Nordjysk kommune er højdespringer på grøn liste: "Man kommer ikke langt, hvis man er alene"
Hjørring Kommune er gået fra en 63. plads til at være nummer 8, når kommunens virksomheder skal vurdere kommunens grønne arbejde. Det kan skyldes nye klimapartnerskaber for områdets virksomheder, mener kommunens chef for grøn omstilling.
Hvis den grønne udvikling er en KPI i jeres virksomhed, kan det måske være en fordel at se mod Vendsyssel.
Hjørring Kommune er den 8. bedste kommune i landet, når det gælder om at fremme grøn udvikling for virksomhederne i området.
Det viser en ny undersøgelse fra Dansk Industri, der har undersøgt kommunernes erhvervsvenlighed.
Forrige år indtog Hjørring Kommune en plads som nummer 63 på virksomhedernes vurdering af kommunens grønne indsats.
En del af det store hop kan skyldes, at Hjørring Kommune i 2022 godkendte en klimahandlingsplan.
Det mener Lotte Vang, der er chef for grøn omstilling i Hjørring Kommune.
"Vi har indgået 42 klimapartnerskaber med særligt virksomheder og forskellige aktører i kommunen, der er blevet en del af et grønt netværk," siger hun.
Virksomhederne forpligter sig til at arbejde mod en CO2-reduktion på 70 procent i 2030 og ingen CO2-udledning i 2050. Det stemmer overens med den nationale målsætning om at leve op til Parisaftalen.
Ved Hjørring Kommune arbejder man ud fra, at alle virksomheder er forskellige, og derfor er klimapartnerskaberne også individuelle.
"Vi har en samtale med virksomhederne om, hvad de er gode til, og hvor de gerne vil blive bedre, når det gælder grønne tiltag. Så er meningen, at de skal inspirere og blive inspireret af andre i netværket, som man forpligter sig til at stille sig til rådighed for i et vist omfang," siger Lotte Vang.
"Kommunen er rygraden i at facilitere, men partnerskaberne lever lige så meget mellem virksomheder og institutionerne, der er med."
Netværk er nøglen til grøn vækst
Klimapartnerskaberne står på ryggen af en overbevisning om, at virksomhederne bedst kan levere en grøn omstilling, hvis de kan inspireres af hinanden.
"Vi gør rigtig meget ud af netværk, så vi kan sætte vores lokale virksomheder op, så de sammen kan finde en grøn løsning på et problem," siger Lotte Vang.
Et eksempel er en virksomhed, der har noget affald, som et af kommunens biogasanlæg kan bruge til at producere grøn energi. Den forbindelse vil kommunen gerne facilitere.
"Når vi tænker i cirkulær økonomi, kommer man ikke så langt, hvis man bare er sig selv. Det kræver, at man vil samarbejde med hinanden, og der kan vi gå ind at hjælpe, fordi vi kender de fleste virksomheder i kommunen."
Udover det daglige arbejde med at skabe forbindelser mellem virksomhederne, afholder Hjørring Kommune fire arrangementer om året, hvor klimapartnerne inviteres til netværk og sparring.