Get Together i Erhverv Hjørring blev kæmpe succes
25. august 2025
Vejret artede sig fra sin fine side, og fik den gamle Amtsmandsbolig have til at danne de smukkeste rammer om Hjørring Erhvervs Get Together, der endnu en gang måtte melde udsolgt med 150 deltagere.
De fik en god eftermiddag, hvor der både var plads til input, til at fejre modtageren af Initiativprisen 2025, men også at nyde lækkerier fra Landsholdskokken Lukas Grøntved, og ikke mindst tid til at netværke.
"Anne Sophia Hermansen høstede stor ros for hende oplæg om generationskløften, som hun fik leveret med nogle skarpe pointer på en intelligent måde. Og så var hun god til at få alverdens kompleksiteter gjort helt simple og jordnære" fortæller direktør Michael Vendelbo, Erhverv Hjørring.
Han kunne med tilfredshed notere et stående bifald til oplægsholderen. "Hun fik stående klapsalver uden ende. - Vi har fundet et format på vores arrangement, hvor det faglige går hånd i hånd med en uhøjtidelig dag, hvor der er tid til at netværke på kryds og tværs, og hvor vi har fået skabt nogle rammer og en stemning, vores medlemmer sætter pris på. Det vil vi selvfølgeligt udvikle på fremadrettet" slutter Michael Vendelbo.
Næste medlemsarrangement er den 2. september 2025, hvor MORGENKLUBBEN rykker til Løkken og sætter fokus på "Det Gode Liv".