Pølser, Pitch & Politik: Lokalt erhvervsliv mødes om geopolitik og grøn omstilling i Hjørring
30. maj 2025
200 erhvervsledere fra Hjørring Kommune får plads, når Erhverv Hjørring, DYNAMIC og Frysehuset inviterer til " Pølser, Pitch & Politik", tirsdag 24. juni 2025 kl. 13-16 i Frysehuset. Programmet skal ruste de lokale erhvervsledere til at navigere i en verden i opbrud, blive klædt på i forhold til den grønne omstilling, samt at turde bryde ud af normalen i søgen efter de rigtige løsninger for ens virksomhed.
På programmet finder man serieiværksætteren Jakob Neua (Penneo og Estaldo), der har slået sig sammen med den autoriserede psykolog Payam Peters til et inspirerende foredrag, der dykker ned i hemmeligheden bag disruption og innovationsparathed.
Udover de to danske eksperter, byder programmet også på et oplæg med Bjørn Kjærand Haugland. Han har i årevis rådgivet den norske regering og store norske virksomheder omkring geopolitik og grøn omstilling. Bjørn Kjærand Haugland er bredt anerkendt i den globale debat om bæredygtighed og teknologi, og er en af hovedarkitekterne bag Skift Business Climate Leaders, der er et norsk klimainitiativ udsprunget af erhvervslivet med en mission om at fremskynde overgangen til en kulstoffattig økonomi og støtte regeringen i at opfylde sine nationale klimaforpligtelser inden 2030.
Udover oplæg er der også networking, gourmet hotdogs og kolde drikkevarer på programmet.
Arrangementet er gratis for medlemmer af Erhverv Hjørring, og tilmelding sker her.