Produktivitet

Var hjemsted for Nordjyllands største private arbejdsplads: Sådan ser top 10 ud i dag

Den største arbejdsplads i Jammerbugt Kommune, målt på antallet af ansatte, går i løbet af et kalenderår fra at have omkring 70 til over 700 på lønningslisten.

Fårup Sommerland havde i den forgange sæson knap 665.000 gæster. Arkivfoto: Torben Hansen

Hvis vi skruer tiden omkring 25 år tilbage, var Nordjyllands største private arbejdsplads placeret i Jammerbugt Kommune. 

I det der dengang hed Pandrup Kommune, indviede elektronikgiganten Bosch i 1998 en 25.500 m² stor fabrik, hvor der skulle produceres mobiltelefoner. I de efterfølgende år var fabrikken arbejdsplads for mere end 1800 ansatte, der pendlede til Pandrup fra det meste af Nordjylland. 

Op gennem 00'erne lukkede elektronikproduktionen ned, men den store bygning ligger stadig ud til hovedvej 55, og fik i efteråret 2023 nye lejere.

Det er denne bygning i Pandrup, hvor forsvaret i de kommende år skal opbevare deres uniformer. Arkivfoto: Lars Pauli

Forsvaret rykker ind i 2024 og vil bruge lagerfaciliteterne til at opbevare og fremsende Hærens, Søværnets, Flyvevåbnets, Hjemmeværnets og Beredskabsstyrelsens uniformer. 

Forventningen er, at 11 medarbejdere vil have deres daglige gang på den tidligere elektronikfabrik, der altså ikke længere er nogen stor nordjysk arbejdsplads. 

Fakta om antal ansatte, årsværk og p-enhed
  • Ansatte er virksomhedens medarbejdere opgjort som 'antal hoveder' for en given måned.
  • Årsværk er de samme medarbejdere omregnet til antal årsværk. Fx er 2 medarbejdere på halv tid = 1 årsværk.
  • Opgørelserne af ansatte og årsværk kommer fra virksomhedernes indberetninger til Skattestyrelsens eIndkomst.
  • En p-enhed (produktionsenhed) er en geografisk adresse, hvor virksomheden har ansatte, og/eller udøver økonomisk aktivitet. 

Kilde: Det centrale virksomhedsregister

God sæson men ikke rekord

I følge tal fra november 2023 er det Fårup Sommerland, der topper listen over, hvor der er flest ansatte i Jammerbugt Kommune. 

For forlystelsesparken går det tal dog i løbet af et år lige så meget op og ned som deres rustjebaner. 

I november var der ifølge CVR-registeret 391 ansatte. I sommermånederne, når primært de unge sæsonarbejdere gør deres indtog, kom tallet over 700, mens det i januar var på 71.  

De mange ansatte havde nok at se til i den forgangne sæson. Her blev parken besøgt af knap 665.000 gæster hvilket er det næsthøjeste i Fårup Sommerlands historie. Rekorden blev sat i 2022 med 768.683 besøgende. 

Svejsemaskiner til hele verden

Nummer to på listen er Jammerbugt Kommunes afdeling i Fjerritslev, der arbejder med dagtilbud, undervisnings- og fritidstilbud samt familie og forebyggelse. 

Den næststørste private arbejdsplads i kommunen er Migatronic i Fjerritslev. Migatronic er en af verdens førende leverandører af svejsemaskiner og har historie tilbage til 1970. 

Migatronic er en af verdens førende producenter af svejseapparater. Arkivfoto: Andreas Falck

Virksomheden eksporterer til omkring 40 lande verden over. I det seneste regnskab havde Migatronic en nettoomsætning på 387 millioner kroner og et oveskud på 7,6 millioner kroner. 

 50 færre i Pandrup

Nummer fem på listen, Lantmännen Schulstad, blev i januar ramt af dårlige nyheder. Her meddelte driftsdirektøren hos brød-giganten, Claus Loft, at den såkaldte ordre-pluk distribution i Pandrup ville nedlagt og flyttet til Vejle.  

Det betyder, at der med udgangen af februar er blevet nedlagt omkring 50 stillinger i Pandrup. 

Lantmännen-Schulstad havde i november 171 ansatte i Pandrup. Det antal bliver reduceret med cirka 50 medarbejdere. Arkivfoto: Lars Pauli

Blandt de fem arbejdspladser i den nederste del af listen er de to eneste, i denne sammenhæng, med adresse i Jammerbugt Kommunes største by, Aabybro.  

Det er VBM Laboratoriet A/S, som er specialister i analyser af bygningsmaterialer og jord, samt den regionale tv-kanal TV2 Nord. 

Se listen her: