Da Henrik Baasch havde sagt ordene, blev der stille i lokalet.
Han talte til de mennesker, han i næsten 25 år havde været direktør for.
Ordene havde han skrevet ned aftenen forinden, da han var ankommet til Himmerland Golf og Spa Resort, hvor virksomhedens årsmøde blev afholdt. Det havde været underligt at skrive dem ned. I noget tid havde de kun rumsteret i hans hoved og i private samtaler mellem ham, hans hustru og deres børn.
Nu, da han stod der og kiggede på sine medarbejdere, var det også underligt at sige dem højt. Det var ord, han tidligere i sin karriere aldrig havde troet, han skulle sige.
- Alle vidste jo, at jeg havde et indlæg på et årsmøde. Men at det skulle slutte med, at jeg afleverede min egen opsigelse, var der ikke nogen, der havde set komme, siger han.
Han siger det ikke selv. Men hans karriere vidner om, at han er en mand, der altid har været god til det, han har beskæftiget sig med. Som 30-årig landede han sin første direktørstilling. Siden opbyggede han den nordjyske virksomhed Timeplan, der leverer personaleadministration til 400 virksomheder i mere end 25 lande.
Men nu havde han erkendt, at han ikke længere havde kompetencerne til at være direktør i den virksomhed, han selv havde stiftet.
- Vi fik flere og flere internationale kunder, så engelsk og tysk blev et must i virksomheden. Men mine kompetencer indenfor de sprog er ikke de største, siger han.
- Indtil jeg i slutningen af 2018 kunne mærke, at tingene begyndte at forandre sig, havde jeg aldrig været i tvivl om, at jeg var den rette person til at sidde som direktør i min egen virksomhed.
Arbejdslysten forsvandt
Det er to et halvt år siden, Henrik Baasch fortalte medarbejderne, at han ville gå af som direktør - og det er to år siden, at han reelt pakkede sine ting og forlod den virksomhed, hvor han har brugt hovedparten af sine vågne timer.
- Det har været mit liv. Jeg har prioriteret min virksomhed meget, meget højt, siger han.
- Uanset hvad vi beskæftiger os med, er det lysten, der driver værket. Og min lyst har været imponerende stor, fordi jeg synes, det har været hamrende spændende. Så det har grebet mig 110 procent, siger han.
Men da kompetencerne forsvandt, gjorde arbejdslysten det samme.
- Min kone stoppede med at arbejde et par år tidligere end mig. Hun har tit sagt, at hun glædede sig til ikke at skulle gå på arbejde. Det har jeg aldrig kunnet forstå.
- Jeg har aldrig kunnet forstå dem, der har kigget på klokken, og dem, som synes, at nu var det mandag, og nu var det en lang dag og alt muligt andet. Jeg har altid glædet mig til at skulle på arbejde, siger han.
Men i den sidste tid som direktør begyndte Henrik Baasch at kigge på klokken og tænke: Kan jeg godt tillade mig at gå nu?
- Det var fandme en mærkelig fornemmelse, siger han.
De mennesker burde virkelig sige: Lad os finde noget andet at lave
Dér gik det op for ham, at han blev nødt til at gøre noget ved det – både for sit eget og for virksomhedens bedste.
- Jeg havde to muligheder: Enten at sælge virksomheden eller at finde en ny direktør. For det ville være ulideligt at prøve at kæmpe mig op og prøve at få gnisten og lysten tilbage.
Det var ikke kun internationaliseringen af Timeplan, der påvirkede hans arbejdslyst. I takt med at virksomheden voksede og medarbejderne blev flere, forsvandt det nære forhold til den enkelte. Derudover brugte han mere og mere tid på administrative opgaver, han ikke brød sig om.
- Det var ikke sjovt længere. Så det der med, at du tager på arbejde, fordi det er spændende og sjovt, og fordi du trives rigtig godt… det var ligesom det, der bare forsvandt. Det kan sgu forsvinde for sådan en som mig, og det kan nok også forsvinde for mange andre, siger han.
Den rigtige beslutning
Henrik Baasch fortæller, at han ikke er i tvivl om, at han traf den rigtige beslutning, da han valgte at gå af som direktør. I dag sidder der en ny direktør i Timeplan, som ifølge stifteren har de kompetencer, han ikke selv havde.
Det er tydeligt, at Henrik Baasch ikke blot siger, at det var den rigtige beslutning at gå af. Da jeg spørger ham, hvad han nu bruger sin tid på, afslører begejstringen i hans stemme, at han virkelig mener det.
- I går var det torsdag. Jeg tager på vandretur til Toscana i næste uge med min kone. Så i går skulle jeg lige over i Eventyrsport for at købe sokker. Jeg kørte derover, da de åbnede klokken 10. Tænk sig at have mulighed for at køre over til en butik klokken 10. Det er jo helt vanvittigt, at man har tid til sådan noget, siger han og lægger tryk på ordet vanvittigt.
Han griner lidt, mens han siger det.
- Jeg var også så heldig, at min kones bror og hans kone kom til frokost. Derefter tog min kone og jeg ind til byen for at vandre i stedet for at vandre i Rold Skov.
- Jeg har en drøm om, at vi skal ud at besøg alle de brune værtshuse i Aalborg. Vi kom forbi et, der hed Munken. Så der var vi lige inde at få en øl og et slag rafling, og så sad vi og snakkede med nogle af de lokale.
- Det er jo det, der er vildt underligt; at fra at arbejde og arbejde og arbejde, så har man lige pludselig tid til sådan nogle mærkelige ting, siger han.
En klar opfordring til andre
Han er igennem sin karriere stødt på mange mennesker, som gang på gang har sagt, at der er lang tid til fyraften. Til dem har han en helt klar opfordring.
- De mennesker burde virkelig sige: Lad os finde noget andet at lave.
- Jeg tror, der er nogen, der bliver hængende, som ville kunne komme langt videre, og som ville kunne blive meget gladere ved at åbne øjnene og gå ud og finde et nyt job.
Jeg ser det som en klar styrke, at jeg finder noget andet at lave i stedet for at blive ved med at lave det, jeg ikke trives 100 procent med
Han ved, at han har været i en situation, hvor han økonomisk har kunnet tillade sig at stoppe med at arbejde, da han ikke længere syntes, det var sjovt. Han ved også, at andre måske ikke har den samme frihed.
- Men jeg synes virkelig, man skal være presset, hvis det er på grund af ens løn, at man bliver på en arbejdsplads, hvor man ikke er glad, siger han.
Da jeg har stillet Henrik Baasch mit sidste spørgsmål, siger jeg til ham, at det er modigt, at han tør åbne op om ikke længere at slå til på jobbet – fordi, jeg synes, der ligger en sårbarhed i erkendelsen.
- Jeg ser det på ingen måde som en sårbarhed. Jeg ser det som en klar styrke, at jeg finder noget andet at lave i stedet for at blive ved med at lave det, jeg ikke trives 100 procent med, svarer han.
Og pludselig ved jeg, at han har ret.
