I sit første job kunne Tom ikke løfte en kasse øl: Nu har han ansvaret for ikonisk nordjysk hotel

Et arbejdsliv er for langt de fleste mennesker et sjovt, spændende og udfordrende forløb med både op- og nedture.

I serien ”Mit CV” får du et indblik i et menneskes karriere på arbejdsmarkedet, hører om de erfaringer, der er gjort undervejs, og hvordan de forskellige jobs har været med til bringe de medvirkende til, hvor de er i dag både som menneske og medarbejder.

Fælles for de personer, der medvirker i serien er, at de i dag har deres arbejdsplads i Nordjylland.

Tom Boye er født og opvokset i Aabybro, han er 59 år, gift, far og stedfar til sammenlagt seks børn og bor i Aalborg. Han har siden 2019 været adm.direktør på Ruths Hotel i Gl.Skagen. Her er Toms CV:

1976-1979: Bud hos Købmand Poul Jacobsen i Aabybro
Mine forældre var venner med Poul Jacobsen, så jeg søgte jobbet som bud. Til at starte med kunne jeg ikke løfte en kasse øl, og når jeg sad på sædet af Long John-cyklen, kunne jeg ikke nå pedalerne. Jobbet var efter skole mandag til torsdag fra 14.30 til 17.45, fredag til lukketid kl.20, og så lørdag fra 8.30 til 12.45. Det var benhårdt arbejde.

1979-1981: Tjenerelev på Hotel Scheelsminde, Aalborg
Jeg havde været skoletræt siden 3. eller 4. klasse, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle. Jeg ville have ønsket, både for mig selv og andre der var unge dengang, at der havde været en coach eller en mentor, som kunne have hjulpet med at pege os i den rigtige retning. Jeg tog 10.klasse med og vidste godt, at mine hænder vendte helt forkert i forhold til at blive håndværker.

Jeg blev tilbudt en læreplads hos isenkræmmeren i Aabybro. Samtidig så jeg i det grønne kartotek på skolen, at man kunne blive tjener. Det tog to år og tre måneder. Mine forældre havde sagt, at det vigtigste var, at jeg fik en uddannelse. Så jeg sprang på tjeneruddannelsen og fik plads på Hotel Scheelsminde i Aalborg. Det var en spændende verden at komme ind i. Jeg elsker, når der sker noget hele tiden, og det gjorde der på hotellet.

1981-1983: Tjener, Hotel Vier Jahreszeiten, Hamburg, Tyskland
Jeg ville gerne ud og se verden. Det kunne man med tjeneruddannelsen. Samme dag jeg fik mit svendebrev i hånden, tog jeg til Hamburg og tiltrådte dagen efter på Hotel Vier Jahreszeiten. Det var dengang nummer fire på en rangliste over de bedste hoteller i hele verden, så det var helt vildt stort at skulle arbejde der. Der var fire restauranter på hotellet, og jeg startede helt på bunden og skulle arbejde mig op. Det var en anden verden, end jeg var vant til, og det var hårdt.

Jeg er opdraget til at skulle give tingene en chance, så jeg aftalte med mig selv, at jeg ville blive der i et halvt år, og så kunne jeg sige, at jeg havde arbejdet i Tyskland. Efter det halve år stortrivedes jeg, og det gik helt fantastisk. Der boede mange af datidens stjerner og kendisser på hotellet, og det var sjovt og anderledes at opleve for en lille nordjyde.

1983-1988: Hoteller i England - The Lygon Arms Broadway, South Lodge Lower Beeding, Royal Berkshire Hotel og Sherlock Holmes Hotel
Efter 18 måneder i Tyskland kunne jeg mærke, at der skulle ske noget nyt, ellers risikerede jeg aldrig at komme væk derfra. Som den mistroiske nordjyde jeg er, satte jeg lidt spørgsmålstegn ved, om Vier Jahreszeiten nu også var det fjerdebedste hotel i verden.

Jeg fik en englænder til at hjælpe mig med at lave nogle ansøgninger og i stedet for at søge i en af de engelske storbyer, ville jeg på et kvalitetshotel ude på landet. Jeg fyrede 10-12 ansøgninger afsted og fik job tre steder. Jeg valgte en lille flække der hedder Broadway, hvor The Lygon Arms ligger. Det var et privatejet hotel, hvor engelske koryfæer som Oliver Cromwell og Winston Churchill havde overnattet. Det var et spændende hotel og noget helt andet, end det jeg havde oplevet i Tyskland, og jeg blev hurtigt assisterende restaurantchef.

I 80’erne væltede det ind med velhavende amerikanere, som udover at være i London blev kørt med privatchauffør ud til hoteller væk fra storbyen. Jeg var i den periode også et par måneder i Frankrig på studierejse, hvor jeg var på Hotel La Mere Poulard. Efter det vendte jeg tilbage til The Lygon Arms og tog en lederuddannelse. Næste opgave var et job som restaurantchef i West Sussex på South Lodge på et forholdsvis nyt hotel.

Jeg blev kontaktet af min tidligere chef fra Lygon Arms, som skulle åbne et hotel i Ascot på vegne af et større selskab. Jeg tog jobbet og blev nabo til Ringo Starr. Området er der, hvor der bor flest mangemillionærer i England, og på den lokale pub, kunne man løbe ind i alle mulige kendisser. Jeg var assistent manager, og det var sjovt at opleve, hvor godt det gik. Store multinationale selskaber fløj til lufthavnen i Heaththrow og holdt møder og konferencer på hotellet. Tiden var med os.

Der var en direktør, som mente, at jeg skulle med til Sherlock Holmes Hotel på Baker Street i London. Det var et trestjernet hotel, som var blevet renoveret og skulle opgraderes til fire stjerner. Hele mad- og drikkevaredelen skulle løftes, og det blev min opgave. Kvaliteten var i forvejen ikke ret høj. 20-25 medarbejdere, der havde været der i mange år, inklusiv køkkenchefen, blev fyret. Ledelsen sagde de stod bag mig og lovede, at der ville komme nye kokke, men der kom ingen. Jeg knoklede med det i et års tid men var mættet og følte, at der var tid til at vende hjem til Danmark.

1988-1989: Assisterende restaurantchef, Scanticon i Kolding
Jeg havde været ude af Danmark i mere end seks år, og det er svært at forestille sig, hvor store ændringer der i sådan en periode kan være i et samfund. Jeg kom fra en gammel og konservativ hotelverden i England, med stor fokus på personlig service og høj standard til et nyt topmoderne, minimalistisk konferencecenter. Det var en helt anden verden.

1989-1991: Restaurantchef, Restaurant Brix’s Gaard og forpagter, Ambassadeur i Aalborg
En gruppe fra Aalborg, blandt andre Bjarne Sidelmann der havde Café Rendez Vous, ville lave et spansk bøfhus på CW Obels plads, og spurgte, om jeg ville arbejde for dem. Det blev en kæmpe succes og efter et års tid, kontaktede Bruno Benzon mig og spurgte, om jeg sammen med en tredjemand ville være med til at forpagte Ambassadeur.

Det var byens store danserestaurant med plads til 400 spisende gæster hver fredag og lørdag. Jeg sagde ja, og alt hvad der kunne gå galt gik galt. Både mellem os tre, der havde forpagtet stedet men også i forhold til driften. Jeg kan blandt andet huske, at det store neonskilt, der var ud mod Vesterbro, kostede en formue i reparationer og el.

Jeg var 28 år, og bare ikke dygtig nok. Det skal sammenholdes med, at der var kommet gang i en ny gå-i-byen kultur i Aalborg og Danmark, så tiden var løbet fra steder som Ambassadeur. Men det var meget lærerigt.

1991-1995: Restaurantchef, Skaga Hotel i Hirtshals og Food & Beverage manager på Comwell Rebild Bakker.
Jeg var kun på Skaga Hotel i et halvt år under Elly Jürgensens ledelse, inden jeg blev tilbudt jobbet på Comwell Rebild Bakker. Hotellet var blevet opført i 80’erne, og så kom der krise i Danmark, og det gik konkurs. I starten af 90’erne, begyndte der at komme gang i tingene igen.

Sammen med to andre udvikle jeg de shows og julefrokoster, med mere end 600 gæster, der har været derude gennem mere end 20 år. Vi satte en masse skibe i vandet, og det var spændende, for det var et stort hotel med mange muligheder og 150 værelser.

1995-1996: Food and Beverage Manager, The Bath Spa Hotel, England
Jeg havde en engelsk kone og tre børn. Af hensyn til familien, flyttede vi tilbage til England. Jeg kom på det femstjernede The Bath Spa Hotel. Det var et gammelt hotel, der var blevet totalt moderniseret, og Prinsesse Diana havde klippet snoren ved genåbningen. Jeg var der et halvt års tid og flyttede tilbage til Danmark, fordi mit ægteskab ikke holdt.

1996-1998: Direktør, Middelfart Parkhotel
Den samme mand som ejede Hotel Rebild Bakker, havde købt Middelfart Parkhotel, og han kontaktede mig. Der var virkelig kommet gang i økonomien i Danmark, og det kunne mærkes på kursus-og konferenceområdet. Specielt i Trekantområdet. Hotellet omsatte i 1993 for fire millioner kroner. I 1996 var vi oppe på 20 millioner og året efter 25 millioner. Det var ekstremt spændende at være med til.

Det var mit første direktør-job, og det gav selvfølgelig anledning til nogle tanker. Men man bliver nødt til at være sig selv, og som ny direktør i en virksomhed, der vækster meget, er der masser af udfordringer. I 1996 havde vi blandt andet den samme udfordring som i dag, når det gælder kvalificeret arbejdskraft i alle brancher.

1999-2019: Direktør, Skaga Hotel i Hirtshals
Det var et rigtig godt job, men det var også udfordrende og hårdt. Det er åbenbart, det jeg tænder på og nok også forklaringen på, at jeg var der i næsten 20 år. Bare det at få økonomien til at hænge sammen samtidig med, at vi skulle have et produkt, der var attraktivt var en udfordring. Jeg havde et fantastisk forhold til ejerne Mogens og Jonna Kjeldsen, som ejede fire andre hoteller. I de sidste to år af min ansættelse, fik jeg også ansvaret for Hotel Hanstholm, og jeg var i bevillingsnævnet i Hjørring Kommune i otte år.

2019-??: Adm. direktør, Ruths Hotel
Jeg havde nået det, jeg selv kalder en fremskreden alder. Skulle der ske noget, var det ved at være tid. Det var et rimelig langt forløb, inden jeg fik jobbet, for der var også andre kandidater i spil.

Ruths Hotel er en anderledes verden i forhold til flere af de andre steder, jeg har været. Jeg har aldrig før oplevet, at der var så meget kapital i et lille lokalområde. Det er dybt imponerende hvad Skagen har formået at tiltrække, der er kvalitet på mange hylder og andre turistdestinationer må være dybt misundelige. Her på Ruths Hotel har min forgænger gjort et formidabelt arbejde og fået vendt forretningen efter store underskud i flere år. Over 50 procent af gæsterne er gengangere, og tallet er endnu højere i Brasseriet. Man har på intet tidspunkt rystet på hånden, men holdt fast og været tro mod sit eget koncept. Det er selvfølgelig min forpligtelse at videreføre det og sikre, at vi holder det høje kvalitetsniveau på alle områder.

Ruths Hotel er meget profileret, og jeg har ingen problemer med at stå forrest. Jeg har det dog lige så fint med at være gemt væk, for det er jo de kompetente og dygtige medarbejdere, der driver virksomheden. Det er dem der leverer varen dag efter dag og sørger for tilfredse gæster. Men Ruths Hotel kræver en synlig ledelse, og jeg er klar over, at det her ikke er et job, som jeg kan holde til at have i mange år.