Teaterchef vil lære sine medarbejdere at sjuske: ”Det er okay, at nogle opgaver ikke er lavet skidegodt”

Minna Johannesson havde længe glædet sig til at instruere forestillingen. Faktisk havde hun glædet sig i ti år.

Den mørke kærlighedshistorie skulle få nordjyder til at sætte sig i Teater Nordkrafts sæder for at få besvaret spørgsmålet: Hvor meget skal man ofre for kærligheden?

”Jeg mener, man skal ofre alt – og det mener den person, som ligger her også,” siger Minna Johannesson, teaterchef på Teater Nordkraft, mens hun peger på en plakat i lyseblå nuancer af en mand og en kvinde i et fyldt badekar.

”Han er sammen med den her kvinde, som er fantastisk, men som bliver mere og mere vanvittig. De fleste mennesker havde forladt hende, men han bliver ved til den bitre ende,” siger hun.

Minna Johannesson har fisket plakaten op bag sofaen, som står på hendes kontor, der har udsigt over Teglgårds Plads i det centrale Aalborg. Hun har rullet den ud, så jeg kan se den.

Det er en af hendes yndlingshistorier, fortæller hun. Passionen i hendes stemme og hendes ivrige bevægelser siger det bedre, end ordene kan formulere.

Men den mørke kærlighedshistorie, hun så gerne vil fortælle, er der endnu ingen, som har fået at høre.

For en dag i det tidlige forår samlede hun sit personale i et mødelokale for at give beskeden: Forestillingen var aflyst. Det var hende, der havde truffet beslutningen.

Noget tid forinden havde Minna Johannesson siddet ved sit skrivebord, fyldt med stakkevis af papirer.

I sit hoved begyndte hun at gennemgå, hvordan alle medarbejdere havde det; Nogen havde eftervirkninger efter corona. Nogen havde stadig corona. Nogen havde en masse afspadsering. Nærmest ingen var dér, hvor de burde være efter to år med usikkerhed og en masse arbejde, som føltes spildt bag nedlukkede døre.

Derfor kom hun frem til, at det eneste rigtige ville være at aflyse forestillingen.

”Det kan man jo ikke. Man kan ikke lægge en forestilling ned,” tænkte hun til at starte med. Men jo mere hun snakkede med sine nærmeste chef-kollegaer, jo klarere stod beslutningen.

”Der var ingen, som kunne finde argumenter for ikke at gøre det. Selvfølgelig var det uhyrligt træls at skulle sige til publikum: "Vi har flyttet og aflyst så mange forestillinger de seneste år, og nu aflyser vi også den her". Det var ikke sjovt. Men det var prisen at betale for at kunne give dem næste sæson med et friskt og sundt hus,” siger hun.

”Der findes en gammel myte om, at man som kunstner skal lide, for så laver man bedre kunst. Det må være den mest falske myte nogensinde. Jeg tror virkelig ikke på det. Jeg vil gerne lave teater, som inspirerer, er kraftfuld, vild, og livssprudlende. Det er vi selvfølgelig nødt til at have både kræfter, mod, og lyst til for at kunne”.

Da Minna Johannesson tiltrådte som teaterchef i 2020 - på en arbejdsplads, hvor medarbejderes passion for kunst ifølge teaterchefen kan få dem til at tilsidesætte deres behov for søvn - vidste hun hurtigt, at det var vigtigt at have meget fokus på arbejdsmiljøet. At det - som med den aflyste forestilling - var vigtigt at hjælpe medarbejderne med at sige stop. Men også at italesætte igen og igen at perfektionisme i nogle tilfælde skal erstattes af sjusk, så man undgår at brænde ud.

”Vi arbejder meget hårdt og konkret med, hvordan vi kan undgå at brænde os selv ud,” siger teaterchefen, der har instrueret prisvindende og anmelderroste forestillinger over hele Skandinavien.

”Vi skal lære at sjuske. Det er 20 perfektionister, som arbejder her. Ved en del opgaver skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at de bliver rigtig gode - eksempelvis når det handler om sikkerhed. Men det er okay, at andre opgaver ikke er udført skidegodt - eksempelvis mindre detaljer i scenografien, ingen andre end os selv lægger mærke til. Vi kan ikke nå at lave alt 100 procent. Det handler hele tiden om at prioritere”.

Perfektionismen ser hun også andre steder i samfundet.

”Jeg tror nærmest, at hele verden er blevet perfektionister,” siger hun.

”Vi som har magt - det har jeg, jeg har magt til at aflyse en forestilling - det er vores ansvar ikke bare at blive ved med at skrue op for krav og tempo. Min generation, som begynder at sidde på de magtfulde poster, skal tage magten, og vi skal bruge den til at stoppe op,” siger hun.

Teater Nordkraft har faste skuespillere tilknyttet, men teateret tiltrækker også gæsteskuespillere og -instruktører, som i nogle tilfælde kommer fra Det Kongelige Teater.

Ifølge Minna Johannesson er de på teateret gode til at tiltrække, blandt andet fordi Teater Nordkraft har ry for at være en god arbejdsplads. Eksempelvis gav det genklang i branchen, da forestillingen blev aflyst af hensyn til medarbejdernes ve og vel.

”Jeg har fået opringninger, mails og beskeder på Facebook fra kollegaer i branchen. Rigtig mange skrev, at de havde respekt for beslutningen,” siger hun.

En af de faste skuespillere på teateret er Thomas Nielsen. Han flyttede sidste sommer fra København til Nordjylland, primært fordi han var betaget af teateret og Minna Johannessons måde at drive det på.

”Her tør jeg være modig og byde ind med nogle helt vanvittige idéer. Iblandt dem åbner der sig nogle gange en lille sprække ind til noget, som er originalt og relevant. Og hvis man fejler, er man i et rum, som tager hånd om dig,” siger Thomas Nielsen.

”Jeg har følelsen af, at Minna kan være med til at udfylde mit største potentiale på en scene, og det er jo det, jeg ønsker at gøre,” siger han.