Vigeur har fanget Allan Andreasen på et Teams-opkald direkte fra Ukraine, hvor han har indvilliget i at fortælle om sine erfaringer med at lede mennesker i krise. Så de næste fire onsdage vil vi bringe artikler om de erfaringer og tanker, han har gjort sig de seneste uger.

’’Uge 11 – Mandag d. 9-05-2022: Tirsdag aften var vi ude og gå med Hugo, da luftalarmen lød for anden gang den dag. Vi var begyndt at tage luftalarmerne lidt mere afslappet igen. Vi vendte dog om, men tog en lille omvej på vej hjem. Vi spiste aftensmad og havde lige ramt sofaen, da eksplosionerne ramte meget tæt på. Aldrig har jeg flyttet mig så hurtigt.

Vinduerne skælvede og min bilalarm startede - begge grundet lufttrykket. Ud ad det ene vindue kunne vi se røg i det fjerne ind over Lviv, og ud ad det modsatte vindue kunne vi se tyk røg kun nogle få hundrede meter væk.

Det er ingen hemmelighed, at mit hjerte bankede ekstra hurtigt, og imens, vi forsøgte at finde ud af, hvad der var sket, indfandt der sig en følelse af frustration og magtesløshed. Frustration over ikke at kunne se meningen og magtesløsheden over ikke at kunne gøre mere. Samtidig blev hadet forstærket.’’

Sådan skriver nordjyske Allan Andreasen i sin seneste opdatering på LinkedIn, hvor han ugentligt rapporterer om sin hverdag i den ukrainske by Lviv. Her bor han med konen Iryna og hunden Hugo.  

Han er CEO i softwarevirksomheden A2 Software ApS, og han har 10 ukrainske medarbejdere, der næsten alle sammen er mænd i alderen 18-60 år, og derfor har forbud mod at forlade landet.

På få uger har Allan Andreasen lært at lede mennesker i krise. På den hårde måde.

Selvom du som leder – forhåbentligt – ikke ender i samme situation, så er der stor sandsynlighed for, at du på én eller anden måde skal lede dine medarbejdere i en krise. Det kan være en medarbejder, der har en personlig krise, eller en større personalegruppe, der oplever en krise. Det kan også være dig eller din virksomhed, der pludselig står i en krise. Derfor håber vi, at du kan få noget ud af at høre om Allan Andreasens erfaringer og tanker.

Den skæbnesvangre dag

Denne artikel det om det tidspunkt, hvor hele Allan Andreasens hverdag ramlede sammen. Både professionelt og privat.

Natten til den 24. februar invaderede Rusland Ukraine. Da Allan Andreasen vågnede om morgenen, vidste han med det samme, at han sent ville komme til at glemme den dag.

’’Jeg kan huske, at min første tanke var, at jeg ikke havde lyst til at vække min kone. På én eller anden måde havde jeg lyst til, at hun skulle blive ved med at være i uvisheden. Jeg lå længe og tænkte over, hvordan jeg skulle forholde mig i forhold til min virksomhed.’’

For Allan Andreasen var det vigtigt at få gjort sig nogle tanker, inden han mødte ind til sine medarbejdere. Han skulle være klar over, hvad han ville og hvilke værdier, han ville lede ud fra. Han besluttede sig for, at det var medarbejdernes velbefindende over virksomhedens overlevelse.

Han skrev kort herefter en sms til medarbejderne:

”Hi guys,

If you need to work from home today. Take a day off. Or whatever you need, you just do. Please just write me directly if you do. I will come to office. Stay strong.”

Inden krigen havde han lavet en nødplan. Hvis krigen brud ud, kunne han flytte virksomheden og medarbejderne til Polen i løbet af et par dage. Så inden han tog ud på kontoret, havde han allerede pakket en kuffert og ville på kontoret for at hente vigtige papirer og snakke med sine medarbejdere.

Jeg har en HD i ledelse, men der står altså ikke noget om, hvad man gør i en krig. Så jeg måtte bare stole på, at min menneskelige intuition kunne bruges.

Men da han ankom, fandt Allan Andreasen hurtigt ud af, at virkeligheden var en anden. Han fik en snak med medarbejderne, der var kommet på kontoret. De unge mænd kunne ikke bare forlade landet, da der var forbud mod, at mænd i alderen 18-60 år rejste ud.

Derefter tog Allan Andreasen telefonen og ringede rundt til hans kunder. Han kunne ikke fortælle dem meget, men de skulle vide, at han stadig var til at få fat i.

Det gik op for ham, at han pludselig stod i et dilemma – skulle han blive i et krigshærget land eller skulle han flygte i sikkerhed med familien? Efter lidt betænkningstid hen over weekenden traf han beslutningen med sin kone. Hans medarbejdere havde brug for, at han blev og var en leder. De havde brug for en hverdag at stå op til.

’’Hjemmefra havde jeg jo allerede bestemt mig for, at medarbejderne var det vigtigste her. Så jeg lod dem afgøre, hvad der var det vigtigste for dem i deres situation. Nogle tog ud og byggede shelters, nogle blev og arbejdede, mens andre blev hos deres familie de første dage. Det var vigtigt for mig, at uanset deres beslutning, så skulle de mærke fuld opbakning fra mig.’’

’’Jeg lod dem også tale med hinanden. Og så fik vi snakket en del om, hvordan vi havde det. Vi kom hurtigt meget tæt på hinanden, og det var vigtigt. Det skabte stærke bånd og stor tillid.’’

For Allan Andreasen var det rart, at han hjemmefra havde gjort sig nogle tanker om sine værdier og strategi, inden han mødte op til sine medarbejdere. Værdierne blev hans pejlemærke i en hverdag, han ikke kunne have læst sig til i teoribøgerne om ledelse.

’’Jeg har en HD i ledelse, men der står altså ikke noget om, hvad man gør i en krig. Så jeg måtte bare stole på, at min menneskelige intuition kunne bruges. Jeg oplevede, at mine medarbejdere havde brug for en stærk lederfigur, der udstak en retning til dem. Samtidig havde de brug for at få lov til at gøre andre ting. Så det var og er hele tiden en balance, jeg forsøger at finde.’’

Den næste historie, der udkommer på onsdag, handler om, at Allan Andreasen hurtigt fandt ud af, at han som leder også skulle være der for sig selv i krisesituationen for at lykkes som en god leder.