Lene fik en bunden opgave: Nu må hendes medarbejdere gøre, hvad der passer dem ... næsten
Rebild er én af de kommuner, der er sat fri fra krav om dokumentation - og løsnet fra stive, bureaukratiske rammer fra staten. Det kan mærkes helt ud til den enkelte medarbejder. Læs eksemplerne her.
Hvad sker der, hvis man fjerner alle de regler og rammer, som binder den enkelte medarbejder? Og løsner abstrakte krav om dokumentation og skriftlighed helt ud i det fjerneste ende af en kommune?
Det er Rebild Kommune ved at finde ud af, og de foreløbige konklusioner tyder på, at det både giver mere arbejdsglæde for medarbejderne - og mere kvalitet for borgerne.
Det fastslår Lene Hvilsom, der er chef for Center Børn og Unge i Rebild Kommune.
“Vi har sat medarbejderne fri til at skabe kvalitet for børnene. Til at involvere forældrene. Og til at bruge deres professionelle dømmekraft i vores dagtilbud,” siger Lene Hvilsom.
Hun nævner et eksempel:
I et specifikt distrikt i Rebild Kommune var der en udfordring for dagplejerne i forhold til at holde legestue. Enten var de for mange samlet - eller også var der ikke rigtig nogen. Det gav ikke værdi på den rigtige måde.
Men i stedet for, at lederen på daginstitutionsområdet selv udfærdigede et stramt og specifikt skema, der bestemte, hvem der skulle komme hvor og hvornår, sagde lederen til dem: “Vil I ikke selv komme med et forslag til, hvordan I synes, at det skal være?
Lederen satte rammen: Hun ville gerne have, at de mødtes. Hun ville gerne have, at antallet af børn ikke overskred et bestemt antal. Der var også et krav om, at det skulle give kvalitet for børnene.
Men dagplejerne fik selv lov til finde ud af, hvordan man konkret kunne løse udfordringen. De vendte - efter at have talt om det indbyrdes - tilbage med et helt konkret forslag til, hvordan man kunne benytte to lokaler frem for ét - og så til gengæld få mulighed for at mødes - mange - ude på legepladsen.
Vi skulle jo finde ud af, hvad vi gerne ville sættes fri fra - og hvad vi gerne ville af med
Og det er netop hele pointen i forsøget, fremhæver Lene Hvilsom. Dagplejerne fik selv ansvaret for at finde en løsning.
“Den efterfølgende tilbagemelding fra lederen var, at hun aldrig tidligere havde set så meget skriftlighed og så mange overvejelser fra dagplejerne. Og det er ikke fordi, dagplejerne ikke kan. De har bare ikke fået friheden til det,” siger Lene Hvilsom og tilføjer:
“Dagtilbudslederen sagde, at hun ikke selv kunne komme frem til den idé, de havde fået. Men fordi hun gav dagplejerne fri til det, så kom de med den rette løsning.” (Se flere eksempler længere nede i artiklen)
Lene Hvilsom har været chef for Center Børn og Unge i Rebild Kommune siden 1. oktober 2019.
Præcis samme dag holdt statsminister Mette Frederiksen dén åbningstale, hvor hun fra Folketingets talerstol ytrede ønske om at skrue ned for detailstyring oppefra - og op for faglighed og ledelse ude på institutionerne.
Året efter - i 2020 - blev syv kommuner sat fri af lovgivning og statslig regulering på enten skole-, dagtilbud- eller ældreområdet.
Velfærdsaftalen trådte i kraft i Rebild Kommune 1. juni 2021, og Rebild er én ud af de to kommuner i landet, som er udvalgt af regeringen til at være sat fri på dagtilbudsområdet i tre år.
Der ligger mange tanker og mange overvejelser bag den praksis, som Rebild Kommune nu er nået frem til - og processen har været lang og grundig.
Først og fremmest skulle Lene Hvilsom kigge på, hvad der egentlig stod i lovgivning og styrelsesvedtægter.
“Vi skulle jo finde ud af, hvad vi gerne ville sættes fri fra - og hvad vi gerne ville af med,” siger Lene Hvilsom.
Dét arbejde brugte hun det første halve år på - og fandt samtidig ud af, at ledernes tilgang også ville have betydning for, hvordan man som medarbejder kunne gå til opgaven.
“I erkendelse af, at vi ikke kender vejen, havde vi brug for at gøre noget i fællesskab. Så vi begyndte at kompetenceudvikle og arbejde med frisættende ledelse for at træne os i at styre på en anden måde,” siger Lene Hvilsom.
Det gik der et stykke tid med, men efterhånden oplevede Lene Hvilsom, at måden at tænke på ændrede sig. Medarbejdere og chefer har sluppet noget af den tunge bagage - og kigger mere frem, mere nuanceret og mere på individuelle løsninger.
“Vi gik fra hele tiden at tale om, hvad vi var sat fri fra, til i stedet at tale om, hvad vi er sat fri til,” siger Lene Hvilsom.
I hendes optik ligger den største forskel i måden at tage ansvar på.
“Det er ikke nødvendigvis reglerne, der har begrænset os, men måske vores egen måde at tænke på. Vi har måske ikke turdet tage ansvaret på os, men det gør vi på en helt anderledes måde nu,” siger Lene Hvilsom.
I et distrikt i Rebild Kommune blev medarbejdere og forældre optaget af, hvordan forældrene kunne involveres. Der er tale om et mindre lokalsamfund, hvor det kan være er svært få forældre repræsenteret i bestyrelsesarbejdet i institutionerne. I stedet etablerede man forældreråd på de forskellige årgange - lige fra børnene blev født.
Præmissen er, at børnene skal følges ad et langt stykke - eksempelvis i daginstitution, i skole og til fritidsinteresser. Derfor er det vigtigt, at deres forældre kender hinanden. Så i stedet for at kræve en bestyrelse, der skal følge helt bestemte retningslinjer med fremmøde og referater, har det lille lokalområde i stedet nedsat et fælles dagtilbudsudvalg uden faste repræsentanter og et forældreråd på hver årgang, der gør noget aktivt sammen med børnene, så de lærer hinanden at kende. For børnenes og lokalsamfundets skyld.
I en anden institution blev pædagogerne optaget af børns motoriske behov:
I en institution i Rebild Kommune fik pædagogerne et nyt syn på den motoriske screening af børnene. Omkring fem-års-alderen skal børnene screenes for at sikre, at de eksempelvis kan koordinere højre og venstre, men pædagogerne fandt det uhensigtsmæssigt, at screeningen lå så sent, fordi de ikke kunne nå at arbejde med børnene, inden de begynder i skole. Så hvis et barn var udfordret, kunne de ikke gøre noget ved det.
De fik derfor en aftale med forvaltningen - oven i købet i en forvaltning, der ikke er med i forsøget - om at screene børnene et år tidligere: I fire-års-alderen, så pædagogerne havde tid til at arbejde med børnene.
Lene Hvilsom siger, at man bruger meget tid på at dele viden, fordi institutionerne og dagtilbuddene kan lade sig inspirere af hinanden. Der bliver brugt ressourcer, men det er indsatsen værd:
“Det tager noget tid at komme rundt og snakke med vores institutioner. Men vi har aldrig nogensinde vidst så meget om, hvad det rent faktisk er, at de arbejder med, og hvordan de arbejder med kvalitet nu - på trods af, at vi før fyldte vores tid ud med skriftlighed og tilbagemeldinger og procesplaner og alt muligt,”, siger Lene Hvilsom og tilføjer:
“Vi har sat det her i stedet. Vi har ikke brug for andet, end det vi har nu. Og det kan heller ikke lade sig gøre i praksis. Man kan jo ikke først frisætte - og så binde igen.”
