“Nå, så du tørrer røv på de gamle?” Den sætning er Poul Guldborg temmelig træt af

“Få nu respekten tilbage i arbejdslivet. Respekten for folks faglighed,” tordner Poul Guldborg i et opslag på LinkedIn.

Hans bredside kommer efter en privat middag, hvor han fik plads ved et veldækket bord i samme ende som en række andre jævnaldrende herrer.

Efter nogen tids samtale var der tavshed så længe, at én indledte “nå-men-hvad-laver-du-så-runden”.

Én var direktør, én forskede i medicin og én var forsikringsmægler - og så nåede turen til ham, der var sosu-hjælper.

Da han sagde ordet “hjemmehjælper” - manden brugte den tidligere betegnelse for en sosu-hjælper - kunne Poul Guldborg næsten høre, hvad nogle af de andre om bordet tænkte. De sagde det ikke højt, men det var tydeligt, at de tænkte: “Nå, så du tørrer røv på de gamle.”

“Det er simpelthen utroligt, at mange tænker og taler sådan om ”de varme hænder”. For det er nedladende og fordømmende,” siger Poul Guldborg.

Han ved, at sosu-hjælpere og sosu-assistenter har en lang række andre arbejdsopgaver at varetage. Når de kommer rundt i folks hjem, hjælper de med mange forskellige praktiske ting. Ikke bare den personlige hygiejne.

“Sosu-hjælpere og sosu-assistenter udfører et helt nødvendigt job i samfundets tjeneste. Hvem skal ellers tage sig af de ældre og dem, der ikke kan klare sig selv?” siger Poul Guldborg og tilføjer:

“At tale nedladende om den slags jobs er jobsnobberi af værste skuffe.”

Vi bør i stedet hylde håndens arbejde - og måske navnlig dem med varme-hænder-jobbene, mener han.

“Vi har allerede nu for få læger, sygeplejersker, sosu-hjælpere, sosu-assistenter, lærere, pædagoger osv. Det er på tide, vi anerkender deres betydning og faglighed – og at de varme og kloge hænder er mindst lige så relevante og betydningsfulde som det hovede, der sidder på de akademisk uddannede,” siger han.

Poul Guldborg mener, at vi skal være lykkelige for, at der stadig findes offentligt ansatte med indre motivation i behold - efter mange år med nedskæringer, effektiviseringer og krav om dokumentation.

“Ham, som jeg sad ved siden af den aften til middagen, sagde til mig: ”Poul, jeg har læst medicin, men det var ikke lige mig. Når jeg kører rundt til mine borgere, møder jeg glæde og taknemmelighed, og det er dét, der motiverer mig til at møde på arbejde hver dag,” siger Poul Guldborg og tilføjer:

“Hvor er det da forstemmende, at et menneske med dén indstilling skal opleve, at nogen rynker på næsen af hans erhverv.”

Poul Guldborg kommer også med en indrømmelse - og måske skal man netop finde kimen til hans store indignation over jobsnobberi i dén bekendelse.

For han har SELV taget sig i at være flov over sine egne - nu afdøde - forældre, der heller ikke havde akademiske uddannelser. Hans mor stod i forretning, og hans far var maskinarbejder og klejnsmed og kom beskidt hjem fra arbejde hver dag. Poul Guldborg var enebarn, og familien boede i en to en halv værelses lejlighed i en boligforening.

Poul Guldborg er mønsterbryder. Blev uddannet journalist og arbejdede i begyndelsen af sin karriere som højt profileret kommunikationschef i Salling Group. I de gode år lige før finanskrisen, sagde han jobbet op og startede sin egen virksomhed.

“På det tidspunkt var jeg nok blandt de fem procent i Danmark, der tjente mest. Jeg kørte rundt i en stor Mercedes, havde kone i pels og guldsmykker, feriebolig i udlandet og købte designermøbler, som var det fredagsslik. Men jeg fandt sidenhen ud af, at det ikke passede til mine livsværdier,” siger Poul Guldborg, der siden er blevet selvstændig foredragsholder, stresscoach og kommunikations- og kundeservicerådgiver.

Og så har han skiftet et parcelhus på Feddet i Aarhus ud med en beskeden lejelejlighed i udkanten af kommunen.

Poul Guldborg fik et wakeupcall, da han så filmen “Dansen med Regitze” - om arbejderægteparret Regitzes og Karl Aages lange samliv.

Særligt det sted i filmen, da Karl Aage kommer hjem fra arbejde - med en madkasse i blik under armen og iført en beskidt blå kedeldragt midt i sønnens studentergilde - gjorde dybt indtryk på Poul Guldborg.

For i filmen bliver sønnen ualmindeligt pinligt berørt over sin fars fremtoning, og præcis dén scene i filmen fik Poul Guldborg til at indse, at han også selv havde været flov over SIN far i SIN barndom og ungdom.

“Jeg syntes jo ikke, mine forældre var ligeså fine som de andres forældre, for mine forældre havde ikke fine uddannelser og flotte titler. Vi boede ikke i en stor villa med sauna og plads til at holde fester - som mange af mine klassekammerater i gymnasiet gjorde,” siger Poul Guldborg.

“Så da jeg så filmen, følte jeg pludselig en dyb skam. For det var jo sådan, jeg havde haft det med min far, selvom jeg i den grad er vokset op med fællesskab, kærlighed og nærvær. Så jeg har desværre også selv ligget under for jobsnobberiet,” siger Poul Guldborg.

I dag har han fået et helt andet mindset - og har fundet tilbage til sine grundværdier.

I forhold til hans egne tre børn og deres valg af uddannelse, lægger han vægt på, at de vælger noget, de kan se sig selv i - uanset titlen eller størrelsen af løncheck’en. De skal brænde for det, de laver.

I forhold til det store perspektiv og jobsnobberi generelt handler det om en mentalitetsændring, mener Poul Guldborg.

“Vi skal virkelig have genfundet respekten for hinanden og vores jobfunktioner. Der er en tendens til, at alle skal gå efter studenterhuen - og at alle skal have en akademisk uddannelse. Men vores samfund brænder jo sammen, hvis ikke nogen renser kloakker eller tager hånd om de ældre og syge,” siger han og tilføjer:

“Jeg kender personligt tre ”sosu'er”. De er alle velbegavede mennesker med hjertet på rette sted, og de varetager et vigtigt job i vores samfund. Og de “sosu'er”, der arbejder i hjemmeplejen, tørrer i øvrigt ikke røv på de ældre. Det kan de borgere, der stadig bor i eget hjem, udmærket selv klare, som en af dem har fortalt mig.”