Mennesker i Vigeur

Kaos i USA: Men Deborah ser muligheder for danske virksomheder

Vi har spurgt den dansktalende amerikaner, hvad virksomheder herhjemme skal vide om at samarbejde med amerikanere. Deborah Lorenzen har både en god og en dårlig nyhed.

Deborah Lorenzen er dansk gift og bosat i Aalborg. Hun er bestyrelsesformand i en amerikansk bank og vil nu fortsætte sin bestyrelseskarriere i Danmark. Foto: Caroline Bundgaard

Aalborg summer af liv, da Deborah Lorenzen viser en republikansk delegation rundt i byen.

Forbi Musikkens Hus, gennem de brostensbelagte gader og op på Sallings tagterrasse, hvor de kan se ned på DM-ugen, der stadig er i gang.

Her skåler de røde amerikanere på fem intense dage med Danmarks grønne løsninger.

Anført af den danske ambassade i New York har de blandt andet besøgt energikoncernen Ørsted og havvindmølleparken med søsygegaranti ud for Esbjerg Havn.

Og i Aalborg hedder rundviseren altså Deborah Lorenzen, fordi den herboende amerikaner sidder i bestyrelse med én af deltagerne.

Kort om Deborah Lorenzen

57 år og har siden 2023 været bosat i Aalborg med sin danske mand.

Deborah Lorenzen er opvokset i Californien og har boet i storbyer som London, New York og Boston.

Hendes CV tæller blandt andet en række lederstillinger i de amerikanske banker BNY og State Street, ligesom hun i dag er bestyrelsesformand i Stearns Bank med afdelinger i Minnesota, Florida, and Arizona.

Senest har hun taget Børsens Bestyrelsesuddannelse på CBS for at være rustet til også at træde ind i danske bestyrelser.

Kilde: LinkedIn

“Der var ikke noget, der overraskede mig,” siger hun smilende om besøget i juni.

Efter 35 år i finansverdenen i USA og UK kender hun udmærket sine landsmænd, og som vanligt gjorde det indtryk på dem, hvor store forskelle der er på Danmark og USA.

“Danmarks cykelkultur, lange historie og evne til at fighte over sin vægtklasse,” siger Deborah Lorenzen med henvisning til danske mastodonter som Ørsted, Mærsk, LEGO og Novo Nordisk.

“Og så er der selvfølgelig de store forskelle på vores politiske situation, der har direkte indflydelse på erhvervslivet.”

Derfor har vi spurgt den dansktalende amerikaner, hvad virksomheder herhjemme skal vide om at samarbejde med amerikanere.

Ikke overraskende er hendes svar anderledes i dag, end det ville have været for bare et år siden.

En verden af kaos

Deborah Lorenzen har en god og en dårlig nyhed. Vi starter med at rydde den dårlige af vejen:

“Den politiske situation i USA er værre og kommer til at vare længere, end nogen af os måske har forstået.”

Trump er ikke nogen parentes i historiebøgerne, og vi har kun dyppet tæerne i den fireårige præsidentperiode, der allerede har forandret verden.

Ikke bare med straftold og kæberaslere til store udenlandske aktører – som Ørsted, der i august blev beordret til at stoppe sit enorme havvindprojekt ud for Rhode Island.

Vi kan ikke regne med, at vores amerikanske fabrik eller amerikanske kunder fortsætter med at gøre, som de hele tiden har gjort. For de sidder i en forandret verden.
Deborah Lorenzen, professionelt bestyrelsesmedlem

Deborah Lorenzen råder også til, at vi i mindre virksomheder kigger grundigt på vores risici: 

“Vi kan ikke regne med, at vores amerikanske fabrik eller amerikanske kunder fortsætter med at gøre, som de hele tiden har gjort. For de sidder i en forandret verden,” siger finanskvinden.

“Dollaren falder, deres forsyningskæde forandrer sig, deres stab forandrer sig, når medarbejdere bliver taget og smidt ud af landet.”

Deborah Lorenzen ved godt, hun tegner et dystert billede af sit hjemland, men hun ser også muligheder for danske virksomheder. Foto: Caroline Bundgaard

Ifølge Deborah Lorenzen spilder vi vores tid, hvis vi går og venter på, at verden vender tilbage til dét, den var.

“Hvis dit hus brænder ned, bygger du heller ikke dit køkken på præcis samme måde som før. Det vil for altid være anderledes.”

Men her er den gode nyhed:

Kaos giver muligheder

“Nogen skal bygge det nye køkken,” siger finanskvinden med et listigt smil.

“Når huset brænder ned – og det er dét, Trump er i gang med – får man også mulighed for at bygge en ny kultur med nye idéer, nye produkter, nye måder at samarbejde på.”

Det giver også plads til danske virksomheder, som forstår at byde sig til og samarbejde med mennesker og organisationer, der ikke nødvendigvis ligner os selv.

En amerikansk spidskompetence, vi godt kan lære lidt af, mener Deborah Lorenzen:

Vi kommer ikke nogen vegne – hverken lokalt eller globalt – hvis vi ikke er åbne for nye idéer og nye måder at arbejde på.
Deborah Lorenzen, professionelt bestyrelsesmedlem

“Der findes jo fantastisk innovative virksomheder i Nordjylland og resten af Danmark. Men jeg oplever også, at mange virksomheder ligner hinanden, fordi alle kommer fra det samme og helst ansætter mere af det samme.”

Finanskvinden mener ikke, vi kommer nogen vegne – hverken lokalt eller globalt – hvis vi ikke er åbne for nye idéer og nye måder at arbejde på.

Og så er vi tilbage ved den republikanske delegation, der rejste rundt i Danmark for at lære om vores grønne løsninger:

“Ved du egentlig godt, at Texas er den delstat i USA, som er længst fremme inden for vindenergi? Det taler de bare ikke så højt om,” griner Deborah Lorenzen.


I artiklen herunder kan du møde én af de nordjyder, der satser benhårdt på det amerikanske marked: