Finans

Få ansatte - store overskud: Én branche dominerer top 10-liste

På listen over virksomheder i Aalborg Kommune med under 50 ansatte, som har de største overskud, bliver der blandt andet solgt olie, ejendomme og el.

Arkivfoto: Torben Hansen

Det har gennem de seneste mange år været en god forretning at investere, udvikle, eje eller udleje i ejendomsbranchen. Det kan også ses på Vigeurs liste over de største overskud hos virksomheder i Aalborg Kommune med færre end 50 ansatte.

Fem ud af de 10 øverste på listen har nemlig relation til ejendomsbranchen.

Det gælder dog ikke førstepladsen på listen, som er Unioil Supply, der kunne levere et resultat på mere end 130 millioner kroner. Virksomheden der er lokaliseret på Østre Havnegade i Aalborg, indkøber, sælger og lagrer olie og brændstof og står også for driften i olieterminaler. Blandt andet i Skagen Havn.

Unioil blev stiftet i 2014 af folk fra det konkursramte OW Bunker. Resultat for regnskabsåret, der sluttede 30.april, er det bedste i virksomhedens historie.

P/S PKAE Ejendom med 21 medarbejdere er mindre end 5 millioner kroner efter Unioil, når der ses på størrelsen af overskud. Ejendomsselskabet ejes af Enggaard-koncernen sammen med et af Danmarks største pensionsselskaber PKA. Fordelingen er 50/50. "I partnerskabet med PKA udvikler vi byrum med boliger, som vi for det meste beholder i partnerskabet som investeringsejendomme," siger direktør hos P/S PKAE Ejendom og A.Enggaard A/S Asger Enggaard til Nordjyske.

Søren Agersbæk Jensen (tv.) og Søren Bondo Andersen stiftede i 2019 Yggdrasil Commodities. Arkivfoto: Martél Andersen

Algoritme giver gevinst

Tredjepladsen på listen blev stiftet i 2019. Yggdrasil Commodities som køber og sælger el, blev startet af Søren Bondo Andersen og Søren Agersbæk Jensen efter de udviklede en algoritme, der forudsiger elpriserne på baggrund af historiske data på prisudviklingen og vejrudsigten. Algoritmen kan ifølge ejerne estimere og give et kvalificeret bud på, om elprisen stiger eller falder om to døgn.

Hvor meget algoritmen har tjent til sine opfindere i perioden fra 1.juli 2022 og et år frem, er endnu ikke offentliggjort.

Søren Enggaard A/S er den virksomhed på listen med færrest ansatte. 10 er det opgjort til i årsrapporten. Firmaet, der lavede et overskud på knap 71 millioner, har flere indtjeningsområder. De er opførsel og salg af ejerlejligheder, udlejning af erhverv og udlejning af boliger.

Resultat i regnskabet for 2022 er omkring 100 millioner lavere end året før. Det store fald skyldes primært værdiregulering. I 2021 blev Søren Enggaards investeringsejendomme eksempelvis opskrevet med knap 70 mio. kr.

Kristian Thulesen Dahl har siden 1.august 2022 været direktør for Port of Aalborg. Arkivfoto:

Farvel til langt samarbejde

Port of Aalborg kunne i det seneste regnskab notere en forbedring på 14 millioner kroner i forhold til 2021. Overskuddet på godt 66 millioner kom blandt andet via en omlægning af lån og ved at Mollerup Mølle, Danske Fragtmænd og Netic etablerede nye aktiviteter på havnen.

2022 var samtidig også året, hvor Port of Aalborg måtte sige farvel til et næsten 50 års langt samarbejde om grønlandstrafikken i Aalborg. Den går nu i stedet til havnen i Aarhus, og det vil kunne mærkes på økonomien i de kommende år, har Port of Aalborgs direktør Kristian Thulesen Dahl tidligere udtalt.

På tre af de resterende fem pladser på listen, er der virksomheder, som har udgangspunkt i ejendomsbranchen. Det er Calum A/S, Escot Fast Ejendom A/S og Wagner Ejendomme ApS. Det kan i den sammenhæng nævnes, at Escot Fast Ejendom A/S henter en stor del af overskuddet gennem Boxit, der har 11 afdelinger i Jylland og på Fyn, der tilbyder depotrum til opmagasinering af private ejendele eller et ekstra lager til virksomheder.

Her kan du se hele listen med de største overskud i Aalborg Kommune for virksomheder med under 50 ansatte.