Vi er halvvejs gennem interviewet, da telefonen brummer insisterende på cafébordet mellem os.

Thomas Lysgaard vender skærmen opad og udsætter alarmen. Antabus står der efterfulgt af et rødt hjerte.

Det er snart tid til dagens pille, og han fortæller levende om den gavnlige effekt – uden at registrere de nysgerrige blikke fra cafégæsterne omkring sig.

Thomas Lysgaard skammer sig ikke. Tværtimod er han stolt over, hvad han har bedrevet på trods af sit misbrug. På trods af den kroniske sygdom, som alkoholisme er, også nu hvor han er ædru.

To gange er han kåret som Danmarks bedste vintjener, og han har cementeret sit navn på verdensscenen ved flere mesterskaber.

Ironien er ikke tabt på ham – men Thomas Lysgaard er ikke længere bitter over at være blandt de 140.000 danskere, som er afhængige af alkohol og bør holde sig fra det.

Han betragter sin dødedans og den maniske rus som forudsætningen for, at han blev så god til sit arbejde.

Ingeniøren, der blev vintjener

Han var egentlig ingeniørstuderende, men Thomas Lysgaard kedede sig på universitetet og kom i lære som tjener i 1987.

Til sin eksamen fik han landets højeste karaktergennemsnit, og i 1992 startede han som sommelier og tjener hos Henrik Rosdahl, der dengang drev den nationalt anerkendte restaurant Penny Lane.

“Min sjæleven,” siger han om stjernekokken Henrik Rosdahl – og mindes den rus, de oplevede sammen, når alting spillede i restauranten. Først på Penny Lane og senere på Rosdahls i det gamle pakhus på Aalborgs havnefront.

Selv i dag, hvor han ikke længere kan synke vinen, ser Thomas Lysgaard lykkelig ud, når han vrider korkproppen af en flaske champagne og skænker op i et glas.

“Prøv lige at dufte,” siger han om det sansebombardement, som jeg heller ikke uden min vintersnue ville være i stand til at sige noget rammende om.

Men Thomas Lysgaard er en fortæller, der drager sit publikum ind med filosofiske betragtninger, overvældende vid og vildskab i øjnene.

“Vi var maniske,” siger han om tiden på Penny Lane, der opslugte alting, og som kaldte på nogle gode glas vin, når de sidste gæster var gået hjem. Bare lige til at falde ned på.

“Det blev en stående joke mellem mig og Henrik, at vi nok var alkoholikere. Men jeg var fandeme skuffet, da det stoppede med at være en spøg.”

Vintjeneren, der blev alkoholiker

Der er tidspunkter i et menneskes liv, som ætser sig ind i hukommelsen og får alle grinene til at stumme hen.