Tendenser

''Hvis man har muligheden, er mit bedste lifehack at få en au pair''

Ann-Louise Aasted ved godt, at hun stikker hånden i en hvepserede. Men i en travl hverdag med tre børn og mange arbejdstimer, har en au pair været med til at få alle ender til at mødes.

Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

Det kan være svært at finde en god balance mellem arbejdsliv og familieliv, når man både har ambitioner med sin karriere og i sit forældreskab. Så hvad er det gode trick til at gøre hverdagen lettere? 

Vil du være med? Så send mig en mail vp@dnmh.dk

I denne uge har vi givet ordet til Ann-Louise Aasted, der er medstifter af virksomheden Luksusbaby.

Hvad synes du, er den største udfordring i forhold til at få ligningen til at gå op med arbejde og børn?

''Jeg synes faktisk, noget af det værste er, når der planlægges en masse forældrearrangementer i arbejdstiden. Altså før kl. 16. Man kan ikke forvente, at folk bare kan gå fra deres arbejde i tide og utide.

Jeg synes der har været en tendens til, at det så altid er de samme forældre, som ikke kan deltage. Det synes jeg er synd for både børn og forældre. I stedet synes jeg, man bør lave aktiviteter sådan, at forældre med et arbejde har bedre mulighed for at deltage.''

Aftensmadsretter leveret til døren, som bare skal varmes, er totalt et HACK!

Hvad er dit bedste ’lifehack’ eller råd i en presset hverdag?

''Hvis man har muligheden, så er mit bedste hverdags-hack at få en au pair til at hjælpe med børn og madlavning samt lettere husligt arbejde.

Er dette ikke muligt, så er aftensmadsretter leveret til døren, som bare skal varmes, totalt et HACK! Det sparer både tid på indkøb og madlavning.

Og man skal ikke tænke over, hvad man skal finde på til aftensmad. Vi brugte i en lang periode sundtakeaway.dk. Ingen opskrifter eller noget, det skal bare varmes.''

Er der noget, du gerne vil ændre, eller noget du arbejder på?

''Efter vores efternøler Herman kom til, har vi besluttet os for, at han ikke skal hentes som den sidste i institution. Det blev tvillingerne, der i dag er 10 år, da de var små, fordi vi ikke havde andre muligheder.

Men nu kan vi skubbe det sidste arbejde til efter, at ungerne lagt i seng, hvilket vi ofte gør. Så han bliver hentet cirka klokken 15. Det fungerer for os, og vi får mest tid med børnene.

Men det kræver selvfølgelig, at man arbejder godt om aftenen – og det er en mulighed i ens arbejde.''