AI

Ny AI-uddannelse er skabt til erhvervslivet

Da en undersøgelse slog fast, at det nordjyske erhvervsliv efterspørger ingeniører med særligt kendskab til kunstig intelligens, gik Aalborg Universitet i gang med forarbejdet. Nu er 22 studerende godt i gang.

Foto: Torben Hansen

Da Aalborg Universitet i september søsatte en spritny ingeniøruddannelse med fokus på kunstig intelligens, var det ikke noget, der kom ud af det blå.

Universitetet havde undersøgt behovet og interessen både i det nordjyske erhvervsliv og blandt kommende studerende og svaret var klart og entydigt fra begge målgrupper: "Sæt i værk".

Ud af 240 adspurgte virksomheder, lød svarene, at 38 pct. bruger kunstig intelligens i dag, og at 47 pct. af resten forventer at være i gang om tre år. Og af virksomhederne generelt vil være meget interesserede i at ansætte ingeniører, der specifikt er uddannede indenfor området.

Og derfor bød Aalborg Universitet 22 nye AI-studerende velkommen fredag 1. september.

Tag godt mod AI eller bliv udkonkurreret

For universitet er der et helt klart formål med uddannelsen, nemlig at uddanne ingeniører, der ikke blot er gode til at rode med algoritmer og snakke teorier.

"Der er ingen, som vil proppe kunstig intelligens ned i halsen på nogen ... men det vil komme helt af sig selv i takt med, at erhvervslivet opdager, hvor effektivt det er indenfor en lang række områder", siger Andreas Møgelmose, der er lektor og uddannelsesleder på den nye uddannelse.

"Meningen er, at de, når de er færdige, skal være klar til at søge ud i erhvervslivet og hjælpe med at udvikle virksomhedernes brug af den nyeste teknologi. I uddannelsen lægger vi stor vægt på, at de skal være både være teoretisk og praktisk funderede - de bliver udover AI uddannet i forretningsforståelse, økonomi, jura og etik", siger Andreas Møgelmose, som forventer, at alle grene af erhvervslivet vil stå klar til at ansætte de nye kandidater.

"AI kan og vil blive brugt alle steder - i produktionsvirksomheder, revionsfirmaer, reklamebureauer, sundhedsvæsenet, bilbranchen m.v. Lige nu er AI i sin helt spæde vorden, men det kommer til at gå stærkt med at få de nye teknologiske muligheder implementeret", siger han.

Acceptér at det er en ny tid

"Skulle en og anden virksomhedsejer tænke, at det nu nok kan køre på den gamle måde nogle år endnu, ja, så vil de blive udkonkurreret af dem, der tager teknologien til sig. Det er der overhovedet ingen tvivl om. Ikke lige med det sammen, men henad vejen," siger Andreas Møgelmose.

Tager man hans ord til troende, er det altså bare om at komme i gang med at kigge på anvendelsesmulighederne for den såkaldte kunstige intelligens. Nogen større virksomheder er allerede i gang, men især for små og mindre virksomheder er kunstig intelligens foreløbig noget, man mest læser og hører om fra andre.

Og da der i Region Nordjylland er 721 virksomheder med 50-100 ansatte - ja, så bliver de kommende AI-ingeniører nok ikke arbejdsløse, når de er klar til at jobsøgningen.

Ring og få en snak

Hvis man som virksomhedsleder vil høre mere om den nye uddannelse, står Andreas Møgelmose klar ved telefonen.

Andreas Møgelmose vurderer, at virksomheder med en 7-8 ansatte og opefter er oplagte kandidater til at bruge AI - og han og de nye studerende hjælper gerne med at finde anvendelsesområder.

"Jeg er altid klar til en snak om, hvad man kan bruge folk med vores uddannelse til og jeg besøger gerne virksomhederne. Vi kan blandt andet tilbyde gratis studenterprojekter, hvor en gruppe studerende tager afsæt i en konkret problematik om brugen af AI i en virksomhed eller tilbyde et forskningssamarbejde. Der er flere muligheder", siger han.

Hvad er det nu lige... det der AI?

Spørger man Andreas Møgelmose om en definition på kunstig intelligens, stråler han med en smilende fægten med armene, for det vil han nemlig rigtig gerne snakke om.

"Kunstig intelligens, det er alt det, der er helt nyt indenfor IT, og som vi ikke rigtig har fået til at virke endnu. Noget vi skal lære at bruge. Og når vi kommer dertil, vil vi ikke længere kalde det kunstig intelligens. Så er det bare nogle værktøjer, vi bruger", siger Andreas Møgelmose, som er rigtig glad for den nye uddannelse og glæder sig til at få den skudt godt i gang.

For ham er kunstig intelligens en naturlig videreførelse af den nærmest frådende hastighed, som IT udvikler sig med i øjeblikket. Og faktisk er han ikke så glad for udtrykket, for intelligent, det er computerne altså ikke, siger han og henviser til tankeeksperimentet "Det kinesiske rum", som den amerikanske filosof John Searle har udtænkt.

"En computer er ikke intelligent, men den er fantastisk til at se mønstre i store mængder data og til at automatisere en lang række processer, siger Andreas Møgelmose.

Tankeeksperimentet "Det kinesiske rum"

"I tankeeksperimentet er en udelukkende engelsktalende person placeret i et låst rum. Eneste kommunikation med omverdenen er en tekstbesked på kinesisk, som vedkommende får gennem en lem. Opgaven er at få oversat beskeden til engelsk, hvilket vedkommende har udførlige manualer til - og hvis personen er god til at læse manualer, og ender med at få et godt resultat ud af anstrengelserne, kan det se ud som om personen forstår kinesisk.

Men der er i virkeligheden kun tale om, at personen er rigtig god til at læse manualer. Altså at omsætte et uforståeligt skriftsprog til noget andet - såkaldt symbolmanipulation. Det betyder ikke, at personen har lært et fremmed sprog. Og når der er tale om at en computer har lavet en fin oversættelse, betyder det ikke, at computeren kan kinesisk. Og den er bestemt ikke intelligent", siger Andreas Møgelmose, som mere betragter computernes stigende formåen som noget håndværk, vi skal lære at bruge for at få en større effektivitet på arbejdspladserne og formodentligt også bedre resultater på bundlinjen.

AI kommer ikke til at koste på beskæftigelsen

Og så er Andreas Møgelmose overbevist om, at AI ikke kommer til at koste arbejdspladser.

"Der vil være nogle fag, som stille og roligt forsvinder, men sådan har det jo altid været ... der er f.eks. ikke mange karetmagere og typografer tilbage. Og det bliver nok heller ikke så attraktivt at være tolk om nogle år", siger han.

I stedet forudser han, at der bliver mere efterspørgsel efter andre typer kompetencer. Her tænker han selvsagt bl.a. på, at hvor det allerede nu nærmest er et must at kunne håndtere en computer i stort set alle typer job, ja, så bliver det "must" kun større. 

Og at der givetvis vil opstå nye behov, hvoraf flere af dem allerede er sat i gang - nemlig den nye AI-uddannelse og behovet for tilrette og udbygge tekster, f.eks. artikler, som er skrevet af en såkaldt kunstig intelligens.

"En computer er god til at behandle data og lave det grove skrivearbejde, men hvis der skal skrives f.eks. velresearchede artikler, som skal være lidt dybere, skal der et menneske indover. Nu og fremover", siger Andreas Møgelmose.

Frygten for den hjemlige "filter-boble"

Er Andreas Møgelmose ikke bekymret for at den kunstige intelligens kommer til at overskygge den menneskelige ditto, er han det til gengæld på et helt andet område. Han er bekymret for vores privatliv.

"De ubegrænsede muligheder for at sprede misinformation er en udfordring allerede nu. Og vi har desværre ikke en teknisk løsning, der kan stoppe det", siger Andreas Møgelmose.

"Jeg frygter lidt, at vi alle sammen kommer til at sidde om aftenen med vores mobiltelefoner i små filter-bobler og kigge på  tom underholdning og misinformation, som er nøje udvalgt af en algoritme til at fastholde os ud fra et profitmotiv. Altså at tom og vitaminløs underholdning kommer til at skygge for et mere indholdsrigt liv, siger han om et emne, hvor debatten har været i gang længe og kun bliver større i takt med at den såkaldte AI bliver mere og mere udviklet.

AI-uddannelse og etik

Til gengæld er Andreas Møgelmose glad for, at der er indlagt et fag, som hedder etik i den nye uddannelse. Det er der ikke er i andre IT- og ingeniøruddannelser.

"Hvis man kigger tilbage i historien, var det jo ingeniører, der byggede udryddelseskamrene i KZ-lejrene under 2. Verdenskrig. Og vi har set hvordan kunstig intelligens har kunne påvirke et valg i USA via spredning af såkaldt "fake news", som kræver utrolig meget energi, tid og kræfter at tilbagevise.

Kunstig intelligens vil helt sikkert blive en udfordring for især demokratier. Og derfor har vi valgt, at de 22 nye studerende også skal undervises i etik i løbet af uddannelsen. Vi har desværre ingen teknisk løsning, der virker mod misinformation", siger han.

Men når juleferien er vel overstået, skal de 22 nye studerende i gang med deres første projekt, som skal være i samarbejde med en virksomhed. Og vil man med på den vogn, er det bare med at finde Andreas Møgelmoses telefonnummer.