Fra 30 til 200 besøgende: Nordjysk virksomhed gik mod “rip-rap-rup-effekten”
Rip-rap-rup-effekten. Et EU-projekt skal gøre op med virksomhedsejeres tendens til kun at ansætte folk, der ligner dem selv. Nordjyske Servisto var med i projektet sidste år med stor succes. Nu er der igen åbnet for ansøgninger.
Fem gange så mange besøgende på hjemmesiden og et fem gange så stort publikum på de sociale medier.
Det er virksomheden Servistos resultat, efter de fik tilknyttet en ny medarbejder, der satte skub i virksomhedens digitale udvikling. Det er sket gennem et EU-finansieret projekt, der mandag åbnede op for dette års ansøgninger.
“Vi har nok hele tiden vidst, at der har været et uforløst potentiale for os i den digitale verden, og det her projekt har givet muligheden for at komme i gang med den udvikling,” siger Simon Bagger, direktør i Servisto.
Servisto er landets førende inden for udlejning af outdoor LED reklame-skærme. De har hovedsæde i Thisted, men udlejer til hele Norden.
Virksomheden havde i 2021 tre ansatte. Direktør Simon Bagger er selv uddannet i butik, og hans klare spidskompetencer ligger i salg og det direkte møde med kunderne.
“Jeg er en salgsorienteret person, der er dygtig til at snakke med kunderne. Det er også der, jeg har mine interesser. Alt arbejdet bag skærmen har jeg ikke den store forstand på,” siger han.
Den digitale verden var ubetrådt land for Servisto.
Virksomheden havde en Facebook-side, som den brugte sporadisk, og deres hjemmeside var sat op for mange år siden, så den havde overskredet sidste salgsdato for at være en moderne side.
“Det var simpelthen ikke noget, vi var særligt dygtige til. Tidligere skrev vi bare et opslag på Facebook og betalte penge for at booste det. Jeg har senere fundet ud af, at det er noget af det værste, man kan gøre.,” siger Simon Bagger med et lille grin.
Servisto manglede digitale kompetencer til at analysere digitale data og samtidig få et mere moderne udtryk på de sociale medier.
Det kan være sundt for rigtig mange virksomheder at få udefrakommende medarbejdere, der kan stille spørgsmålstegn ved processer i virksomhederne
Simon Bagger besluttede sig derfor om at søge kompetencer i projektet “SMV:Vækstpilot”.
Det er et landsdækkende initiativ, hvor SMV’er kan få tilknyttet en ny medarbejder, som har kompetencer, virksomheden efterspørger.
Vækstpiloten bliver ansat i seks måneder, og virksomheden får halvdelen af lønnen i tilskud. Inden ansættelse skal vækstpiloten være registreret ledig og have en erhvervs- eller videregående uddannelse.
For Simon Bagger og Servisto var dét det sidste skub til, at de skulle gå mere i dybden med virksomhedens digitale liv.
“Hvis ikke muligheden havde været der, havde vi ikke turde tage springet. I en iværksættervirksomhed som vores skal omkostningerne gerne kunne konverteres en-til-en. Det er nemmere for mig at ansætte en sælger end én medarbejder til den digitale verden, hvor regningen i højere grad ligger ved os selv”.
Servisto fik tilknyttet Line Holm. Hun er uddannet fotograf og har erfaring med analyse og behandling af data fra sociale medier.
Hun blev først ansat som vækstpilot i seks måneder, og sidenhen er hun blevet fastansat i Servisto.
Og for Simon Bagger har det været en stor succes i jagten på at vokse digitalt.
Førhen havde virksomhedens hjemmeside under 30 besøgende om dagen. Nu har den 150-200 besøgende. Samtidig når virksomheden ud til flere potentielle kunder på de sociale medie.
Tidligere ramt Servisto 300 mennesker på én dag. Nu er der omkring 2000, der støder på virksomheden på det sociale medie.
Samtidig har Line Holm hjulpet med at gøre Servistos grafiske udtryk mere tidsvarende.
Ikke bare billig arbejdskraft
Servisto er ikke den eneste virksomhed, der har ansat en vækstpilot.
“SMV:Vækstpilot” blev lanceret i 2021, hvor virksomheder kunne søge om en ekstra arbejdskraft.
Projektet er landsdækkende og styres gennem Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse. Projektet finansieres gennem EUs Socialfond.
I Nordjylland håndteres virksomhedens ansøgninger af Erhvervshus Nordjylland, der arbejder sammen med blandt andet de kommunale jobcentre.
På landsplan har 344 virksomheder afsluttet et vækstpilotforløb, mens 62 procent af vækstpiloterne er blevet fastansat efterfølgende.
Ansøgningsfristen for første periode sluttede i slutningen af 2022. Mandag 13. marts 2023 blev der åbnet for ansøgninger til den kommende periode.
Det er muligt at sende omkring 455 vækstpiloter ud i denne pulje. Det gøres efter først-til-mølle-princippet.
Virksomheder skal kunne argumentere for, hvordan en vækstpilot kan forbedre virksomheden. Der skal være et specifikt mål med ansættelsen.
I mandags kunne virksomheder igen ansøge om en vækstpilot. På det første døgn har det vist sig, at interessen er stor for projektet.
57 virksomheder har allerede sendt ansøgninger. 13 af dem er nordjyske.
Hos Erhvervshus Nordjylland er det vigtigt at understrege, at tiltaget ikke skal ses som en adgang til billig arbejdskraft. Protjektet skal være et incitament for virksomheder til at springe ud i nye vækst-projekter.
“Virksomheden skal argumentere for, hvordan en vækstpilot kan rykke virksomheden. Det er ikke bare en ekstra medarbejder, men én, der kan rykke virksomheder på nye områder,” siger Lasse Thomsen, forretningsudvikler hos Erhvervshus Nordjylland.
“Projektet skal være katalysator for, at virksomheder går fra tanke til handling.”
Virksomheder, der benytter sig af “SMV:Vækstpilot”, er fordelt ud på alverdens brancher. I disse tider er det primært den grønne omstilling eller digitalisering, små eller mellemstore virksomheder skal have hjælp til.
Udover at bidrage til at øge væksten i virksomheden kan projektet bidrage til at gøre op med det, som Lasse Thomsen, kalder rip-rap-rup-effekten.
Effekten dækker over, at ejere har en tendens til at ansætte dem, der ligner dem selv mest.
“Så får man det, man plejer at få. Men det kan være sundt for rigtig mange virksomheder at få udefrakommende medarbejdere, der kan stille spørgsmålstegn ved processer i virksomhederne,” siger Lasse Thomsen.
Det er ikke et succeskriterium, at de ansatte bliver fastansat bagefter. Det vigtigste er, at virksomheden får hjælp til at komme ind på nye markeder og får et skub i en mere grøn eller digital fremtid.
Præcis som nordjyske Servisto