Uge 39: Her er nyhederne fra de nordjyske bestyrelser og direktioner
Vigeur giver hver uge et overblik over udskiftningerne i bestyrelseslokaler og på direktionsgange hos de nordjyske virksomheder.
Succesfuld erhvervskvinde skal hjælpe Migatronic
Marie-Louise Bjerg er ny i bestyrelsen hos Fjerritslev-baserede Migatronic, som producerer svejseudstyr.
Hun arbejder professionelt med bestyrelsesarbejde og har en baggrund som civilingeniør. Marie-Louise Bjerg blev mangemillionær efter salget af Mountain Top Industries, som først blev delvist solgt til kapitalfonden Axcel i 2017. Efterfølgende blev hele virksomheden solgt til amerikanske Real Truck i 2023.
Annemarie Brorsen træder i den forbindelse ud af bestyrelsen.
Alle oplysninger stammer fra CVR-registret.
Der kan være forsinkelser, da der i nogle tilfælde kan gå tid, før oplysningerne bliver registreret i CVR.
Denne artikel tager afsæt i de rokader, der er registreret fra 20. september til 27. september.
Ejer indtager direktørstolen igen
Nicolai Tange Jørgensen er blevet administrerende direktør i Morsø-virksomheden Smart Lift. Dermed vender han tilbage i direktørstolen i virksomheden, som han overtog halvdelen af tilbage i 2012. Den resterende del ejer kapitalfonden Vækst-Invest Nordjylland.
Medejeren erstatter Jacob Libach Nielsen, som blev administrerende direktør for Smart Lift tilbage i 2020.
Lars Bundgaard Sørensen, partner i Vækst-Invest Nordjylland, er ny bestyrelsesformand i stedet for Kurt Bering Sørensen.
Smart Lift blev grundlagt af Ole Kobæk i 2008 og producerer lifte til montage af vinduer og glaspartier. I seneste regnskab havde man et årsresultat efter skat på 8,5 millioner kroner og en egenkapital på knap 34 millioner kroner.
Tidligere topchef får ny bestyrelsespost
Martin Dommerby er ny mand i bestyrelsen for Arctic Import A/S. Virksomheden arbejder med kolonialvarer til det nordatlantiske marked.
Det nye bestyrelsesmedlem har senest arbejdet som øverste chef for Gatehouse Maritime i Nørresundby. Her stoppede han i 2023 og har siden taget flere opgaver som bestyrelsesmedlem til sig - eksempelvis i Wirtek og Bentax.
Elektroniksucces får ny chef
Henrik Hartvig Møller er tiltrådt som administrerende direktør for Aalborg-virksomheden Duelco. Han erstatter Brian Munkgaard, der indtog stillingen i 2022.
Duelco arbejder med løsninger inden for el- og automationsudstyr - eksempelvis til vindmøllebranchen og hospitaler.
Henrik Hartvig Møller er også indtrådt i bestyrelsen i selskab med Lone Winther Hald, mens Åsa Skarbrandt og Brian Munkgaard er udtrådt. Henrik Hartvig Møller var i forvejen i bestyrelsen for dattervirksomheden S. Tygesen Energi, som leverer komponenter til energisektoren.
Duelco er ejet af svenske Addtech, som købte virksomheden i 2018, og havde i fjor et overskud på 5,7 millioner kroner efter skat. Den nye direktør har arbejdet for Addtech gennem en årrække.
Pølsevognsudlejer tilføjer direktør
Per Nygaard Eg er et nyt navn i direktionen hos Pølsedrengene ApS fra Hjallerup. Pølsedrengene udlejer pølsevogne og havde i 2023 et overskud på en million kroner efter skat. Året forinden var det på knap 2,9 millioner kroner.
Erik Mikkelsen og Flemming Poulsen stiftede virksomheden sammen, mens Per Nygaard Eg blev medejer i maj i år og ejer nu virksomheden med Flemming Poulsen. Begge indgår i direktionen.
Ejerkreds roterer
Vinduefabrikken Brønderslev, som arbejder med lukningsentrepriser som døre og vinduer, har fået ny direktør. Her er tale om Michael Hesselbjerg Rasmussen, som er en del af ejerkredsen bag.
Michael Hesselbjerg Rasmussen var i forvejen i bestyrelsen i virksomheden. Her indtræder den tidligere direktør, Lars Iversen, som ny bestyrelsesformand, mens Niels Jørgen Kristensen er nyt medlem af bestyrelsen. Palle Frost Jakobsen er udtrådt.
Nordjysk profil får nye poster
Naja Lyngholm Skovlyk fra Aalborg er indtrådt i en række nye bestyrelser. Dermed spæder hun til sin markante erfaring som bestyrelsesmedlem - eksempelvis inden for Nordjyske-koncernen.
Nu får hun lov til at arbejde med den maritime branche. Naja Lyngholm Skovlyk er nemlig nyt bestyrelsesmedlem i FF Skagen samt datterselskaberne Scandic Pelagic og Handels Kompagniet Fiskerne.
FF Skagen er en af verdens største producenter af fiskemel og -olie, mens Scandic Pelagic specialiserer sig i sildebaserede produkter.
Koncernchef er ny formand
Norske Bård Kristiansen er ny bestyrelsesformand for Dedicare A/S fra Nørresundby. Her erstatter han Krister Widström. Bård Kristiansen er ny international topchef for hele Dedicare, hvor han ligeledes tager over for Widström.
Dedicare arbejder med rekruttering inden for sundhedssektoren i form af vikarer og konsulenter og tilbyder sundhedsfaglige ydelser. I kalenderåret 2023 havde Dedicare i Danmark et overskud på 9,5 millioner kroner efter skat.
Svensk ejer skifter ud
Svenske Lars Steen er ny bestyrelsesformand i Aalborg Øst-baserede TT Coil A/S i stedet for Simon Karlin. Lars Steen er en del af koncernledelsen i svenske Beijer Ref, som ejer virksomheden. Det samme er Simon Karlin, som tidligere sad for enden af bestyrelsesbordet.
TT Coil arbejder med løsninger inden for varmeveksling og havde i fjor et overskud på knap ti millioner kroner efter skat.
Tøjproducent får ny mand ind
Michael Ejby er indtrådt i bestyrelsen hos den nordjyske tøjproducent Startex, som har hjemme i Støvring. Her erstatter han Jesper Kristensen. Det nye medlem sidder i en række bestyrelser og beskæftiger sig professionelt med bestyrelsesarbejde.
I seneste regnskab havde Startex et overskud efter skat på mere end 12 millioner kroner. Virksomheden er ejet af Søren Lauridsen og Heine Lind Østergaard.
Michael Ejby har især kompetencer inden for nethandel.
Økonomidirektør får et sæde
Hos Malerfirmaet Jeppesen ApS er der skiftet ud i bestyrelsen. Jonas Bringskov Lorentzen er ny mand, og han erstatter Gjermund Söder Vegge. De to repræsenterer dog samme virksomhed på bestyrelsesposten.
Malerfirmaet er nemlig ejet af norske Håndverksgruppen, som er en markant, nordisk aktør i overfladeindustrien. Her er begge en del af ledelsen. Jonas Bringskov Lorentzen er nemlig koncernens økonomidirektør i Danmark.
Virksomheden drives af Lars Jeppesen og Mette Møgelmose. Der er omkring 50 ansatte, og ved seneste regnskab var der 1,5 millioner kroner på bundlinjen efter skat.