Leder, kend din organisation – og styrk dit strategiarbejde
En gruppe forskere fra Aalborg Universitet har udgivet en rapport om strategiarbejde i danske organisationer. Rapporten identificerer en række problematikker både hos medarbejdere, mellemledere og topchefer. Lektor Louise Brøns Kringelum giver sine bud på, hvordan du helt konkret kan optimere strategiarbejdet i din organisation.
Strategi er et værktøj. Derfor bliver vi også nødt til at se det som ét, og som noget vi bruger i praksis.
Sådan lyder den klare opfordring fra Louise Brøns Kringelum, lektor ved AAU Business School, hvis en organisation skal nå i mål med strategiarbejdet.
Ifølge hende, skal vi vænne os til at se på strategi som ”et værktøj, vi kan bruge til at skabe retning, udvikling og vækst i vores organisationer,” hvilket også er en af hovedpointerne i rapporten Strategibarometer 2022, som hun er medforfatter på.
En strategi alle forstår
Men hvorfor er det vigtigt at arbejde ud fra en nedskreven strategi? Og hvordan sikrer en organisation sig, at strategien ikke blot bliver en flosset brochure i chefens skrivebordsskuffe, der symbolsk hives frem en gang om året?
Ifølge Louise Brøns Kringelum er der flere årsager til, at strategiarbejdet er essentielt for en organisation, der vil vækste og udvikle sig:
”Det er vigtigt at kigge fokuseret og målrettet på strategi, da det sætter retningen for organisationen. Det er det fælles mål alle arbejder hen imod. Det er vigtigt at have for øje, hvordan man implementerer strategien i samtlige dele af organisationen, så både medarbejder, mellemledere og topchefer er enige om, hvordan organisationen helt konkret arbejder med den fælles strategi.”
For at kunne arbejde med strategi i en organisation, er det vigtigt, at alle forstår den – og forstår hvordan den bruges i praksis. Jo mere håndgribelig strategien er, jo bedre.
”Man kan gøre strategiarbejdet mere konkret ved at se på de handleplaner, man arbejder med. Det er jo lidt det første skridt: hvis vi har en strategi, hvordan får vi det så rent faktisk omsat til handlingsplaner i vores organisation? Kan strategien bruges i praksis? Får vi tænkt i delmålsætninger? Hvis vi har en fem-års-strategi, hvad er det så, vi gør i morgen for at arbejde i praksis med den strategi?
Som ledere er vi mere vant til at fortælle den gode historie og fremhæve netop dén. Derfor er der noget i den måde, vi taler om organisationen på, som godt kan gøre os blinde på den hverdag, vi står i.
Lederen sætter tonen – også for strategien
Én af undersøgelsens konklusioner – hvilket, ifølge lektor Louise Brøns Kringelum, ikke var overraskende – er, at mange lederne er langt fra medarbejderne. Og det kan skabe unødvendig frustration hos medarbejderne, hvis de ikke føler sig set.
Selv mener hun, at lederne skal være påpasselige med, ikke at have skyklapper på, når der kigges på organisationen.
”Topledere er generelt mere positive end medarbejderne. Det er som sådan ikke overraskende, men det kan give et billede af, hvor vi skal være opmærksomme henne, som ledere - hvordan får vi en føling med vores organisation?” siger Louise Brøns Kringelum.
Og hvorfor er der så stor forskel på det syn medarbejderne og topcheferne har af organisationen?
”Som ledere er vi mere vant til at fortælle den gode historie og fremhæve netop dén. Derfor er der noget i den måde, vi taler om organisationen på, som godt kan gøre os blinde på den hverdag, vi står i.”
Det kan derfor hurtigt skabe en frustration blandt medarbejderne, hvis lederne taler i øst, men medarbejderne arbejder i vest. Og den frustration kommer til at gå udover motivationen – specielt når det kommer til strategi:
”Det er så vigtigt at have en føling for, hvad sker der i organisationen og ikke mindst, hvordan vi taler om de problematikker, der er - både på kort og på langt sigt. Det er helt essentielt, hvis strategien skal implementeres og eksekveres i hele organisationen,” fortæller Louise Brøns Kringelum.
Formålet med undersøgelsen er at sætte fokus på danske organisationers evne til at arbejde med strategi. Strategiarbejde er en central ledelsesopgave, som dækker over formuleringen såvel som implementeringen af en strategi.
Rapporten er baseret på toplederes, mellemlederes og medarbejderes syn på forskellige aspekter af strategiarbejde.
Undersøgelsen er gennemført på tværs af sektorer og omfatter både den private, offentlige og tredje (NGO´er, selvejende institutioner og foreninger) sektor.
Dataene er indsamlet fra februar 2021 til februar 2022, og der er opnået besvarelser fra i alt 2251 respondenter.
Kilde: Strategibarometer 2022
Så hvordan får du mest muligt ud af strategien på din arbejdsplads? Her er ekspertens bedste råd opsummeret:
Sørg for at din strategi har en handleplan. Medarbejderne skal vide, hvad de helt konkret skal gøre i morgen så vel som om et halvt år, for at arbejde hen imod det fælles mål.
Tænk over, hvordan du som leder præsenterer strategien – og lige så vigtigt, tænkt over hvordan du som medarbejder arbejder med strategien. Fungerer det i praksis?
Undgå at medarbejderne ser strategien som en frustration og et spild af tid ved at bryde strategien op og gøre den mere håndgribelig.
Arbejd fokuseret med strategieksekvering. Få det tænkt ind i alle organisationens aktiviteter, og få dem afstemt til strategien. Eksempelvis tænk det ind i den måde der ansættes på, den måde aktiviteterne formes på og i den måde ressourcerne fordeles og prioriteres.