hos Telenor i Oslo - og derfor kun er hjemme i weekenderne - fløj næste morgen til Aalborg. Og blev. Han rejste først tilbage til Oslo halvanden måned senere. Han var nødt til at være hos hende.

Lægen havde udelukket både hjernesvulst og Parkinsons. Til gengæld ville hun gerne se Dorte Stigaard til en snak om stress, angst og depression, og så skulle de havde styr på hendes galoperende blodtryk.

“Først da lægen sagde: “Dorte, det her er rigtig alvorligt og kan blive kronisk,” trængte budskabet igennem,” siger Dorte Stigaard.

Hun fik ordineret sovepiller og besked på at opsøge en psykolog.

Hun trak stikket totalt. Talte ikke med nogen, bortset fra sin mand. Han overtog styringen, så al kontakt gik gennem ham.

“Det var en kæmpelettelse, at han bare tog over.”

Den første tid brugte hun på at kigge ud over Limfjorden.

“Jeg kan ikke rigtig huske den første måned. Jeg var meget ramt både fysisk, psykisk og kognitivt - og kunne ikke kende mig selv.”

Efter et stykke tid begyndte hun at meditere. Psykologen hjalp med at finde metoder, som kunne få hende ned i gear. Hun skulle have “ro i sit system” og blive i stand til at mærke sig selv igen.

"Som udpræget tanke- og handlemenneske er det ikke “bare lige” at skulle lægge den del fra sig - og fokusere på at mærke sig selv og verden.”

Dorte Stigaard begav sig ud på lange, rolige gåture, hvor hun arbejdede med at flytte fokus fra dét at komme fra a til b. Hun øvede sig i at dvæle ved ruten og omgivelserne, så hun rent faktisk også iagttog de blomster og blade, der forandrede sig i takt med foråret.

Dét blev en del af medicinen. Hun fik sovet - og styr på blodtrykket, men blev også hurtigt klar over, at det ikke var det rigtige at vende tilbage til jobbet som innovationsdirektør.

“Jeg er ikke én, der kan gøre noget halvt. Jeg kunne måske nok vende tilbage til 50+ arbejdstimer, men jeg ville ikke - og det vil jeg fortsat ikke,” siger Dorte Stigaard.

Ligesom Dorte Stigaard holder fast i at være fuldstændig åben om sin stresssygemelding, holder hun også fast i, at stress ikke er et individuelt anliggende. Stress kan aldrig være den enkeltes skyld alene.

Stress udløses som en kombination af flere faktorer. Selvfølgelig spiller ens personlighed ind, men arbejdspladsens dna betyder også noget. Hvordan er de strukturer, systemer og rammer, som den enkelte arbejder under? Og hvilken kultur hersker på arbejdspladsen?

De betingelser har hun tænkt en del over.

“Det er ikke min fortjeneste, men Aalborg Universitet har løftet sig utrolig meget de senere år og er kommet op i en helt anden liga. Nogle gange er det på trods af - og ikke på grund af. For rammebetingelserne for universiteterne er meget forskellige, så der skal virkelig kæmpes hårdt for at skaffe midler og ressourcer,“ siger Dorte Stigaard og tilføjer:

“Folk arbejder en vis legemsdel ud af bukserne. Ikke mindst i toppen af organisationen. For ambitionerne er store, og ressourcerne følger ikke altid med.”

Hun smækker bestemt ikke med døren. Hun er ikke ude på at sige noget dårligt om Aalborg Universitet. Tværtimod. Hun har haft 4 1/2 gode år, og Aalborg Universitet har behandlet hende godt.

Hun har fået en god afsked. Både ved den officielle afskedsreception, men ikke mindst betød det meget, at hendes medarbejdere én efter én rejste sig og klappede længe - bevægende og rørende længe - da hun sidst i juni takkede af på et medarbejdermøde i AAU Innovation.

Det gjorde de måske også, fordi Dorte Stigaard netop insisterede på at være åben - og af samme grund skrev en detaljeret mail om sin situation til sine godt 100 medarbejdere så tidligt, som hun overhovedet var i stand til det.

Åbenheden insisterer hun stadig på. Hun er overbevist om, at kun åbenhed kan knægte tabuet, skylden og skammen over at have fået lederstress.

Og netop dén overbevisning har hun tænkt sig at bruge konstruktivt i sit nye arbejdsliv.

Dorte Stigaard kunne godt tænke sig at sætte åbenhed om lederes velbefindende på dagsordenen. Og hun vil gerne gøre det i en ny rolle som ledelsesrådgiver.

Hun har endnu ikke en færdig plan for sit fremtidige arbejdsliv, men hun drømmer om måske at være tilknyttet som ledelseskonsulent i en virksomhed eller organisation. Og hun mener at have meget at byde på.

"Digitalisering og innovation står højt på mit cv. Jeg kan udforme strategier - og få dem til at blive til virkelighed. Jeg kan lede mennesker og skabe høj medarbejdertilfredshed. Nu er jeg så - på den hårde måde - blevet et mere facetteret menneske, og jeg vil meget gerne bidrage med summen af alt det - og med mine nye erkendelser.”

Dorte Stigaard synes, det er vigtigt, at man også taler åbent om stress blandt ledere. Også topledere. Det er nødvendigt, at ledere taler om andet end det faglige, kpi’er og performancekrav. Man bør også tale om det personlige lederskab.

“Vi har virkelig også brug for et fælles sprog om dén del af lederskabet, og hvad vi kan gøre for at passe på hinanden,” siger Dorte Stigaard og tilføjer:

“I sidste ende koster stress. Det er dyrt for samfundet. Dyrt for arbejdspladsen, og det går ud over medarbejderne. Så vi har alle en interesse i at tale åbent om, hvordan vi går og har det. Vi skal selvfølgelig sikre, at systemerne, rammerne og strukturen er bedst mulig, men det er også vigtigt at sikre en god arbejdspladskultur og tage hånd om både medarbejdere og ledere.”

Hun har måske selv været en del af en maskulin ledelseskultur, siger hun, og ubevidst undertrykt en sårbar side.

“Jeg har fejlagtigt sat lighedstegn mellem sårbar og svag - og været hård ved mig selv," siger hun - med et skævt smil.

“Særligt i topledelse ligger det i luften, at man skal kunne klare mosten. Men måske bør det ikke være et mål i sig selv. Måske skal vi fokusere mere på at tage hånd om hinanden og fokusere på at skabe gode arbejdspladser - også for ledere og topledere,” siger hun.

Selv tager Dorte Stigaard sin nye - lidt mere sårbare side - med sig videre i arbejdslivet.

“Det har været et gok i nøden og en hård omgang, som jeg virkelig ikke ønsker for nogen. Men det har også givet mig noget. Og det vil jeg gerne bruge fremadrettet. Jeg har det bedre end længe og er klar til et mangefacetteret liv og arbejdsliv.”