Mette Svanbergs aha-oplevelse: “Selvom vi er små, kan vi godt spille sammen med de store”
Teentusiasten fra Svenstrup har formået at få et samarbejde op at stå med én af branchens mastodonter. Og forventer nu at fordoble indtjeningen.
Over sommeren spørger Vigeur en række nordjyske beslutningstagere, hvad der optager dem mest lige nu, og hvilke forventninger de har til årets sidste halvdel.
I dag skal du møde Mette Svanberg, der er partner i Kimber Foods.
Mette Svanberg og Esben Nielsen stiftede Kimber Foods i 2018.
Virksomheden sælger nøddesnacks og te til især virksomheder, eventsteder og hoteller.
De har kontor i Svenstrup syd for Aalborg.
Hvad har optaget dig mest i første halvår af 2024?
“Vi er jo kun to fuldtidsansatte, så kundearbejdet og især B2B-salg fylder altid rigtig meget.
Her skal vi blive mere gennemsigtige i forhold til vores værdikæde. Og blive dygtigere til at dele den information med kunderne i vores markedsføring.
Derfor er det nok også min rejse til Malaysia og Japan, der har gjort størst indtryk på mig i år.
At komme helt tæt på vores produktion og se, hvordan vores te bliver dyrket og plukket.
Jeg har været i Malaysia før, hvor det typisk er hårdt arbejde, fordi der er varmt og mange skråninger.
Men det var en øjenåbner at opleve produktionen i Japan, hvor det er overdækket og relativt flade marker. Og ikke mindst at møde de ældre kvinder, som plukker teen, og at opleve hele deres kultur omkring det.
Det får kun teen til at smage bedre for mig. Og motiverer mig endnu mere til at gå ud og sælge den.”
Vi forventer at gøre det næsten dobbelt så godt som sidste år.
Hvad har været din største ahaoplevelse i år?
“Det har været min rejse til Japan eller vores samarbejde med Dansk Cater, som er kommet op at stå i år. Med AB Catering og BC Catering.
I starten kunne vi godt bekymre os lidt om, hvordan vores lille firma skulle arbejde sammen med sådan en mastodont. Men det har været supergodt.
De er engagerede og hjælper os med alle vores spørgsmål. Så det har været fedt at opleve, at selvom vi er små, kan vi godt spille sammen med de store.
Vi kan ikke bare læne os tilbage og vente på, at de rigtige samarbejdspartnere kommer til os. Så bliver vi ikke til noget.
Vi har også selv presset på for at få det her samarbejde op at stå. Selvom du kan mærke, at der er en interesse, er du nødt til at være vedholdende, så du er der, når de er klar til at tage nye varer ind.
Det har været vigtigt for os at gøre det hårde arbejde, så vi nu kan gå ud at sige til kunderne, at de nemt kan købe vores produkter via det her cateringfirma.
Vi kan ikke bare læne os tilbage og vente på, at de rigtige samarbejdspartnere kommer til os. Så bliver vi ikke til noget.”
Hvilke forventninger har I til indeværende regnskabsår?
“Vi forventer at gøre det næsten dobbelt så godt som sidste år. Og der gjorde vi det egentlig rimelig godt med lige godt to millioner før skat.
Det er klart vores nøddesnacks, der giver det største bidrag til indtjeningen.
Men vi oplever generelt, at folk er glade for vores produkter, så snart de får mulighed for at se og smage på dem.
Derfor sender vi rigtig mange prøver ud, og det har vi også råd til, når vi ikke behøver starte bilen for at lave salg.
Så den model skal vi helt sikkert fortsætte med.”
Hvad bliver din største arbejdsopgave i sidste halvdel af 2024?
“Vi er lige startet på ESG-rapportering, selvom det ikke er et krav for Kimber Foods.
Vi er en lille virksomhed, men vi har jo store kunder, som vi skal gøre os spilbare overfor.
Så det får vi hjælp til at komme i gang med nu.
Vi er en lille virksomhed, men vi har jo store kunder, som vi skal gøre os spilbare overfor.
En konkret hurdle, jeg også skal arbejde med, er vores emballage.
Vi er jo en fødevarevirksomhed, og vores emballage har en folie, som gør, at emballagen ikke kan smides i plastgenbrug.
Man kan godt lave emballagen i ren plast, men det giver en mindre holdbarhed og risiko for større madsvind. Så det er helt klart noget, vi skal arbejde med det næste halve års tid.
Udviklingen sker ikke af sig selv, fordi Malaysia står et helt andet sted end Danmark. Men når vi kommer med spørgsmål og krav, oplever vi, at de rigtig gerne vil imødekomme os.
Så siger de, at emballagen ikke bliver lige så shiny. Men den må jo gerne være mat. Så længe det er ren plastik, så vi kan genanvende det.”