Ministerbesøg hos Råt&Godt
24. april 2024
I sidste uge havde Råt&Godt fornøjelsen af at byde beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen velkommen i Remisen. Ministeren fik en spændende rundvisning og indblik i, hvordan Råt&Godt reducerer affald i bygge- og anlægsbranchen ved fremstilling af møbler og interiørløsninger fra lokale virksomheders rest- og overskudsmaterialer. Ministeren var begejstret over vores nyligt udviklede udendørsmøbler “Urban Concrete” produceret af restbeton og overskudstræ i samarbejde med en nordjysk cementfabrik.
Under rundvisningen besøgte hun vores forskellige værksteder og mødte flere af vores unge i beskæftigelses- og STU-forløb. Her hørte hun om deres oplevelser og dagligdag hos Råt&Godt. Både vores STU-forløb og vores beskæftigelsesforløb tilbyder unge mellem 15 og 30 år et værdifuldt springbræt til uddannelse eller beskæftigelse. Dialogen med ministeren omfattede en drøftelse af, hvordan vi som samfund ser kompetencer i mennesker på kanten af arbejdsmarkedet og hjælper dem til et liv i trivsel. Derudover diskuterede vi vigtigheden af at prioritere initiativer som Råt&Godt, der giver både mennesker og materialer en chance til.
Læs mere om vores STU- og beskæftigelsesforløb på her