Nye investeringer fordoblede overskuddet hos nordjysk virksomhed
Det kan betale sig at investere. Det er KK Metal et godt eksempel på, efter nye investeringer var medvirkende til, at overskuddet gik fra 4,2 millioner til 9,4 året efter.
Hvis din virksomhed for alvor skal vækste, kan det være en god idé at lave massive investeringer.
Det kan KK Metal skrive under på.
Thisted-virksomheden er specialister i at fremstille emner i blandt andet stål og er underleverandør til en lang række virksomheder.
“Vi har haft mulighed for at tiltrække nogle nye kunder, fordi vi de seneste år har investeret hårdt i vores maskinpark, så vi har alle de nyeste teknologier," siger Nichlas Christensen, der ejer KK Metal sammen med sin far, Emil Skriver Christensen.
I 2021 formåede virksomheden at fordoble sit overskud.
Fra at levere et årsresultat på 4,2 millioner kroner før skat i 2020, endte virksomheden med et overskud på 9,4 året efter.
Det skyldtes blandt andet, at KK Metal investerede kraftigt i nye maskiner.
Tidligere havde virksomheden en 6 KW-laserskærer, men besluttede at udvide maskinparken med en 12 KW-laserskærer i 2020.
"Vores kapacitet var maxet ud, og så er man nødt til at gøre et eller andet, hvis virksomheden skal have mulighed for at vækste," siger salgschefen.
Nye investeringer fører til flere kunder
I 2021 steg råvarepriserne på metal, og det tvang KK Metal til at hæve priserne.
Noget overraskende skræmte det ikke kunderne væk.
Tværtimod kom flere kunder til, og de øgede deres indkøb.
"Det var nogle rigtig gode år for industrien, hvor der var gang i alting, og så er vi nødt til at vækste sammen med vores kunder," siger Nichlas Christensen, der samtidig fortæller, at de investerede et "større millionbeløb."
Hos KK Metal har de oplevet, at hver gang de investerede i nye maskiner og i salgsstyrken kunne de tiltrække nye kunder, og det har været fundamentet for deres vækstrejse.
"Vi har kun været i stand til at få flere kunder ind, fordi vi har turde at investere så kraftigt. Og det er vores øgede kundetilgang, der er skyld i vores vækst."
I dag har familievirksomheden 43 ansatte.
I 2023 havde virksomheden et årsresultat på 8,5 millioner med en bruttofortjeneste på 36,9 millioner kroner, viser det netop offentliggjorte regnskab.