Portræt

“Du skal ikke være her,” sagde hendes overordnede. Så satte Steinunn sig på et fly til Aalborg

35-årige Steinunn Sara Helgudóttir nærmer sig et gennembrud i behandling af hjernesygdomme. Og så insisterer hun på at skabe vækst og arbejdspladser i Aalborg.

Steinunn Sara Helgudóttir er medejer af Neurometa Therapeutics, der udvikler behandlingsmuligheder mod hjernesygdomme som ALS. Virksomheden holder til i fakultetsbygningen AAU SUND ved det nye Aalborg Universitetshospital. Foto: Caroline Bundgaard

“Du skal da ikke være her,” sagde overlægen forundret.

Steinunn Sara Helgudóttir var i 2012 sygeplejestuderende hjemme på Island. Allerede dygtig til faget. Men også mere end almindeligt optaget af optimering:

“Jeg kunne se, at mange af de medikamenter, vi gav patienterne, modarbejdede hinanden – så jeg spurgte lægerne, om de havde tænkt over det.” 

Hendes smil røber, at hun udmærket ved, hun nok var irriterende. Men overlægen var faktisk enig.

Han mente bare, hendes nysgerrighed hørte hjemme et helt andet sted.

Om Steinunn Sara Helgudóttir

35 år og bosat i Nørresundby med sin familie.

Hun er født på Island, hvor hun studerede til sygeplejerske fra 2010.

I 2012 flyttede hun til Aalborg for at studere medicin med industriel specialisering.

Efter et forskningsår fik hun i 2019 overbevist ph.d.-skolen på Aalborg Universitet om, at hun kunne tage sin ph.d. på kun to år.

Afhandlingen handlede om, hvordan man transporterer lægemidler gennem blodhjernebarrieren. En tæt membran, der beskytter hjernen mod skadelige stoffer, men som også hæmmer transport af lægemidler op til hjernen.

Siden 2021 har Steinunn Sara Helgudóttir været tilknyttet biotech-virksomheden Neurometa Therapeutics, dengang 2N Pharma, sammen med John Nieland, Preben Bruun-Nyzell og Anne Skøttrup Mørkholt.

I 2023 blev hun medejer af virksomheden, hvor hun i dag er Chief Scientific Officer (CSO).

I 2025 vandt Steinunn Sara Helgudóttir Kammaprisen, som hylder kvinder i nordjysk erhvervsliv.

Derfor satte den unge Steinunn sig på et fly til Aalborg, hvor hendes veninde læste medicin.

Her blev ét møde med Aalborg Universitets casebaserede undervisning – helt tæt på virkeligheden – afgørende for, at Steinunn Sara Helgudóttir rev sit liv op med rode.

Og måske også afgørende for, at patienter med hjernesygdomme får bedre behandlingsmuligheder i fremtiden.

Steinunn Sara Helgudóttir blev bjergtaget af lektor Trine Fink, da hun første gang besøgte Aalborg Universitet. I dag er hjerneforskeren selv vejleder for en række ph.d.- og specialestuderende i sin virksomhed, Neurometa Therapeutics. Foto: Caroline Bundgaard

Forskningsbaseret entreprenørskab

Steinunn Sara Helgudóttir stod tilfældigvis i universitetets dyrestald, da hun så de første indikationer af dét, der måske vil revolutionere behandlingen af hjernesygdomme som ALS, Parkinsons og multipel sklerose.

“Jeg så, hvor syge musene blev, når de blev induceret med forskellige sygdomme. Men mus, der var lavet med en særlig mutation, blev ikke ramt,” siger Steinunn Sara Helgudóttir med samme begejstring som den dag i dyrestalden i 2019.

Det var den hollandske forsker John Nieland, der i tyve år havde arbejdet på at forstå, hvordan en mutation i proteinet CPT1 beskytter mod hjernesygdomme.

Om forskningen

Allerede for 25 år siden fandt den hollandske forsker John Nieland ud af, at der er en sammenhæng mellem proteinet CPT1 og en række hjernesygdomme.

Siden opdagede hans team, at inuitter har en mutation i det protein, som beskytter dem mod hjernesygdomme. De har f.eks. 90 procent lavere incidens af multipel sklerose og 60 procent lavere incidens af ALS.

Derfor lavede teamet forsøgsdyr med dén præcise mutation, den såkaldte arktiske variant, der virker i dyremodellerne.

25 år efter John Nielands første opdagelser står Neurometa Therapeutics nu med medikamentet Mitometin, der ligeledes reducerer aktiviteten af proteinet CPT1.

Proteinet er opreguleret ved hjernesygdomme, men nedreguleres til et normalt niveau med medikamentet.

Neurometa Therapeutics er i slutningen af den prekliniske fase og skal ind i den kliniske fase.

Virksomheden har blandt andet fået investeringer fra Innovationsfonden og finansiering fra BioInnovation Institute, EIFO og det amerikanske forsvarsministerium.

“Så jeg bankede på Johns dør og sagde: Det her projekt er jeg simpelthen nødt til at være en del af. Hvis I skal lave medikamenter til hjernen, er I også nødt til at vide, hvordan I kan transportere dem gennem blodhjernebarrieren.

Præcis dét skrev Steinunn Sara Helgudóttir sin ph.d. om. Og snart kunne hun også skrive co-founder på CV'et.

Steinunn Sara Helgudóttir har været tilknyttet biotech-virksomheden siden 2021. Dengang hed den 2N Pharma, i dag Neurometa Therapeutics. Hun blev medejer i 2023 sammen med John Nieland, Preben Bruun-Nyzell og Anne Skøttrup Mørkholt. Foto: Caroline Bundgaard

Hjerneforskeren havde ellers aldrig troet, hun skulle drive en virksomhed. Troede ikke, det kunne forenes med familielivet. Og havde aldrig set sig selv som iværksættertypen.

“Jeg har følt mig allermest på udebane, da jeg første gang stod over for investorer og slet ikke forstod deres lingo,” siger Steinunn Sara Helgudóttir, før ærgerrigheden tager over:

“Jeg tror bare ikke på, at nogle mennesker er født til noget, som jeg ikke er. Så hver gang er jeg gået hjem for at lave en post mortem: Hvad gik galt? Og hvad kan jeg gøre for at kunne bunde, næste gang jeg står i det lokale?

Halvandet år fra gennembruddet

25 år efter John Nielands første opdagelser står Neurometa Therapeutics med det banebrydende medikament Mitometin.

“Vi har vist, at det virker. Nu skal vi sikre os, at medikamentet er helt sikkert, før vi går til patienter. Vi er omkring halvandet år fra fase 1, hvor vi starter med sunde og raske mennesker,” siger Steinunn Sara Helgudóttir om det gennembrud, der ligger og lurer ude i horisonten.

Det kræver kapital. Men ikke uoverstigelige summer takket være virksomhedens strategiske tilgang:

“Vi går efter ALS først, fordi det tager kortere tid og kræver færre patienter, når der ikke er nogen kur derude. Havde vi valgt Alzheimers, havde det taget tre gange så lang tid og kostet ti gange så meget.”

“Det er en grundlæggende mekanisme i cellerne, og hvis det virker på ALS, så virker det også på andre neurodegenerative sygdomme. Det tror vi oprigtigt på, så vi er ambitiøse og ser rigtig mange muligheder for at arbejde videre med Parkinsons og multiple schlerose,” siger Steinunn Sara Helgudóttir. Foto: Caroline Bundgaard

Det er altså småpenge inden for biotech, når Neurometa Therapeutics i dag vil rejse to millioner euros i en bridge funding-runde.

Og ifølge hjerneforskeren er det næsten uhørt, at hun sammen med sine medstiftere stadig kommer til at eje størstedelen af virksomheden. Helt frem til målstregen.

“Det vigtigste for os er ejerskab i form af beslutningskraft, fordi vi vil sikre os, at det her medikament kommer ud på markedet. Vi vil ikke have, at det ender ovre i hjørnet af en kæmpe virksomhed, der hellere vil prioritere Alzheimers, fordi det er en mere udbredt sygdom med flere penge i.”

Foreløbigt vinger den lille biotech-virksomhed selv kravene af fra laboratoriet på Aalborg Universitet. Og så står et farmaselskab klar i kulissen til at overtage omkostningerne ved de kliniske forsøg.

Fremtidens talent og vækstvirksomheder

Steinunn Sara Helgudóttir tilskriver en stor del af succesen Aalborg Universitet og den naturlige fødekæde af fremtidens forskere:

“Vi er heldige med at kunne plukke de bedste ph.d.- og specialestuderende fra hver årgang, fordi der ikke er mange virksomheder i Nordjylland, der kan diske op med så spændende projekter.”

Men hun husker også følelsen af at skulle tigge og bede om muligheden for at forske i Aalborg:

“Det betyder, at vi mister ufatteligt meget potentiale, som bare bliver transporteret til København, fordi der er flere muligheder. Det er vi simpelthen nødt til at skabe her.”

Aktuelt er der tre ph.d.'er og fem specialestuderende i Neurometa Therapeutics. “Det er studerende, der kan skubbes til det ekstraordinære, men det er også virkelig vigtigt for mig, at vi får holdt fri, og at de kommer ud på den anden side både dygtigere, stærkere og mere bevidste om egne grænser,” siger Steinunn Sara Helgudóttir. Foto: Caroline Bundgaard

Som med meget andet i Steinunn Sara Helgudóttirs karriere taler hun ikke bare om det. Hun handler.

For godt nok kniber hun sig i armen over arkitekturen og faciliteterne i den nye fakultetsbygning AAU SUND, hvor Neurometa Therapeutics i dag holder til.

“Men de gamle biomedicin-lokaler, hvor jeg lavede min ph.d., står jo bare tomme nu. Fuldstændig klar med nye laboratorier,” siger hun med et listigt smil.

Med initiativtager Frederik Teilfeldt Hansen i spidsen er hun og en række ildsjæle derfor gået sammen om at købe bygningen og skabe BioHubNorth.

Et ambitiøst projekt, der fra næste år vil give biotech-startups adgang til laboratorier, mentorer og et fællesskab, som fostrer innovation.

Vi mister ufatteligt meget potentiale, som bare bliver transporteret til København, fordi der er flere muligheder.
Sara Steinunn Helgudóttir, co-founder og CSO i Neurometa Therapeutics

“De unge skal selvfølgelig være lige her,” siger Steinunn Sara Helgudóttir, der stadig er mere optaget af mennesker end økonomi.

Men hun drister sig alligevel til at fremhæve mere end de behandlingsmuligheder, som fremtidens forskere forhåbentlig skaber.

Det giver også arbejdspladser og vækst i Nordjylland, når nye biotech-virksomheder spirer her:

“Det er jo sjældent 10, 30 eller 40 millioner kroner, de virksomheder bliver vurderet til. Det kan ret hurtigt være flere hundrede millioner.”