Produktivitet

Energihandel og industri for milliarder: Her er Aalborgs mest indbringende virksomheder

Der er masser af millioner i aalborgensisk industri og energihandel. Det viser oversigten over de største overskud blandt virksomheder placeret i Aalborg Kommune.

Udadtil er det ydmyge rammer, men bag facaden er der milliarder på bundlinjen hos tradingselskabet Centrica i Aalborg. Arkivfoto Lars Pauli

Listen er rettet til, da virksomheder som Spar Nord Bank A/S og Aalborg Portland A/S ikke fremgik af den oprindelige udtrækning fra Det Centrale Virksomhedsregister.

Der tjenes mange millioner og milliarder i Aalborg. Det står klart, når listen over de mest indbringende virksomheder i landsdelens mest indbyggerrige kommune sættes op.

På førstepladsen er det milliarder, som tælles på bundlinjen. Her er nemlig tale om en af Aalborgs mest velkendte virksomheder, når det kommer til økonomisk succes.

Centrica Energy Trading har engang været en kommunalt ejet virksomhed. En privat investorgruppe købte dog Nordjysk Elhandel, som det dengang hed, og gjorde det til Neas Energy. Få år senere blev det danske selskab solgt til britiske Centrica, hvoraf det nuværende virksomhedsnavn kommer.

Sådan har vi gjort

Oplysningerne i denne artikel stammer fra Det Centrale Virksomhedsregister (CVR). Listen er trukket ud fra postnumre samt årsresultat efter skat.

Det er ikke muligt at trække virksomhedslisterne på baggrund af eksempelvis bruttoresultat eller omsætning.

Holdingselskaber er filtreret fra.

Briterne har købt en særdeles velkørende virksomhed. Overskuddet fra 2023-regnskabet på knap 2,7 milliarder kroner var nemlig en markant tilbagegang fra 2022, hvor bundlinjen lå på knap 4,7 milliarder kroner.

Ingen er altså i nærheden af energihandelsvirksomheden med den anonyme bygning på Skelagervej, og der er langt ned til næststørste overskud på listen, som befinder sig inden for en helt anden branche.

Her er tale om Dansk Cater A/S, som er moderselskab for en lang række virksomheder - herunder AB Catering og BC Catering i en række forskellige danske byer. Knap 353 millioner kroner lød overskuddet på i seneste regnskabsår for virksomheden, som er en del af Euro Cater-koncernen. 

Koncernen har sin spæde begyndelse tilbage i 1958 som Færdigfrys i Skalborg, der blev stiftet af Robert W. Sørensen. I dag er der en bred ejerkreds bag Euro Cater - heriblandt Kirkbi Invest, som er Lego-familiens investeringsselskab.

Overskuddet skyldes ifølge ledelsesberetningen et højt aktivitetsniveau hos kunderne. Dertil regner man med et markant højere resultat i 2023/24-regnskabet. En ændring i koncernens kapitalstruktur og avancen fra salg af et ejendomsselskab betyder, at man forventer at sende overskuddet op omkring 800 millioner kroner efter skat.

Euro Cater og Dansk Cater har hovedkontor i Svenstrup. Førstnævnte er filtreret fra på den udtrukne liste, men her ender overskuddet faktisk på mere end 3,5 milliarder kroner i samme periode, hvilket ville være kommunens største overskud på tværs af alle slags virksomheder - inkluderet holdingselskaber.

Foruden Dansk Cater er Svensk Cater en del heraf.

Et teknisk overskud

Tagkoncernen BMI Group Danmark ApS har hovedkontor i Nørresundby, hvorfra den danske produktion og administration styres, mens den globale koncern er britisk ejet. Derfor lander overskuddet på 326 millioner kroner i Danmark inden for Aalborg Kommune.

Det nordjyske og danske præg kommer fra virksomheden Icopal, som i 2007 kom på udenlandske hænder. Senere blev producenten af tagmaterialer solgt igen og lagt sammen med en anden producent internt i BMI Group.

Ifølge regnskabet for BMI Group Danmark har der været et markant fald på omsætningen på 31,7 procent grundet et nedadgående byggemarked foruden prisstigninger på en række områder. Dermed skyldes det øgede overskud en tilbageførsel af tidligere års nedskrivning på finansielle anlægsaktiver. 

På den post ligger 305 millioner kroner - altså langt det meste af det regnskabsmæssige overskud. Nedskrivningen handler konkret om investeringen i virksomheden BMI Produkcja Polska, som er det polske datterselskab. 

I samme stil som BMI Group Denmark er det også et aalborgensisk baseret hovedkontor, som placerer næste regnskab på denne liste. Her er nemlig tale om vindues- og dørkoncernen Inwido Denmark A/S, som er en af Europas største. Overskuddet på 288 millioner kroner kommer altså på baggrund af en række producenter inden for selvsamme branche.

Inwido råder over Outline Vinduer, KPK Døre og Vinduer, Forvin Vinduer og Døre, Outrup Vinduer & Døre samt Bøjsø Døre & Vinduer.

Dernæst kommer endnu en energihandelsvirksomhed. Yggdrasil Commodities ramte nemlig 279 millioner kroner på bundlinjen i seneste regnskabsår. Overskuddet er det bedste nogensinde for Yggdrasil, som løbende har hævet tallet på bundlinjen siden starten i 2019.

Yggdrasil Commodities har primært baseret forretningen på datadrevet og automatiseret trading.

Billigere kartofler giver større plus

50 millioner lavere end vindueskoncernen ligger AKV AmbA på 238 millioner kroner. Her er tale om kartoffelmelsfabrikken AKV. Omkring 200 danske kartoffelavlere er medejere af fabrikken, som ligger uden for Langholt i Vendsyssel.

Foruden kartoffelmel producerer og sælger fabrikken også kartoffelprotein, læggekartofler og andre biprodukter af produktionen. 

Hos AKV Langholt ryger der masser af kartofler gennem maskineriet. Arkivfoto: Henrik Bo

Resultatet efter skat er steget fra 147 millioner kroner til 238 millioner kroner. En af faktorerne er, at afregninger for kartofler ved levering er en halv krone lavere per kilogram stivelse, hvilket har sænket den samlede råvareomkostning med 34 millioner kroner. 

Dertil er salgspriserne stigende, hvilket bidrager til virksomhedens højeste omsætning nogensinde - nemlig 799 millioner kroner for regnskabet, der går fra 1. maj 2023 til 30. april 2024.

Dernæst kommer Alfa Laval Aalborg, som har hjemme på Gasværksvej i Aalborg. Med et gennemsnit på 380 fuldtidsansatte i seneste regnskabsår landede overskuddet efter skat på 208 millioner kroner for den svenskejede virksomhed.

Alfa Laval udarbejder produkter inden for varmeoverførsel og -seperation samt væskehåndtering. Virksomheden gik tidligere under navnet Aalborg Industries, inden svenske Alfa Laval opkøbte den lokale industrivirksomhed tilbage i 2010. Prisen var på omkring 4,2 milliarder danske kroner.

Sidenhen er den lokale produktion i Aalborg lukket ned.

Fusioneret kæmpe lykkes

Den resterende del af listen ligger med overskud mellem 100 og 200 millioner kroner. Pumpeproducenten fra Nørresundby, Desmi, ligger på 167 millioner kroner. Desmi A/S er moderselskab for flere driftsvirksomheder - heriblandt Desmi Pumping Technology, som alene står for et overskud på 102 millioner kroner.

Dernæst kommer kontorgiganten Daarbak Group, der er en sammenlægning af Daarbak Design samt i forvejen fusionerede Redoffice Scan Office. Topchefen fra sidstnævnte virksomhed, Finn Viggo Nielsen, står i spidsen for Daarbak Group, og hans familie ejer ligeledes majoriteten af virksomheden.

Det primære fokus er kontorforsyning i form af møbler og kontorartikler. Det gav et overskud efter skat på 120,5 millioner kroner. 

Sidst på listen kommer endnu en tradingvirksomhed. Her er tale om Norlys Energy Trading A/S, som er ejet af Norlys samt Eurowind Energy og havde 102 millioner kroner på bundlinjen efter skat.