I formatet Lederens Løsning giver vi spalteplads til ambitiøse nordjyder, så de har mulighed for at fortælle om en aktuel problemstilling eller udfordring i deres arbejdsliv. Vores eneste krav er, at deres bidrag også skal indeholde en mulig løsning på problemet. Denne tekst er skrevet af Tina Gram Larsen, lægefaglig direktør, Psykiatrien, Region Nordjylland.
Jeg er ikke i tvivl om, at jeg arbejder i de mest interessante lægefaglige specialer af dem alle – nemlig psykiatri og børne- & ungdomspsykiatri. Det imidlertid ikke alle læger, der har det helt på samme måde som mig, og det er svært at rekruttere speciallæger – ikke bare i Psykiatrien i Nordjylland, men i hele landet.
Der er ganske enkelt ikke nok at tage af, og der bliver ikke uddannet nok. Det er ikke blevet nemmere af, at Sundhedsstyrelsen fra 2022 har skrevet psykiatri ud af de yngre lægers kliniske basisuddannelse (KBU), hvor lægerne skal erhverve sig basiskompetencer i to forløb af seks måneders varighed, inden de tager næste skridt på vejen mod at vælge deres lægefaglige speciale.
Tidligere foregik de første seks måneder på en medicinsk afdeling/akutafdeling, mens de sidste seks måneder enten foregik i almen praksis, på en anden somatisk hospitalsafdeling eller i psykiatrien. Dengang kom ca. 10 procent til at arbejde i psykiatrien under deres KBU-forløb, men nu er KBU lavet om, så andet forløb skal være i almen praksis. Det kan være med til at hjælpe på at løse manglen på praktiserende læger, men det er ikke godt for os i psykiatrien.
Sygdommen farves af menneskets historie og aktuelle situation. Derfor hedder det ikke én diagnose – én behandling, men en behandling tilrettelagt ud fra den enkelte patients diagnose og vedkommendes livskontekst.
Ud af de 10 procent, der snusede til psykiatrien under den tidligere KBU, var der nemlig en del, der rent faktisk valgte at videreuddanne sig til speciallæge i psykiatri. Den mulighed for at vise os selv frem som speciale er altså nu forsvundet, og det manglende kendskab til specialet vil alt andet lige gøre det sværere for os at få de unge læger til at specialisere sig i psykiatri, for hvis vi skal have de nye læger til at opdage specialets kvaliteter, så kræver det, at de får mulighed for at få det ind under huden.
Derfor skal vi nu til at tage andre redskaber i brug for at sikre os, at de nye læger får et bedre kendskab til, hvad en psykiater laver, inden de skal vælge speciale. Her skal vi være dygtige til at være synlige de rette steder og fortælle og vise, hvem vi er, og hvad vi kan tilbyde.
At være psykiater er ikke én ting. Det er meget bredt – også selvom det kun er to specialer; nemlig voksen- og børne- & ungdomspsykiatri.
Når de lægestuderende under uddannelsen er på klinikophold i psykiatrien, skal vi blive endnu bedre til at fortælle de lægestuderende om specialets særegenhed, hvor man krydrer det naturvidenskabelige med et meget humanistisk fokus.
At være psykiater er ikke én ting. Det er meget bredt – også selvom det kun er to specialer; nemlig voksen- og børne- & ungdomspsykiatri. Der er mange forskellige psykiatriske sygdomsgrupper og diagnoser, og derudover er der varierende sværhedsgrader, ligesom der er forskel på, om en bestemt diagnose stilles på et barn, en voksen eller en ældre patient. Sygdommen farves af menneskets historie og aktuelle situation. Derfor hedder det ikke én diagnose – én behandling, men en behandling tilrettelagt ud fra den enkelte patients diagnose og vedkommendes livskontekst.
Ud over at fortælle de studerende om specialet i alle de fora, hvor vi har mulighed for det, så skal vi også udnytte de muligheder, som vi har for at vise det frem. Det man har set og haft berøring med, er der lidt større mulighed for, at man vil vælge til.
Et af redskaberne er her at give medicinstuderende mulighed for at blive ansat som sommerferievikar eller andre afgrænsede forløb, når de har gennemført deres klinikophold i psykiatri. Vi rækker også ud til KBU-læger og andre interesserede læger i somatikken, hvor vi i 3-5 dage inviterer dem ind i klinikken og giver dem et konkret indtryk af, hvad arbejdet i psykiatrisk afdeling indeholder, hvordan vi arbejder, og hvilke patienttyper vi undersøger og behandler.
Vi slår også såkaldte Præ-KBU-stillinger op, hvor vi får muligheden for at præsentere de nyudklækkede lægekandidater for specialet i en vikaransættelse, allerede inden de starter deres valgte KBU-forløb. Det er vigtigt for os at være synlige, hvor vi har muligheden.
En anden vej til synlighed blandt de studerende er at vise dem de attraktive rammer for forskning, som vi tilbyder i Psykiatrien i Region Nordjylland.
Vi har en betydelig rolle i patientens liv, hvor vi skal hjælpe med at skabe sammenhæng mellem den behandling, vi kan tilbyde, den behandling patienterne kan få i somatikken, og hjælpen de kan få i kommunen og andre steder.
Vi skal understøtte forskningstalenter og andre interesserede i forskning. Derfor sørger vi allerede under studietiden for at give mulighed for at inddrage de medicinstuderende i forskning under kyndig vejledning af vore dygtige professorer og lektorer med henblik på fremtidig rekruttering til både det forskningsmæssige og kliniske arbejde.
Vi skal imidlertid ikke bare gøre os synlige hos de nye generationer af læger og potentielle fremtidige kollegaer i vores specialer. Vi skal også være synlige og øge kendskabet hos dem, der ser de mange psykiatriske patienter i samarbejdsfeltet – det gælder både i somatikken, hos de praktiserende læger og i kommunerne. De skal alle vide, hvem vi er, og hvilke basale tiltag de selv kan iværksætte for at sikre, at borgeren modtager et tilbud på det rette sted på det rette tidspunkt.
For det er ikke en hemmelighed, at vores læger og andet sundhedspersonale har travlt, og det kan være med til at lette presset på vores personale og dermed gøre os til en mere attraktiv arbejdsplads, hvis der ikke kommer unødigt mange henvisninger til Psykiatrien fra andre sektorer, for vi skal fortrinsvist tage os af de allermest syge.
Helheden i patientens forløb er helt central
Vi har en betydelig rolle i patientens liv, hvor vi skal hjælpe med at skabe sammenhæng mellem den behandling, vi kan tilbyde, den behandling patienterne kan få i somatikken, og hjælpen de kan få i kommunen og andre steder. Helheden i patientens forløb er helt central. Derfor er det tværfaglige og tværsektorielle samarbejde utroligt vigtigt, og vi skal hele tiden arbejde for at udbygge det til fordel for patienterne. Vi skal være sikre på, hvem der løser hvilke opgaver i det sammenhængende sundhedsvæsen, så ingen falder ned mellem flere stole. Og denne komplekse samarbejdsopgave er faktisk også noget af det, der gør det spændende at arbejde som psykiater.
Synlighed – ikke bare hos andre fagpersoner men også i befolkningen generelt – kan være med til at afstigmatisere psykisk sygdom i alle spor. Den del tror jeg også er vigtig for fremadrettet at kunne rekruttere det nødvendige antal speciallæger. I takt med at psykisk sygdom eller udfordringer med mental sundhed – desværre – mere og mere får karakter af at være en folkesygdom, så bliver det også mere og mere acceptabelt at tale om det og velanset at arbejde med det.
Vi skal have bedre styr på blandt andet lighed i sundhed, afstigmatisering, den mentale sundhed for børn og unge, overdødelighed for psykiatriske patienter og mere forebyggelse.
Psykiatrien har i en årrække været nedprioriteret nationalt set, og den slags har selvfølgelig også betydning for, hvor lægerne søger hen. Jeg fornemmer imidlertid, at vi har momentum, og psykiatrien er kommet langt højere op på sundhedsdagsordenen.
Det har vi set med Sundhedsstyrelsens oplæg til en 10-års plan for psykiatrien, den efterfølgende politiske aftale og de mange hensigtserklæringer om en udbygning af den politiske aftale under valgkampen.
Der er med planen sat fokus på nogle helt centrale punkter. Vi skal have bedre styr på blandt andet lighed i sundhed, afstigmatisering, den mentale sundhed for børn og unge, overdødelighed for psykiatriske patienter og mere forebyggelse.
Jeg er sikker på, at det fornyede fokus på psykiatrien kan hjælpe os med at rekruttere de gode lægefaglige kræfter, som vi har brug for til at kunne give os endnu bedre muligheder for at hjælpe de mange borgere, der på et eller andet tidspunkt i deres liv får brug for vores hjælp.
