Thomas Røhr Kristiansen skal accelerere væksten hos nordjysk børnetøjsgigant
Navnenyt

Thomas Røhr Kristiansen skal accelerere væksten hos nordjysk børnetøjsgigant

Thomas Røhr Kristiansen, tidligere CMO ved Freeway, har takket ja til ny stilling ved den nordjyske børnetøjsforretning Luksusbaby.

Foto: Martin Damgård
25. juli 2022

”Efter flere gode og spændende år ved Freeway ApS, i min 2. halvleg, har jeg valgt at takke ja til et rigtigt spændende tilbud,” skriver Thomas Røhr Kristiansen på LinkedIn.

Han løfter sløret for, at han d. 16. august tiltræder som CMO ved Luksusbaby.

”Jeg har altid syntes, deres brand og vækstrejse var spændende. De har gjort noget helt unikt. Der er så mange mødre, der starter en webshop op, mens de er på barsel, men Ann-Louise og Morten har med Luksusbaby skabt noget helt unikt.

Og med de nye investorer samt stort nyt lager og kontor, er den vækstrejse kun lige begyndt - og det tiltaler mig vildt meget. Så jeg ser frem til at komme ind i en ung, men stor, virksomhed med iværksætterånd og kæmpe potentiale,” fortæller han.

Han uddyber, at han gennem rekrutteringsprocessen har fået et rigtig godt indtryk af Ann-Louise Christine Aasted og Morten Grabowski Kjær, som er stiftere af virksomheden, og at han ser frem til at arbejde med dem.

Den nordjyske børnetøjsforretning Luksusbaby, som Thomas Røhr Kristiansen nu tilslutter sig, blev til i 2014 og nærmer sig nu 200 ansatte fordelt på webshop, butikker og lager.

”Valget faldt på Thomas, fordi han har en kæmpe erfaring og viden,” fortæller Ann-Louise Christine Aasted, som er medstifter af Luksusbaby, og fortsætter:

”Vi glæder os til at kunne lære af en og have tilliden til, at det han gør, er det rigtige. Vi ser helt vildt frem til at få ham med på holdet - vi kan faktisk næsten ikke vente.”