Susanne skal tænke på tværs i Mariagerfjord
Navnenyt

Susanne skal tænke på tværs i Mariagerfjord

Bred lederkarriere sender Susanne Nielsen fra Aalborg Kommune til nyoprettet stilling som børne-, arbejdsmarkeds- og uddannelsesdirektør i Mariagerfjord Kommune.

Foto: Cornelius Corneliussen
5. juli 2022

Det bliver Susanne Nielsen, der løber med den nyoprettede stilling som børne-, arbejdsmarkeds- og uddannelsesdirektør i Mariagerfjord Kommune. 

Hun kommer fra en stilling som chef for “Sammenhæng og Kvalitet” hos Aalborg Kommunes børne- og ungeforvaltning, hvor hun har ansvaret for de specialiserede skole- og dagtilbud, PPR, SSP, skoletjenesten og kulturskolen.

Susanne Nielsen har desuden en bred lederkarriere i bagagen fra nabokommunen Rebild som blandt andet centerchef for Arbejdsmarked og Borgerservice og som funktionsleder og teamleder i Jobcentret.

“Vi har haft fornøjelsen af et flot ansøgerfelt, og pilen peger på Susanne, fordi hun har de helt rigtige erfaringer og har vist sort på hvidt, at hun både er driftssikker og udviklingsorienteret med en solid forståelse for arbejdet i en politisk styret organisation og har et godt blik for det tværgående,” siger Anne Velling, der er kommunaldirektør i Mariagerfjord Kommune i en pressemeddelelse.

Selvom Susanne Nielsen er glad for sit nuværende chefjob i Aalborg Kommune, kunne hun ikke sige nej til at stå i spidsen for Mariagerfjord Kommunes dagtilbud og skoler -  samt arbejdsmarkeds- og uddannelsesområdet.

“Jeg søgte jobbet, fordi jeg er optaget af at styrke de kommunale velfærdsydelser. Jeg har gennem mange år været optaget af, hvordan vi kan styrke borgernes muligheder for at indgå i gode fællesskaber - i skolen, i fritiden og på arbejdsmarkedet,” siger Susanne Nielsen til Vigeur.

“Mariagerfjord Kommune har lavet en ny vision, hvor de vil mere for flere - og så har kommunen et godt ry, når det kommer til samarbejdet mellem politikere og administration. Den kultur og de visioner vil jeg gerne være med til at udvikle og føre videre.”

Susanne Nielsen er uddannet socialrådgiver og har efteruddannet sig inden for ledelse. Hun har blandt andet taget en diplom i ledelse fra Professionshøjskolen UCN og en Master of Public Governance fra Aalborg Universitet. 

Susanne er gift og har to børn på henholdsvis 10 og 13 år.

Hun har første arbejdsdag i Mariagerfjord Kommune 1. august.