Produktivitet

Nichlas havde lige stået i virksomhedens største krise: Nu har han skabt Danmarks næste klassiker

I snart ti år har Nichlas Bjørn Jøker opbygget sin virksomhed NICHBA. Så tikkede en afgørende mail ind fra DR.

Nichlas Bjørn Jøker driver designvirksomheden NICHBA med sin kompagnon Christoffer Sakstrup. Screenshot: Monday Production/DR

Nichlas Bjørn Jøker har vundet tv-programmet Danmarks næste klassiker. I den anledning genudgives denne artikel fra 6. maj 2024:

Da hans telefon vibrerede midt i sommerferien sidste år, måtte Nichlas Bjørn Jøker knibe øjnene sammen en ekstra gang.

I emnefeltet på den mail, der var tikket ind, stod der Danmarks næste klassiker på DR1.

“Så begyndte jeg allerede at ryste lidt,” siger nordjyden, der ikke selv havde sendt en ansøgning til det populære tv-program. Og egentlig ikke bryder sig om rampelyset.

Men når den nye sæson har premiere i dag, er det med Nichlas Bjørn Jøker som én af de fem møbeldesignere, der kæmper om at skabe Danmarks næste klassiker.

Her fortæller han ærligt, hvorfor programmet er kommet på et helt afgørende tidspunkt for designvirksomheden NICHBA. Og hvordan han vil bruge sin deltagelse til at vækste.

Om Nichlas Bjørn Jøker og NICHBA

32 år og bosat i Nørresundby.

Er udlært rustfast klejnsmed, efter en skade satte en stopper for hans spæde ishockeykarriere.

Nichlas Bjørn Jøker har siden læst til produktionsteknolog på UCN og begyndte under sit studie at arbejde på sin designvirksomhed NICHBA.

De seneste otte år har han drevet virksomheden med sin kompagnon Christoffer Sakstrup, der tidligere var salgsansvarlig for By Lassen i Tyskland.

Nichlas Bjørn Jøker er produktdesigner, og Christoffer Sakstrup er salgsansvarlig. De har desuden to medarbejdere.

Hvordan har du opbygget din virksomhed indtil nu?

“Jeg startede NICHBA under min studietid for snart ti år siden. Det var i det helt små, hvor jeg solgte mine møbler på min egen lille webshop.

Tilfældigvis mødte jeg så min gamle hockeykommerat Christoffer Sakstrup, der havde uddannet sig til møbelsælger og var salgsansvarlig for By Lassen i Tyskland. Dem med Kubus-lysestagen.

Han syntes, det var en skam, at jeg ikke gjorde mere ud af salget af mine møbler – og ville gerne hjælpe.

En sommeraften skrev han til mig, om jeg kunne forestille mig at drive virksomheden sammen, så jeg kunne designe, og han kunne stå for salget.

Jeg havde ikke opbygget NICHBA, som man ville gøre med en rigtig møbelforretning, der skal have forhandlere – med varenumre, prisstrukturer og markedsføringsmaterialer.
Nichlas Bjørn Jøker, produktdesigner og medstifter hos NICHBA

Først syntes jeg, det var lidt frækt, at han ville ind og være en del af alt det, jeg havde bygget op – men det var jo, fordi han også kunne se potentialet.

Så Christopher opsagde sit velbetalte job i Tyskland, og vi startede forfra med et nyt cvr-nummer og en ny opbygning af virksomheden.

Jeg havde ikke opbygget NICHBA, som man ville gøre med en rigtig møbelforretning, der skal have forhandlere – med varenumre, prisstrukturer og markedsføringsmaterialer.

Så vi startede helt fra scratch dér for otte år siden.”

Nichlas Bjørn Jøker og Christoffer Sakstrup mødte hinanden som unge, talentfulde ishockeyspillere. De mistede kontakten, men da de mødtes igen som voksne, var de blevet henholdsvis møbeldesigner og møbelsælger. I dag driver de NICHBA sammen. Pressefoto

Hvordan er det gået økonomisk i NICHBA?

“Vi har været på en vildt spændende vækstrejse, men vi har også lidt ekstremt meget under det uforudsigelige marked, vi har haft de sidste år.

Især efter corona, hvor en virksomhed som vores blev kunstigt opblæst – fordi folk sad derhjemme og kun kunne koncentrere sig om, hvad de kunne udskifte for at gøre hjemmet mere hyggeligt.

Det mærkede vi rigtig, rigtig positivt. Og vi havde gang i nogle store gennembrud med projekter hos Hilton og Radisson, som gjorde, at andre arkitekter pludselig turde specificere vores produkter.

Men siden har vi jo alle sammen mærket inflationen og uforudsigelige renter, der har sat en stopper for meget udvikling og rigtig meget af dét, der er nice to have

Derfor har vi som virksomhed også været nødt til at omstille os og er blandt andet gået fra ni til fire mennesker.

Ligesom mange andre møbelvirksomheder har vi købt ind med forhåbningen om, at væksten skulle fortsætte, så i dag har vi bundet rigtig meget af vores likviditet på lageret.
Nichlas Bjørn Jøker, produktdesigner og medstifter hos NICHBA

Til gengæld har det været rigtig sundt at komme op i helikopteren og kigge på, hvordan vi skal drive designvirksomhed under de reelle vilkår.

Ligesom mange andre møbelvirksomheder har vi købt ind med forhåbningen om, at væksten skulle fortsætte, så i dag har vi bundet rigtig meget af vores likviditet på lageret.

Det lægger selvfølgelig en dæmper på, hvor store sats vi tør lave i vores markedsføring og investeringer. Og for eksempel tager vi ikke lige på fem messer om året i Europa. Så nøjes vi med to og håber, vi har valgt de rigtige.

Men fordi vi solgte så godt, har vi ro i maven over, at det ikke er vores produkter, den er gal med. Det er simpelthen markedet, der stadig er inde i en turbulent tid, hvor folk holder på pengene.”

Fem designere medvirker i Danmarks næste klassiker, der nu har fundet sin vinder af femte sæson. Nichlas Bjørn Jøker (nr. to fra højre) er nordjyde og designer møbler under navnet NICHBA. Pressefoto: Nicolai Skov/DR

Hvordan er du endt som én af de fem møbeldesignere i Danmarks næste klassiker?

“Ja, det krævede ikke meget betænkningstid.

Vi havde lige stået i virksomhedens største krise, og så tiggede der en mail ind fra en caster, hvor der i emnefeltet stod Danmarks næste klassiker på DR1.

Så begyndte jeg allerede at ryste lidt, for selvom jeg ikke havde sendt en ansøgning til programmet, kunne jeg jo godt regne ud, hvad det kunne handle om.

Og sådan synes jeg faktisk ofte, det er for iværksættere. Når man er allerdybest nede, kommer der en sprække med sol – og så kan man lige pludselig se hele verden igen.

Sådan synes jeg ofte, det er for iværksættere. Når man er allerdybest nede, kommer der en sprække med sol.
Nichlas Bjørn Jøker, produktdesigner og medstifter hos NICHBA

Casteren var åbenbart blevet anbefalet at række ud til mig. Og selvom jeg egentlig ikke bryder mig om rampelyset, var jeg jo vildt smigret over det, fordi der er så mange dygtige designere i Danmark.

Så startede en lang castingproces, der i høj grad handlede om at sikre, at jeg var bygget af det rette stof til at deltage i så intenst et program.

Og at jeg havde den rigtige opbakning fra baglandet og min forretningspartner, når jeg i op til 20 uger skulle bruge stort set al min tid på – forhåbentlig – at designe Danmarks næste klassiker.

Hver tredje uge var jeg i København, hvor dommerne og værten præsenterede os for det type møbel, vi skulle designe. Og så kørte jeg hjem til Nørresundby igen for at bruge tre uger på det.

Det har været vanvittigt intenst, men også en fed oplevelse, som vi skal ride videre på nu.”

I DR-programmet er det Nichlas Bjørn Jøker som person, der bliver eksponeret. Derfor arbejder han på at blive mere synonym med NICHBA i fremtiden – selvom han stadig ikke bryder sig om rampelyset. Screenshot: Monday Production/DR

Hvordan vil du bruge din deltagelse i tv-programmet til at vækste NICHBA?

“Vi har ikke fået en krone for at deltage. Og argumentet fra DR er selvfølgelig, at vi får en eksponering vi aldrig ville kunne betale os fra på det her stadie i vores karriere.

Det har de jo fuldstændig ret i.

Målgruppen på den anden side af skærmen er lige præcis dem, vi gerne vil præsentere NICHBA for.

Men udfordringen er, at det her ikke er et kommercielt program som Løvens Hule, hvor præmissen er, at man fortæller om sit brand, og hvad man laver. 

Her er det snarere mig som person, der bliver eksponeret, og derfor arbejder vi på, hvordan vi kan få mig til at være synonym med NICHBA i fremtiden.

Jeg er stadig ikke vild med rampelyset, men man vil sandsynligvis se lidt mere af mig i vores markedsføring i fremtiden.

På grund af vores historie er vi også meget bevidste om, at interessen vil finde et naturligt leje på et tidspunkt.
Nichlas Bjørn Jøker, produktdesigner og medstifter hos NICHBA

Vi vil alliere os med dygtige mennesker og ride på den her bølge, så lang tid vi overhovedet kan.

Men på grund af vores historie er vi også meget bevidste om, at interessen for os vil finde et naturligt leje på et tidspunkt.

Det er forhåbentlig et par trin op, i forhold til hvor vi kom fra før programmet. Og så vil vi knokle videre derfra.”