Mennesker i Vigeur

Mette Bugge har fået en bunden opgave: Sådan vil hun gribe den an

Aalborg Kommunes nye erhvervsdirektør, Mette Bugge, har sommerfugle i maven - på den gode måde.

Foto: Aalborg Kommune

Når Mette Bugge i dag sætter sig til rette som Aalborg Kommunes nye erhvervsdirektør, er det langt hen ad vejen for at løse en bunden opgave. Den nye erhvervsstrategi for Aalborg Kommune er så godt som godkendt af politikere og erhvervsråd, og det bliver Mette Bugges opgave at føre strategien ud i livet.

Det er en bunden opgave, men netop dét faktum er Mette Bugge godt tilfreds med.

“Det passer fint til den person, jeg er. Jeg kan godt lide at arbejde hen mod et fælles mål, der på forhånd er defineret,” siger Mette Bugge og tilføjer:

“Det er en stor opgave i sig selv at få strategien ud at leve - og at skabe synlighed om de målsætninger, som den nye strategi lægger fast,” siger Mette Bugge, der glæder sig til opgaven.

Læs eller genlæs her det interview med Mette Bugge, som Vigeur bragte, da det i slutningen af november kom frem, at den 48-årige karnevalsentusiast skulle være ny erhvervsdirektør:

Det vidste du ikke om Mette Bugge:

Mette Bugge bor i Aalborgbydelen Kærby sammen med sine to børn, Frederik på 13 år og Mathilde på 12 år.

Hun er 48 år, har en kæreste og bruger gerne tid på at træne, løbe og cykle mountainbike. Ofte i Hvorup i nærheden af Nr. Uttrup, hvor hun er vokset op som den danseglade, men stille pige i folkeskolen.

I gymnasiet blev hun mere fri, og mens hun gik i gymnasiet, arbejdede hun om sommeren på en campingplads ved Gardasøen.

Straks efter sin studentereksamen fra Nørresundby Gymnasium i 1993 flyttede hun til Italien for at arbejde med turisme. Tre år senere rykkede hun til Holland, hvor hun fik job på en cafe i tilknytning til et lille teater, som hun involverede sig i - og samtidig tog sin uddannelse inden for Human Resource Management.

Efter mange år i udlandet savnede hun Nordjylland og familien. Flyttede hjem og etablerede sin egen konsulentvirksomhed, mbm group, der rådgiver offentlige og private virksomheder.

Sideløbende har hun involveret sig mere og mere i bestyrelsesarbejde - blandt andet i Aalborg Karneval, i 4. Juli Komiteen og i Fonden for Entreprenørskab.