E45 som lokkemiddel: Her er de ti største arbejdspladser i Rebild Kommune
Den største by i Rebild Kommune huser også flertallet af største arbejdspladser i kommunen. Syv ud af 10 er private virksomheder.
Hvis du, som de fleste andre, har taget turen mod syd eller nord på E45, har du med stor sandsynlighed set industriområdet vest for Støvring.
Placeringen lige ved motorvejen har gjort det til en populær lokation for både nye virksomheder og mere etablerede, der har brug for mere plads, nem logistik og et udstillingsvindue for næsten 45.000 bilister dagligt
Det fremgår af nedenstående liste over de produktionsenheder i Rebild Kommune, der har registeret flest ansatte på en enkelt adresse. Her har i alt fire ud af 10 valgt industriområdet syd for Støvring.
- Ansatte er virksomhedens medarbejdere opgjort som 'antal hoveder' for en given måned.
- Årsværk er de samme medarbejdere omregnet til antal årsværk. Fx er 2 medarbejdere på halv tid = 1 årsværk.
- Opgørelserne af ansatte og årsværk kommer fra virksomhedernes indberetninger til Skattestyrelsens eIndkomst.
- En p-enhed (produktionsenhed) er en geografisk adresse, hvor virksomheden har ansatte, og/eller udøver økonomisk aktivitet.
Kilde: Det centrale virksomhedsregister
Den største er Marel Salmon med 344 ansatte. Virksomheden er del af den islandske Marel-koncern, der er specialiseret i produktion af maskiner til fiske-, kød- og fjerkræindustrien. Antallet af medarbejdere i Støvring er vokset gennem en årrække. Tilbage i november 2019 var der 272. Marel Salmon havde i det seneste årsregnskab et overskud på 22,6 millioner kroner.
Ost til hele verden
Kommunens næststørste enkeltstående arbejdsplads er Rådhuset i Støvring. Det kan i år fejre 10 års jubilæum. Rådhuset blev indviet 6.juni 2014 af daværende borgmester Leon Sebbelin.
De næste to på listen, Nørager Mejeri og Terndrup Taxa og Turistbusser, skal heller ikke findes ved motorvejen.
Nørager Mejeri har mere end 200 ansatte til at producere salatost og fetalignende oste, der sælges i hele verden. Mejeriet ejes af Nordex Food A/S, der har hovedsæde i Dronninglund, og blev grundlagt i 1984. Ud over mejeriet i Nørager har virksomheden også produktion af hvid ost på to fabrikker i henholdsvis Pöggstall i Østrig og Campulung i Rumænien.
Terndrup Taxa & Turistbusser har haft vokseværk det seneste år med opkøb af både Østergaards Biler i Hjallerup samt Hirtshals Taxi & Turistfart, og er nu oppe på en samlet flåde på 360 køretøjer.
Med nummer fem på listen, Ambercon, er vi tilbage ved E45. Virksomheden, der er en af Danmarks førende betonelementproducenter flyttede i 2009 fra Svenstrup til et nyt hovedsæde i Juelstrupparken.
Ejer Torben Enggaard offentliggjorde i oktober, at han har købt mere industrijord i området. I alt 50.000 kvadratmeter, hvor der i år skyder en ny fabrik op. Ligesom på Ambercon skal der her forarbejdes byggeelementer med den væsentlige forskel, at træ fra især østrigske skove erstatter beton og gør elementerne langt mindre CO2-belastende.
Omsætning på over en milliard
Hydrema Produktion har adresse i industrikvarteret i den sydøstlige del af Støvring ved landevej 180 og er en del af Hydrema Group A/S som udvikler, producerer, sælger og servicerer maskiner til bygge- og anlægsindustrien samt forsvarsindustrien. Koncernen har i seneste regnskab en omsætning på over en milliard kroner og et overskud efter skat på knap 75 millioner.
N1 og Luksusbaby er de resterende to af de virksomheder på listen, som har adresse et stenkast fra E45. N1 er Jyllands største elnetselskab med samlet mere end 600 medarbejdere.
Luksusbaby rykkede fra Göteborgvej i Aalborg til sit nye domicil i efteråret 2021. Året før havde virksomheden købt 16.000 m2 jord ved E45.
Med over 400 ansatte er Mekoprint også en af de helt store virksomheder i Rebild Kommune men optræder ikke på nedenstående liste. Forklaringen på det er, at medarbejderne er fordelt på seks forskellige p-enheder, både i og uden for Rebild Kommune. Den medarbejdermæssigt største er Hermesvej 4 i Støvring, hvor der er 110 ansatte.