Ny mand i direktørstolen hos international leverandør: Her er ugens ledelsesnyt
Hver uge giver Vigeur et overblik over relevante ledelsesrokader fra de nordjyske virksomheder.
Salgsdirektør forfremmet til CEO
Kristoffer Iversen er ny administrerende direktør hos AnyBody Technology, der udvikler teknologi, der kan undersøge menneskekroppen.
Han har været en del af virksomheden siden 2018. I januar blev han forfremmet til Head of Sales, og nu tager han altså et skridt længere op i organisationen.
Han overtager efter Per Sondrup, der har været direktør siden 2021. Han indtræder i stedet i bestyrelsen.
Virksomheden havde i 2024 et overskud på 1,2 millioner kroner efter skat.
Egenkapitalen ligger på 16,2 millioner kroner.
Ejerskifte hos sikkerhedsfirma
Trifork Security A/S har fået nye ejere.
Selskabet Wingmen Solutions ApS har købt halvdelen af ejerskabet
"Det vigtigste for os er at skabe mærkbar værdi for vores kunder, og det gør vi nu med et endnu stærkere hold, der kan rådgive, implementere og drifte hele vejen rundt,” siger Peter Rafn, CEO i Wingmen Solutions, om købet i en pressemeddelelse.
Ændringen betyder, at Steen Jensen og Karsten Thygesen, der har været en del af ejerkredsen siden 2023, nu er trådt ud.
Steen Jensen fortsætter dog i bestyrelsen.
Trifork A/S fortsætter i ejerkredsen.
Trifork Security specialiserer sig i blandt andet log management og cybersikkerhed.
I forbindelse med ejerskiftet er det også sket en rokade i bestyrelsen.
Søren Wulf Eskildsen, administrerende direktør i Trifork A/S, udtræder af bestyrelsen.
Han erstattes af Kåre Christensen, der er tidligere direktør i Wingmen Solutions. I dag er han CEO i Springboard Network.
Trifork Security er et selskab med 45 medarbejdere.
I 2024 havde virksomheden et underskud på 0,9 millioner kroner.
Egenkapitalen ligger på 9,7 millioner kroner.
Ny mand i spidsen for svejsevirksomhed
I februar sagde Migatronic A/S farvel til direktøren Kristian Morberg Madsen.
Siden har CFO Jesper Skjødt varetaget opgaven, men nu har den internationale svejseleverandør fundet en afløser.
Det er Hans-Henrik Jensen, der nu har sat sig i direktørstolen.
De seneste otte år har han været administrerende direktør i automatiseringsvirksomheden Körber Supply Chain. Før har han haft en lederstilling i Alfa Laval.
"Jeg er utrolig stolt og taknemmelig for muligheden for at stå i spidsen for en virksomhed med så stærke rødder inden for innovation, teknologi og håndværk," skriver den nye direktør på LinkedIn.
Migatronic A/S udvikler og producerer svejsemaskiner og svejseudstyr. Virksomheden har 163 medarbejdere.
I 2024 havde virksomheden en omsætning på 208,0 millioner kroner.
Bundlinjen viste dog et underskud på 5,9 millioner kroner efter skat.
Egenkapitalen ligger på 97,6 millioner kroner.