Finans

Femstjernet luksus i førertrøjen: Rekordregnskaber i hotellernes top 10

Nordjyllands mest mondæne ferieby huser ikke overraskende flere af de hoteller i landsdelen, der kunne præsentere det største overskud i det seneste regnskab.

Arkivfoto: Bente Poder

Det kræver blot en enkelt besøg i løbet af sommeren for at konstatere, at Skagen er en populær turistdestination. Det gælder for både udenlandske og danske gæster, som tager turen til toppen af Danmark for at opleve blandt andet Grenen, Skagens Kunstmuseum og Gl. Skagen.

Det er i sidstnævnte, at vi finder førstepladsen på listen over nordjyske hoteller med størst overskud i det seneste regnskab. Det fem-stjernede Ruths Hotel er kendt i hele landet ikke mindst gennem medvirken i adskillige tv-programmer.

Overskuddet efter skat i det seneste regnskab er på godt syv millioner kroner. Det er det bedste resultat i hotellets historie. I de seneste år der blevet investeret kraftigt i faciliteterne, og det er stor del af forklaringen på fremgangen ifølge direktør Tom Boye.

- Med udgangspunkt i den omfattende modernisering af Ruths Hotel, så er fundamentet lagt for, at vi året rundt kan levere en kvalitetsoplevelse, der lever op til vores gæsters forventninger. At vi siden 2019 er gået fra at være ca. 50 helårsansatte til nu at være ca. 70 har herudover enorm positiv betydning, for både gæster og ansatte. Det indikerer virkelig, at investeringerne har båret frugt, udtalte Tom Boye i forbindelse med offentliggørelsen af årsregnskabet.

Color Hotel Skagen, Skagens største hotel med 149 værelser, er nummer to på listen. Ligesom Ruths Hotel har hotellet gennemgået en omfattende renovering og ombygning. Overskuddet er på godt 6,5 millioner kroner, hvilket er en forbedring på mere end 5,5 millioner i forhold til det foregående årsregnskab.

Nummer tre og fire på listen er placeret i Aalborg. På tredjepladsen er et af Nordjyllands mest kendte hoteller, Comwell Hvide Hus. Hotellet fik ny ejer i 2013 og gennemgik efterfølgende en totalrenovering. Resultatet for 2022 på knap 5,8 millioner kroner er det bedste siden ejerskiftet, og der er tale om næsten en tredobling i forhold til 2021.

Kompas Hotel Aalborg blev i 2018 renoveret og fik en ny tilbygning med yderligere 55 værelser. Foto: Jens Otto Barsøe

Aalborg Sømandshjem, som i denne sammenhæng står bag Kompas Hotel Aalborg var i 2018 gennem en renovering og fik en ny tilbygning. Det var også i den sammenhæng at navnet blev ændret til Kompas Hotel Aalborg. Her kan man også glæde sig over det bedste resultat nogensinde med et overskud efter skat på 4,8 millioner kroner. Kompas Hotel Aalborg er ejet af fonden Aalborg Sømandshjem og er et 100 % non-profit hotel, så overskuddet fra hoteldriften går ubeskåret til velfærdsarbejde. Specielt for søfolk og andre i det maritime miljø.

Investering i Løvens Hule

Sidste hotel i top fem er Hotel Viking i Sæby. Her er den kendte nordjyske iværksætter Jacob Risgaard med i ejerkredsen efter han i tv-programmet Løvens Hule investerede 2,5 millioner kroner for en andel på 25 procent af hotellet. Det virker indtil videre til at være en god investering. Hotellets overskud voksede i forhold til 2021 med knap 400.000 kroner til godt 4,3 millioner. Til sammenligning var det samlede overskud i de forudgående seks år på 1,1 millioner kroner.

Her er top 10-listen over de største overskud i den nordjyske hotelbranche. Det kan tilføjes, at Ejendomsselskabet Jutlandia ApS, står bag hotel Jutlandia i centrum af Frederikshavn.