Linda ville ikke stille op til dette interview – indtil hendes medarbejder protesterede

Hun taler for meget. Griner for gennemtrængende. Hopper ligefrem, når hun bliver begejstret.

Hun er også kvinde. Ung. Og med træk, der synes eksotiske for den gennemsnitlige dansker.

Kort sagt “alt dét, en forskningsleder ikke normalt er.”

Ordene er ikke mine, men Linda Nhu Laursens egne. 

Det er nemlig lykkedes mig at lande et anderledes personligt interview med den 42-årige forskningsleder fra AAU Design Lab.

Jeg spurgte hende første gang tilbage i juni. Lavede en charmeoffensiv lige efter sommerferien. 

Men først nu, en tidlig morgen sidst i september, går hun mig i møde på Aalborg Universitets orange trapper. Storsmilende, allerede før hun får øje på mig blandt de mange studerende.

“Jeg troede ikke, vi skulle tage billeder i dag,” siger Linda Nhu Laursen ved synet af mit kamera.

Smilet er stadig intakt, mens hun retter lidt på sit løse hår.

“Jeg plejer egentlig at sætte det op.”

Håret skal passe til det mørke jakkesæt og rullekraven, der efterhånden er blevet hendes uniform.

“Så er det nemmere at trænge igennem med et fagligt budskab,” siger hun uden skyggen af bebrejdelse i den energiske stemme.

Det er længe siden, Linda Nhu Laursen har affundet sig med sin konservative branche og den kasse, hun helst skal passe ind i som leder.

Men hun vil nødigt se sine medarbejdere og ph.d.-studerende føle trang til at gøre det samme. Eller risikere at miste dem til andre brancher.

Selvom forskningslederen egentlig havde besluttet sig for at afslå interviewet med Vigeur, var det netop en medarbejders kærlige protest, som fik hende til at skifte mening:

“Hvis det ikke skulle være dig, der viser, at der er mange måder at være leder på, hvem skulle så?” spurgte den kvindelige medarbejder og lod spørgsmålet hænge luften.

For en gangs skyld havde Linda Nhu Laursen ikke noget godt svar.

Bag den lukkede dør på sit eget kontor bærer hun sine følelser uden på rullekraven. Uanset hvilken retning de stikker i.

Linda Nhu Laursen bliver rørt, når hun viser mig hilsner fra medarbejdere, der oplever et anerkendende og mangfoldigt forskningsmiljø under hendes ledelse.

Og hun næsten hopper i stolen, når hun fortæller om tilslutningen til det forskningsprojekt, der skal hjælpe nordjyske virksomheder med at udvikle produkter af deres restmaterialer. 500 virksomheder er med lige nu.

Set fra min stol er Linda Nhu Laursen en bragende succes, der med sin energi og faglighed formår at få andre med på sin mission. Selv affald bliver pludselig spændende.

“Men jeg føler ikke, jeg har opnået succes på grund af min person. Snarere på trods af min person,” siger hun. Stadig uden at bebrejde nogen.

Universitetsverdenen har ry for at være hård, kompetitiv og mandsdomineret. Men Linda Nhu Laursen har været heldig at møde sin egen leder, Christian, der har givet hende plads til at være den forskningsleder, hun gerne vil være.

Alligevel var det ikke uden skepsis, hun gav afkald på den frihed, der ligger i at være menig forsker.

“Hvilken kasse vil du nu putte mig ind i?” tænkte hun instinktivt om sin forfremmelse i 2022.

 “Men jeg har lært, at det er vigtigt at adskille aktiviteten fra rollen.”

Som Christian i sin tid sagde, lavede hun allerede aktiviteterne. Hun var en lederskikkelse, der evnede at anerkende sine kollegaer og skabe en teamkultur blandt individualister. Nu skulle hun også bare have stemplet på sig.

Et stempel, der ellers sjældent klæber til en kvinde som Linda.

På samme måde insisterer Linda Nhu Laursen på at give sine medarbejdere og ph.d.-studerende plads til at være sig selv på AAU Design Lab.

“De skal ikke parkere deres personlighed uden for døren,” siger hun, selvom det kan lyde åbenlyst på arbejdsmarkedet anno 2024.

Men som Linda Nhu Laursen minder mig om, forbinder vi sjældent forskere med andet end deres faglighed. Og det er ikke uden omkostninger at stikke næsen frem.

I den grelle ende mener hun, det kan ødelægge en forskerkarriere at stille sig frem som menneske.

I den milde ende har hun oplevet at blive kaldt “SoMe-dronningen,” når hun begejstret beretter om egne oplevelser, dygtige kollegaer eller succesfulde samarbejder fra sin personlige LinkedIn-profil.

Det er altid i en drillende tone, der alligevel gnaver lidt.

 “Det er måske også lidt sigende, at mine opslag bliver set allermest af universitetsprofiler. Men det er sjældent universitetsprofiler, der liker,” siger forskningslederen, der alligevel har truffet en beslutning om at fortsætte på sin egen facon.

Fordi det rykker noget for de forskningsprojekter, hun brænder for at lave. Og fordi det betyder noget for de medarbejdere, der skal sikre, at de lykkes.

“Jeg synes, jeg lærer lige så meget af dem. Den nye generation er vanvittig modig, men jeg tror ikke, vi kan holde på dem, hvis ikke vi viser, at der er plads til at være hele mennesker på arbejdspladsen.”

Hele mennesker, der spiller rollespil, går komfortabelt klædt eller smiler så meget på professionelle videooptagelser, at man som Linda Nhu Laursen kan blive bedt om at skrue lidt ned.

Ville det ikke være nemmere at gå ud i det private erhvervsliv, hvor den energi måske bliver mere værdsat?  kan jeg ikke lade være med at spørge.

“Nemmere, jo. Men jeg synes, det vil være et tab at miste alle, der ikke passer ind i den samme kasse. Og så synes jeg, det er fantastisk at være med til at rykke noget for 500 virksomheder fremfor én.”

“Jeg elsker virkelig bare mit arbejde,” siger hun med ét af de smil, der kravler fra øre til øre.

Og akut giver mig lyst til at høre mere.