Thomas er sommelier og alkoholiker: “Vi skal ikke romantisere livet på kanten. Men det lærte mig en helvedes masse”

Vi er halvvejs gennem interviewet, da telefonen brummer insisterende på cafébordet mellem os.

Thomas Lysgaard vender skærmen opad og udsætter alarmen. Antabus står der efterfulgt af et rødt hjerte.

Det er snart tid til dagens pille, og han fortæller levende om den gavnlige effekt – uden at registrere de nysgerrige blikke fra cafégæsterne omkring sig.

Thomas Lysgaard skammer sig ikke. Tværtimod er han stolt over, hvad han har bedrevet på trods af sit misbrug. På trods af den kroniske sygdom, som alkoholisme er, også nu hvor han er ædru.

To gange er han kåret som Danmarks bedste vintjener, og han har cementeret sit navn på verdensscenen ved flere mesterskaber.

Ironien er ikke tabt på ham – men Thomas Lysgaard er ikke længere bitter over at være blandt de 140.000 danskere, som er afhængige af alkohol og bør holde sig fra det.

Han betragter sin dødedans og den maniske rus som forudsætningen for, at han blev så god til sit arbejde.

Han var egentlig ingeniørstuderende, men Thomas Lysgaard kedede sig på universitetet og kom i lære som tjener i 1987.

Til sin eksamen fik han landets højeste karaktergennemsnit, og i 1992 startede han som sommelier og tjener hos Henrik Rosdahl, der dengang drev den nationalt anerkendte restaurant Penny Lane.

“Min sjæleven,” siger han om stjernekokken Henrik Rosdahl – og mindes den rus, de oplevede sammen, når alting spillede i restauranten. Først på Penny Lane og senere på Rosdahls i det gamle pakhus på Aalborgs havnefront.

Selv i dag, hvor han ikke længere kan synke vinen, ser Thomas Lysgaard lykkelig ud, når han vrider korkproppen af en flaske champagne og skænker op i et glas.

“Prøv lige at dufte,” siger han om det sansebombardement, som jeg heller ikke uden min vintersnue ville være i stand til at sige noget rammende om.

Men Thomas Lysgaard er en fortæller, der drager sit publikum ind med filosofiske betragtninger, overvældende vid og vildskab i øjnene.

“Vi var maniske,” siger han om tiden på Penny Lane, der opslugte alting, og som kaldte på nogle gode glas vin, når de sidste gæster var gået hjem. Bare lige til at falde ned på.

“Det blev en stående joke mellem mig og Henrik, at vi nok var alkoholikere. Men jeg var fandeme skuffet, da det stoppede med at være en spøg.”

Der er tidspunkter i et menneskes liv, som ætser sig ind i hukommelsen og får alle grinene til at stumme hen.

For Thomas Lysgaard var det, da sjælevennen Henrik Rosdahl døde som 37-årig i 2001. Da Thomas i 2002 blev indlagt med en betændt bugspytkirtel og umenneskelige smerter som følge af sit eskalerende misbrug. Og da han i 2009 prøvede at gøre en ende på det hele med en promille på over 5.

Han taler sagte, når det handler om døden – men af respekt, stadig ikke af skam.

Thomas Lysgaard har truffet en beslutning om at være ærlig over for alle, han møder. Spørgende journalister, sine samarbejdspartnere og de velmenende gæster, som da også synes, han fortjener et glas eller to.

Med ærlighed bliver det nemlig langt sværere at starte igen.

“Der er så meget løgn forbundet med at være alkoholiker,” siger han med et vidende blik. “At få det passet ind, uden andre opdager det. Og uden det kolliderer med et vigtigt job.”

“På et tidspunkt troede jeg ligefrem på den teori, som Thomas Vinterberg filmatiserede i 'Druk': at mennesket er født med en halv promille for lidt i blodet. Eller at jeg var den eneste i menneskehedens historie, som præsterer optimalt med en højere promille.”

Det bliver ikke noget problem for dig at stoppe med at drikke, lød det alligevel fra personalet, hver gang Thomas Lysgaard tjekkede ind på et behandlingssted.

Du skal bare finde et andet arbejde.

I 2011 begyndte Thomas Lysgaard at læse filosofi på Aalborg Universitet. Ikke for at skifte retning i livet, men for at fylde det med mere end vin.

“Og der var jo noget poetisk over at sidde i en studenterhybel og vende hver eneste pantflaske, mens man læste Platon og Aristoteles.”

Thomas Lysgaard havde altid filosoferet – også over for restaurantgæsterne – men på studiet gik det op for ham, hvor mange selvmodsigelser, han havde liret af i løbet af sin karriere.

“Heldigvis havde jeg drukket folk så tilpas fulde, at de ikke lagde mærke til det.”

I 2012 tog han selv sin sidste "tur", hvor han drak sig fra sans og samling og vågnede uden at kunne huske noget. Bagefter overgav han sig til antabus og til visheden om, at ædruelighed er udgangspunktet for alt, hvad der er godt i hans liv.

Mandag til torsdag helligede han sig studiet, og torsdag aften til lørdag var han sommelier på restaurant Fusion – et stenkast fra Rosdahls gamle pakhus på havnefronten i Aalborg.

Når han går langs Limfjorden i dag, kan han stadig mærke længslen efter, hvad der var engang – men Thomas Lysgaard føler sig heldig over, hvor meget han nåede.

At smage, at opleve, at leve på kanten.

“I min misundelse af folk, der trives i et liv på midten, kunne jeg romantisere det andet helt ekstremt. Det er jeg stoppet med. Men jeg er stadig taknemmelig for mine mange udsving, for jeg lærte jo en helvedes masse.”

Det var på filosofistudiet, han første gang lod sig romantisere af den gyldne middelvej. Af Aristoteles, som mente, at det gode menneske lever mellem overdrivelsen og manglen.

For Thomas Lysgaard er det blevet en rettesnor både på arbejdet og i privaten, hvor han har bosat sig på et nedlagt landbrug sammen med sin forlovede. Langt væk fra fristelser og den pulserende restaurantscene.

Han kan stadig blive mentalt beruset, når han i dag tager ud og laver vinsmagninger med sin virksomhed, Vinosoffen. Men der er niveauer af vinen, han aldrig kommer til at kende, fordi han kun smager på den, inden han spytter den ud igen.

“Beethoven var også døv, da han komponerede sin niende symfoni,” siger Thomas Lysgaard uden sammenligning i øvrigt. “Men det gik jo meget godt.”

Den gastronomiske filosof ved rigeligt til at lykkes med sit arbejde, og han mangler ikke noget i livet. Han har fundet andre måder at mærke rusen på, betror han mig med et skævt smil.

Så brummer alarmen igen, og Thomas Lysgaard fisker en lille, hvid pille op af sin inderlomme. Han tager en kvart og fortsætter ud i byen med sit glas og champagneflasken under armen.

Den næste vinsmagning venter i aften.