Se top-10: Det kører for disse nordjyske bilforhandlere
Der kan være gode penge i at handle med biler. Der beviser en række nordjyske virksomheder i autobranchen.
Når det kommer til at tjene penge på biler, er en mindre by i Vendsyssel den absolutte hovedstad i Nordjylland.
Her ligger de to virksomheder i den nordjyske autobranche med de største overskud efter skat, viser en gennemgang af de seneste regnskaber.
Autotorvet.dk ApS indtager førstepladsen.
Autotorvet er landets største platform til at formidle salg af brugte biler.
Virksomheden udstiller bilerne i Vodskov og tjener altså penge på at skabe kontakt mellem henholdsvis køber og sælger.
På bundlinjen havde virksomheden i seneste offentliggjorte regnskabsår, som løb fra sommeren 2023 til sommeren 2024, et overskud på ikke mindre end 18,5 millioner kroner efter skat.
Oplysningerne i denne artikel stammer fra Det Centrale Virksomhedsregister (CVR). Listen er trukket ud fra branchekoder samt årsresultat efter skat.
Det kan dermed være en afgørende faktor, hvorvidt virksomhedsejerne har trukket penge ud som personaleomkostninger eller eksempelvis udbytte. Det er ikke muligt at trække virksomhedslisterne på baggrund af eksempelvis bruttoresultat eller omsætning.
I ejerkredsen er direktørerne Thomas Simonsen og Mads Gadensgaard Nielsen foruden stifterne Thomas Pedersen og Søren Fjorback. Indehaveren af Lindholm Biler i Nørresundby, Henrik Bollerslev ejer også en betragtelig del af Autotorvet. Søren Fjorback driver ligeledes Fjorback Automobiler, som beskæftiger sig med bilhandel.
Tidligere i år blev Autotorvet Syd ApS dannet. Under det navn er Autotorvets nye lokation i Fredericia, som slog dørene op i september.
På samme adresse som Autotorvet i Vodskov ligger endnu en succesfuld bilforhandler. Her er tale om TF Cars ApS, som ejes og drives af Thomas Fjorback. Virksomheden havde et overskud efter skat på 9,9 millioner kroner i regnskabsåret 2023.
Ifølge virksomhedens ledelsesberetning beskæftiger TF Cars sig med eksport af biler og heraf afgiftsrefusion.
Toyota-fusion er største forhandler
På tredjepladsen bevæger vi os væk fra Vodskov. I stedet går turen til Morsø, hvor MTH Biler A/S er registreret. Det er en mere traditionel bilforhandler, der her er tale om.
MTH er nemlig Toyota-forhandler i en række jyske byer - primært nordjyske - og sælger dertil brugte biler.
Virksomheden blev til i sin nuværende konstellation i 2018, da Søren Nielsen A/S - med afdelinger i Thisted og Nykøbing Mors - blev slået sammen med Toyota i Himmerland og Han Herred. Navnet MTH dækker altså over Mors, Thy, Han Herred og Himmerland.
MTH Biler A/S havde et årsresultat efter skat på 9,8 millioner kroner i seneste regnskabsår, der går forskudt frem til 30. september 2023. Det var en mindre tilbagegang fra 2021/22, hvor overskuddet landede på mere end 11 millioner kroner.
I seneste regnskabsår havde MTH Biler i gennemsnit 95 heltidsansatte medarbejdere.
Fra Skagen til Aalborg
I samme dur som TF Cars i Vodskov har Bileksport Danmark ApS succes med at sælge biler ud af landet.
Steffen Bang og Michael Winther Boserup, som står bag virksomheden, kunne således glæde sig over et overskud på 8,6 millioner kroner i seneste regnskabsår.
Virksomheden er registreret i Nørresundby, men Bileksport Danmark oplyser på egen hjemmeside en adresse i Køge.
Dernæst kommer Novabil A/S, som efter skat præsterede 7,2 millioner kroner på bundlinjen i seneste regnskab. Den vendsysselske bilkæde blev i år slået sammen med Toyota-kollegaen SDK Biler A/S, som med et overskud på 2,5 millioner kroner i seneste regnskabsår ikke fremgår på top-10.
Ole Kragh og Niels Pedersen overtog Novabil i 2002, mens Poul Kjærsgaard stod i spidsen for familievirksomheden SDK Biler som tredje generation. Novabil har afdelinger i Brønderslev, Frederikshavn, Hjørring og Skagen, mens SDK Biler bidrager med afdelinger i Nørresundby og Aalborg.
Efter fusionen går bilkæden under navnet SDK Biler, hvor Ole Kragh, Niels Pedersen og Poul Kjærsgaard ifølge en pressemeddelelse i fjor kommer til at indgå i et ligeligt ejerskab.
I laget fra fem millioner kroner og halvanden million kroner op fremgår en række nordjyske bilforhandlere på listen. Her er tale om Bilgården Hostrup fra Sulsted, Peugeot-forhandleren Erik Maibom i Aalborg, Ford-forhandleren Brdr. Hosbond, Hyundai-forhandleren Rørbæk Biler og slutteligt Kinnerup Autokommision fra den nordjyske autohovedstad, Vodskov, som formidler køb og salg af biler.