Kultur frem for alt: Sådan håndterer CompanYoung endnu et opkøb
Konsulentvirksomheden har fået en række nye kollegaer efter opkøbet af Bruun & Partnere. Det sætter gang i en klar plan for at integrere en ny gruppe medarbejdere, og den er efterhånden ret udførlig.
Mandag kunne Aalborg-baserede CompanYoung annoncere, at man havde opkøbt Bruun & Partnere, som er et københavnsk konsulenthus. Dermed skal den nordjyske konsulentvirksomhed igen integrere en anden virksomhed og arbejdskultur, som man efterhånden har markant erfaring med efter flere opkøb.
"Man bliver dygtigere og dygtigere hver gang," fortæller administrerende direktør og medstifter af CompanYoung, Kevin Rebsdorf.
"Vi er også blevet ret strukturerede omkring det og har en plan for en såkaldt "PMI" - altså post merger integration. Der har vi en ret lang liste, som går på, hvad vi rent personalemæssigt kan gøre for at få nye folk ind i kulturen," fortæller han.
Fra København til Aalborg
I den konkrete integration havde CompanYoung samt Bruun & Partnere et fælles fokus. Begge virksomheder arbejder nemlig med at skabe forbindelse mellem unge og virksomheder samt uddannelsesinstitutioner, hvor Bruun & Partnere i særdeleshed har specialiseret sig i fysiske projekter såsom events.
Derfor var det sociale aspekt et primært fokus for at indlemme de nye kollegaer i København, da virksomhederne i forvejen havde en fælles forståelse.
"Én af de første ting, som vi gjorde, var at få hele holdet til Aalborg og med på vores årlige sommertur. På den måde møder de deres kolleger på en mere social måde. Vi går ekstremt meget op i at mødes socialt, så vores eksisterende medarbejdere og dem, der træder ind, føler et kollegaskab og et socialt sammenhold. Det er 100 gange lettere at præstere, når medarbejderne er glade og tilknyttede. Præstationerne kommer nærmest automatisk på den måde," siger Kevin Rebsdorf.
CompanYoung slog først og fremmest deres eksisterende kontor i København sammen med Bruun & Partnere. Men de nye kollegaer blev også fløjet til Aalborg kort efter den interne offentliggørelse af opkøbet.
"Vi kan godt finde på at tvinge dem lidt til den sociale del. Særligt, når nordjyder køber en københavnsk virksomhed, kan der være længere fra København til Aalborg end omvendt. Der bruger vi en del krudt på at få dem afsted og få dem til at deltage i alt det sociale, som vi afholder. Derudover bruger jeg personligt meget krudt på at fortælle, hvorfor vi er her, og hvad vi er sat i verden for," lyder det fra direktøren.
Kulturen skal mærkes
Kevin Rebsdorf lægger altså markant vægt på at indlemme nye kollegaer ind i den eksisterende kultur, som i høj grad er baseret på sociale arrangementer og fællesskaber.
"Først og fremmest prioriterer vi det sociale, så folk bliver gode kollegaer og føler sig som en del af sammenholdet. Så er man langt. Det nemmeste er at køre folk videre i deres eget satellithold, som kobles på, men vi prøver at splitte dem op, så de integreres i de eksisterende teams," siger han og tilføjer:
"Jeg kan præsentere en masse slides og sige mange flotte ord, men de mærker først kulturen, når de bliver en del af den og ser, hvordan vi klarer tingene. Det skal helst ske, uden vi gør det helt store. Vi rider på ryggen af mange års hårdt arbejde med kulturen, og det sker gennem de gode folk, som vi i forvejen har."
Sidst - men ikke mindst - har én central regel i den nordjyske konsulentvirksomhed gjort det nemt at indlemme nye folk i den eksisterende kultur. Det er nemlig "no-assholes-reglen", som Kevin Rebsdorf kalder den.
"Vi vil ikke have røvhuller ansat i CompanYoung, og det gør, at man møder søde og rare mennesker her. De er oven i købet også dygtige. Det gør det nemt at byde folk velkommen og integrere dem," lyder det afsluttende fra ham.
CompanYoung købte virksomheden Endura i 2021 og fulgte i 2022 op med et opkøb af Elevaid.