Nordjyder ser muligheder i kunstig intelligens – men hvordan går det i praksis?
Vi har spurgt tre nordjyske ledere, hvordan det rent faktisk går med at bruge kunstig intelligens ude på arbejdspladserne.
Ser du kunstig intelligens som en mulighed eller en trussel?
Det har 1.265 arbejdende danskere svaret på i en befolkningsundersøgelse fra 2023. Den viser, at nordjyder er én af de befolkningsgrupper, som ser mest positivt på kunstig intelligens.
ㅤ
Men ér kunstig intelligens så også blevet en del af arbejdslivet? Det har vi spurgt tre nordjyske ledere om:
Christine Lunde, sekretariatschef i Business Region North Denmark
“Ikke endnu, men vi er bevidste om de muligheder, der er i teknologien. Det er for eksempel et glimrende redskab til produktion af tekstudkast.
I vores arbejde har vi bare ikke plads til faktuelle fejl, og så vidt jeg er orienteret, er der en vis usikkerhed fakta i kunstig intelligens.
Men det er klart, at maskinen arbejder hurtigere end den menneskelige hjerne, når det handler om at kigge tal igennem. Så jeg kunne måske godt bruge det til at skabe et overblik, når vi skal i gang med research til nye opgaver.”
Læs mere, når Christine Lunde her gør status over 2023 og kigger frem mod det nye år:
Jesper Bøjgaard Madsen, chefpolitiinspektør ved Nordjyllands Politi
“Det er noget, vi har meget opmærksomhed på, fordi det også begynder at ramme os på den dårlige måde.
Vi får anmeldelser ind, som på en eller anden måde er knyttet til kunstig intelligens, og vi har jo kun lige set begyndelsen.
Det kan være digitale sexkrænkelser, hvor vi skal finde ud af, om det er lavet kunstigt eller med virkelige individer. Alt kan jo lade sig gøre.
Og det er klart, det stiller nogle krav til politiet om, at vi kan finde ud af, hvad der er sandt og falsk. Og måske skal der endda også følge noget lovgivning med.
Omvendt er der også masser af muligheder i kunstig intelligens.
Allerede nu er vi begyndt at bruge det til sammenkædning af sager. I forhold til ligheder og genkendelse, hvor vi måske kan nøjes med at kontrollere det – i stedet for at sidde og kigge på tusind sager manuelt.
Jeg tror virkelig, det er et område, hvor vi skal være first movers. Og det gælder ikke kun Nordjyllands Politi. Vi har heldigvis også National enhed for Særlig Kriminalitet, der følger udviklingen meget nøje.”
Læs mere, når Jesper Bøjgaard Madsen her gør status over 2023 og kigger frem mod det nye år:
Mette Schmidt, bæredygtighedschef ved Port of Aalborg
“Jeg tror, at brugen af kunstig intelligens kommer til at spille en stor rolle, når det kommer til databehandlingen af klimarapporterne.
Kunstig intelligens vil kunne sortere i data i skyen, som er så stor, at der nok ikke er noget menneske, der vil kunne overskue det.
Der kan en robot være en stor hjælp til at få øjnene op for nogle strukturer. Det kommer vi helt sikkert til at se mere af.
Forestil dig, at virksomhedens elmåler samler data for hver time hele året. Det er så meget data, at det kan være noget svært for et menneske at overskue i et Excel-ark.
Vi har omkring 140 lejemål og 200.000 kvadratmeter under tag, så vi har rigtig mange målere, og der tænker jeg da, at kunstig intelligens kan være med at overvåge og samle data, og så gøre os opmærksomme på uregelmæssigheder.”
Læs mere, når Mette Schmidt her gør status over 2023 og kigger frem mod det nye år:
Gør kunstig intelligens allerede en markant forskel i dit arbejdsliv? Så hører vi gerne fra dig på: vigeur@dnmh.dk