Med en simpel tegning viser Line, hvad topledelsen ofte glemmer
Forandringer er uundgåelige, hvis vi vil udvikle og fremtidssikre vores virksomhed. Her fortæller konsulent Line Wille, hvordan du som topleder også får staben med dig.
Tre streger på langs og én på tværs.
Det er ofte sådan, Line Wille illustrerer, hvordan forandringer rammer en organisation. Hvad enten det drejer sig om en ny strategi, et opkøb eller en nedskæringsrunde.
Ofte har topledelsen haft god tid til at diskutere og beslutte en række tiltag, siger Line Wille, der i over et årti har arbejdet med forretningsudvikling og forandringsledelse.
Derefter bliver mellemlederne involveret i de forandringer og processer, der skal ske.
Og som det allersidste får medarbejderne besked.
“Og så sidder der ofte en topledelse og tænker: Hvorfor eksekverer de ikke bare? ” siger Line Wille.
“Nu har vi jo sagt, hvad der skal ske. Kom i gang! ”
Line Wille ved godt, det lyder banalt. Men hun oplever, at topledelsen ofte glemmer, hvor lang tid de selv har brugt på at forberede sig. Og hvor mange mellemregninger, de kan i søvne.
Derfor risikerer ledelsen at forsømme det arbejde, der ligger forude, når medarbejderne skal eksekvere nye tiltag eller en ny strategi.
“Det er jo noget af det allersværeste. At få mennesker til at gøre noget anderledes. Det klarer du ikke med en fælles briefing over en kop kaffe.”
Forandringer udefra
Line Wille kender selv udfordringen fra sine år hos KMD, Sanistål og senest Spar Nord.
Som afdelingsdirektør i banken var det hendes opgave at sikre, at de strategiske tiltag fra direktionen og nye regulativer rent faktisk blev ført ud i livet. På tværs af hovedsædet og bankens filialer.
2022 – i dag: Selvstændig konsulent i Nordic Key, hvor hun arbejder med fusioner, generationsskifter og general forandringsledelse
2020 – 2022: Afdelingsdirektør i Spar Nord
2017 – 2020: Chef for Entreprise Program Management Office i Spar Nord
2017 – 2017: Senior strategisk forretningskoordinator i Spar Nord
2015 – 2017: Projektchef, Forretningsudvikling, i Sanistål A/S
2013 – 2015 Senior Commercial Product Manager ved KMD
2009 – 2013: Senior Project Manager ved KMD
2006 – 2009: Administrationschef ved ISS A/S
2005 – 2006: Marketing Manager ved Notabene
2004 – 2005: Salg- og marketingansvarlig ved International Partners
Line Wille er 39 år og bosat i Aalborg.
Lige nu er det blandt andet ESG-rapportering, som stiller nye krav til danske virksomheder. Men gennem Line Willes årrække i Spar Nord var det især de nye GDPR-regler, der trak tænder ud:
“Helt lavpraktisk måtte personfølsomme oplysninger ikke længere ligge fremme på skrivebordene. Det lyder måske simpelt. Men det stiller jo helt nye krav til it-systemerne og medarbejdernes arbejdsgange.”
“Og at nogen har overblikket og følger op på, at det rent faktisk bliver forankret i hele organisationen,” tilføjer Line Wille om sin egen rolle.
Det er jo noget af det allersværeste. At få mennesker til at gøre noget anderledes. Det klarer du ikke med en fælles briefing over en kop kaffe.
Derfor var der en fast aftale i kalenderen hver 14. dag, hvor hun samlede alle direktører i Spar Nords hovedsæde – sammen med skiftende interessenter fra banken.
Både for at tale om udefrakommende regulativer og ikke mindst strategiske tiltag fra direktionen selv.
Strategiske tiltag
“Mange virksomheder vil jo en hel masse. Men vi er nødt til at være skarpe på: Hvad prioriterer vi? Hvordan går det med de projekter, vi har sat i søen? Hvor kan vi optimere arbejdsgangene? Hvor kan vi hjælpe medarbejderne? ”
De spørgsmål stillede Line Wille på de månedlige møder med direktionen i Spar Nord.
“For der vil altid være et spændingsfelt mellem en topledelse, som er meget fokuseret på resultater og på at lykkes her og nu. Og så en række medarbejdere på den anden side, der også skal forstå den her adfærdsændring og de forandringer, der skal ske,” siger Line Wille.
Når topledelsen selv præsenterer forandringer, er medarbejderne helt grundlæggende nødt til at forstå, hvorfor vi gør, som vi gør. Og hvad det betyder for deres rolle.
Topledelsens egne tiltag er ikke nødvendigvis lige så komplekse som regulativer om GDPR eller ESG. Men desto større krav stiller de til ledelsen, der gerne vil have staben med sig:
“Det er jo svært at argumentere mod ny lovgivning. Men når topledelsen selv præsenterer forandringer, er medarbejderne helt grundlæggende nødt til at forstå, hvorfor vi gør, som vi gør. Og hvad det betyder for deres rolle.”
Lige nu er Line Wille med til at løse den udfordring i én af Nordjyllands største transportvirksomheder. Læs med på Vigeur i næste uge, hvor hun fortæller om at fusionere 350 medarbejdere. Og om dét spørgsmål, du som ejerleder skal turde stille dig selv.