Drop stillingsopslag på engelsk og tal løn ved første samtale: 11 råd, der gør dig attraktiv blandt unge jobsøgere
De unge er ved at kaste op over upersonlige ansættelsesprocesser. Det mener Alexandra Krautwald. Derfor har hun samlet 11 punkter, der gør processen mere menneskelig og dermed tiltrækker de unge.
Det er sommer, og det betyder, at en masse unge nu er færdige og klar til at træde ind på arbejdsmarkedet.
Men mange vil måske opleve, at de er svære at tiltrække, når det kommer til at ansætte dem. De unge, der rammer arbejdsmarkedet for første gang, er nemlig af nogle andre strømninger end dem, der har hersket hidtil på arbejdsmarkedet.
Det slår Alexandra Krautwald fast. Hun har skrevet bogen “Unge generationer på arbejde”.
”De er vokset op i en verden, hvor alt har skullet være agilt og disruptivt. Deres forældre har haft utroligt travlt med at gøre karriere og bygge drømmehuset. Meget har handlet om at kunne fremvise nogle meget kapitalistiske præstationer, og alt er bare gået meget stærkt. De unge er på samme tid ved at brække sig og bukke under overfor den her kultur,” siger hun.
Udover presset fra den travle præstationskultur, er de også godt uddannet.
”De er ligesom vågnet op og har opdaget, at vi gider ikke mere præstationskultur. I stedet går de op i godt arbejdsmiljø, prioriterer privatlivet højere og tager deres værdier i forhold til for eksempel klima med sig. Når det kommer til at blive ansat i en virksomhed, så gider de ikke flere tomme løfter,” fortæller hun.
Hun mener derfor, at man bliver nødt til at tage de unge seriøst, for ellers risikerer man på et tidspunkt ikke at kunne besætte sin stilling.
”De unge finder bare andre måder at leve på, som ikke kræver så mange penge. De er klar på at dele hus og bil og generelt leve minimalistisk for at få det til at køre rundt,” siger hun.
Derfor har hun lavet elleve punkter til, hvad man skal gøre for at tiltrække de unge.
1. Drop stillingsopslag og krav om ansøgning på engelsk og lad være med at slå stillinger på engelsk
I nogle tilfælde giver det mening med en ansættelsesproces på engelsk, men i virksomheder, hvor engelsk ikke bliver talt til dagligt og resten af ansættelsesprocessen alligevel foregår på dansk, bør man droppe det. De unge ser det bare som globaliseringssnobberi og finder det meningsløst at skulle bruge tid på at skrive en ansøgning på engelsk, hvis alt andet alligevel foregår på dansk.
2. Lad være med at bede om registrering i databaser
Det får ansøgeren til at føle sig som en maskine, der taster sig ind i en anden maskine. Hvad bruger man overhovedet dataene til? Det spørger de fleste unge sig selv om. Ring i stedet til dem og tag en snak. Vis dem, at du ser dem som mennesker, lyder opfordringen.
3. Fokusér på ansøgning og lad være med at spørge om CV til at begynde med
At skulle tilrette sit CV og sende det med den ansøgning, hvor man alligevel skriver, hvorfor man er oplagt til jobbet, virker det som dobbeltarbejde for den unge. Specielt hvis man bliver sorteret fra, før det overhovedet bliver relevant af de spørgsmål, man har svaret på til databasen.
4. Undlad tests i processen
De unge er vokset op i et præstationssamfund og er ved at kaste op over tests. Så drop testene, specielt hvis du ikke kan pinpointe præcis, hvordan man bruger dens resultater. Invitér i stedet de unge til at deltage i praktik. På den måde for man reelt set, hvordan den unge arbejder.
5. Vær ikke mere end én person til samtalerne
De færreste mennesker vil bryde sig om at sidde og bliver bombarderet med spørgsmål fra fire mennesker. Det giver dem myrekryb, for det sender dem direkte tilbage i eksamenslokalet. En er nok. Det gør samtalen mere ligeværdig og behagelig for begge parter.
6. Ring og lav aftaler
Det tager måske længere tid at ringe, men det er endnu en måde at vise ansøgeren, at man går op i dem som mennesker.
7. Fremhæv din organisations gode tilbud
Vis de muligheder din organisation kan give ansøgeren. Det er ikke kun dig, der skal kunne se ansøgeren som en passende kandidat. Ansøgeren skal også kunne se sig selv i det.
8. Tal om det organisationen er knap så god til
Omvendt skal man også være klar på at tale om det, der er knap så godt. De unge ser nemlig igennem overdrivelse og sætter åben- og ærlighed højt.
9. Tal om løn ved første samtale
Igen kan man lige så godt være ærlig fra begyndelsen. For lige meget alder vil de flest nok reelt set gerne vide fra begyndelsen, hvad det er for en løn, man går ind til. Igen sparrer det tid og ressourcer, for så kan ansøgeren forholde sig til, om det er noget, de kan arbejde med.
10. Hold samtalen i et rum, der er hyggeligt
Undgå eksamenssituationen og få designet et rum, der er hyggeligt og indbyder til en god samtale. Det er bare endnu en ting på listen, der vil få de unge til at føle sig set som mennesker.
11. Lad dig selv interviewe til samtalerne
Det er ikke kun ansætteren, der vil være sikker på at have den rigtige kandidat. Unge vil også gerne være sikre på, at arbejdspladsen er den rigtige. Så læg op til spørgsmål og svar ærligt.