Kevin har skåret i ydelserne: “Vi skal spørge os selv, hvor vi rent faktisk er verdensmestre”
Direktøren fra CompanYoung reflekterer over et år, hvor forretningen er blevet fokuseret og medarbejderne færre. “Vi forventer det bedste år på bundlinjen i virksomhedens historie,” siger Kevin Rebsdorf.
Over påsken spørger Vigeur en række nordjyske beslutningstagere, hvad der optager dem mest lige nu, og hvilke forventninger de har til regnskabsåret 2024.
I dag skal du møde Kevin Rebsdorf, der er 35 år og medstifter og direktør i konsulentvirksomheden CompanYoung.
Hvilken arbejdsopgave optager dig mest lige nu?
“Jeg er især optaget af, at vi bliver organiseret helt rigtigt.
Fordi vi er vokset ret markant igennem ret mange år, har vi brugt det sidste års tid på at fokusere vores forretning. Vi skal spørge os selv, hvor vi rent faktisk er verdensmestre – og så skære andre ydelser fra, som tager vores mentale båndbredde. Og det har vi gjort.
For eksempel var vi begyndt at drive nogle it-systemer for nogle af vores kunder. Det gav egentlig god mening, men det krævede også nogle helt andre kompetencer hos os.
Der har vi konkluderet, at der er andre derude, som er dygtigere end os. Så det har vi valgt at gå helt ud af sammen med business intelligence og custom it-løsninger.
Det betyder, at vi i CompanYoung er gået fra at have 15 forskellige roller til at have 4-5 roller.”
Vi skal spørge os selv, hvor vi rent faktisk er verdensmestre – og så skære andre ydelser fra, som tager vores mentale båndbredde.
Hvad er den største udfordring i jeres branche?
“Hvis vi definerer os som konsulentbranchen, er det korte svar skalering.
Én ting er at drive en konsulentvirksomhed som vores, når du er 10, 15 eller de magiske 20 mand. Men når du pludselig når en kritisk masse, stiller det helt nye krav til, at du for eksempel har en central HR-funktion og en større økonomifunktion.
Vi synes, vi har fundet den rigtige balance, så vi i dag er 43 fuldtidsmedarbejdere i CompanYoung. Men vi er også blevet færre det seneste år.”
Hvilke forventninger har I til regnskabsåret 2024?
“Vi forventer det bedste år på bundlinjen i virksomhedens historie.
Til gengæld forventer vi ikke at vokse vildt mange procenter på toppen, fordi vi har fokuseret vores forretning.
Jeg kunne godt have ønsket, at vi havde lukket nogle af vores aktiviteter hurtigere. Men i 2023 laver vi 3,2 millioner på bunden før skat.”
Hvilke fordele ser du ved at drive virksomhed i Nordjylland?
“Infrastrukturen med Aalborg Lufthavn er en kæmpe fordel, fordi vi så let kan komme ud i verden.
Samtidig betyder det virkelig meget, at vi har Aalborg Universitet og UCN lige baghaven, som sprøjter sindssygt mange dygtige talenter ud hvert eneste år.
Og så er det måske den største fordel, hvor relativt tæt vi er på væsentlige beslutningstagere. Både politisk og i erhvervsfremmende organisationer.
Det gælder sikkert mange steder uden for de helt store byer. Men jeg synes, det er en stor forskel at kunne række ud til nogen, der rent faktisk kan rykke nålen på nogle ting.
Jeg sidder selv i DI Aalborgs bestyrelse og oplever, hvor stor lydhørhed, der er, når vi har en mærkesag på vegne af virksomhederne.
Jeg synes, det er en stor forskel at kunne række ud til nogen, der rent faktisk kan rykke nålen på nogle ting.
Lige nu har vi også gang i et stort projektsamarbejde mellem arbejdsgiver, arbejdstager, uddannelsesinstitutioner og kommunen, der handler om, hvordan du som ung vælger rigtigt og kommer godt igennem uddannelsen. Også i forhold til at få flere til at vælge erhvervsuddannelser.
Og jeg er igen imponeret over, hvor stor villighed der er til at hjælpe hinanden og byen. Der er bare en kæmpestor vilje til at få tingene til at ske i Aalborg.”