Sikkerhed

Ledere arbejder for lidt med digital sikkerhed: Det kan ny varslingstjeneste afhjælpe

Digitaliseringsstyrelsen har åbnet for en ny varslingstjeneste, som skal gøre det lettere for SMV’er at arbejde med den digitale sikkerhed.

Foto: Unsplash.com

Danske virksomheder arbejder for lidt med digital sikkerhed.

Ifølge Digitaliseringsstyrelsen arbejder helt op til 64 procent af danske SMV’ers ledelse kun med det i begrænset – eller intet – omfang.

Samtidig peger flere eksperter på, at trusselsbilledet er i konstant udvikling, hvor hackere bliver dygtigere og arbejder mere og mere systematiske, og ikke mindst udvikler teknologierne sig hele tiden.

”Derfor kræver det, at cybersikkerhed løbende kommer på agendaen hos ledelsen, og at ledelsen kan forstå og handle på baggrund af risikoanalyser på samme måde som ledelsen hos mange virksomheder i dag arbejder med risikoanalyser, når der skal træffes beslutninger om andre forretningskritiske udfordringer,” forklarer Camilla Ley Valentin, DI Digitals direktør i en pressemeddelelse.

På baggrund af den høje trussel fra cyberkriminaliteten har Digitaliseringsstyrelsen åbnet for en såkaldt varslingstjeneste, som er gratis for små og mellemstore virksomheder at tilmelde sig.

Varslerne oplyser om de mest gængse sårbarheder i for eksempel softwaresystemer, som it-kriminelle kan udnytte i forbindelse med angreb på virksomhedernes systemer.

Varslerne kommer både i en teknisk form og i en mere forenklet form.

På den måde kan varslerne både benyttes af virksomheder, der selv arbejder aktivt med deres egen sikkerhed, samt af mindre virksomheder, der har outsourcet deres cybersikkerhed.

Varslerne sendes samlet én gang om ugen til de tilmeldte virksomheder.