Vi bryder os ikke om at blive afbrudt – men gør det alligevel selv. Her er hvorfor

Vi bryder os generelt ikke om at blive afbrudt.

Det slår kommunikationstræner Lise Hansen fast, da jeg spørger hende ind til vores generelle opfattelse af afbrydelser.

”Når vi åbner munden og kommunikerer et budskab, gør vi det, fordi vi har noget på hjertet – noget, vi synes, er vigtigt at bidrage med. Og så bryder vi os simpelthen ikke om at blive afbrudt," siger hun og tilføjer:

”Og hvis du afbryder mig, så viser du mig egentlig, at jeg faktisk ikke er vigtig nok at lytte til. Så det er derfor, vi bliver påvirket af de her afbrydelser.”

Selvom det er irriterende at blive afbrudt, er vi mange, der ikke helt kan se os fri fra ofte at afbryde både kollegaer, venner og partnere.

Måske fordi modparten taler for langsomt, eller fordi vi faktisk godt ved, hvad de skal til at sige.

Læs med herunder, hvor kommunikationstræner Lise Hansen guider os i fire typer af afbrydelser og se, om du kan genkende dig selv i en eller flere af de fire typer.

”Magtafbrydelse handler om, at man afbryder for at stadfæste noget magt – fordi man gerne vil kontrollere samtalen,” fortæller Lise Hansen.

Det er denne afbrydelse, vi ofte ser i valgkampe, hvor politikere står og debatterer og afbryder hinanden på skift. Denne type afbrydelse finder kun sted, når der er et publikum. Den kan derfor også være på spil i et større møde.

Ifølge Lise Hansen er mennesker, der bruger magtafbrydelser, ofte i stand til at påvirke hele rummet, hvorfor de også lynhurtigt kontrollerer hele samtalen. Og det bruges ofte af mennesker, som vi ser på som værende de mest magtfulde og indflydelsesrige.

”Det er netop derfor, at politikere ofte bruger den,” fortæller Lise Hansen og forklarer:

”Magtafbrydelsen er bevidst forsøg på at fremstå som den stærkeste overfor sit publikum – hvad end det er på arbejdspladsen, på en scene eller i en debat.”

Nonverbalt kan man genkende magtafbrydelser på, at der typisk er en tendens til, at de, der laver en magtafbrydelse, bruger sarkasme i deres retorik, har et hårdt, nedværdigende blik og et meget stramt ansigt.

”Derudover kaster de bare lige et enkelt blik på den, de afbryder, hvorefter de vender sig mod publikum, og så lader de publikum svælge i afbrydelsen, så de slet ikke kigger på personen, de har afbrudt,” forklarer Lise Hansen.

Den relationsskabende afbrydelse skal forstås parallelt med at være bekræftende, som når man nikker og viser, at man forstår den, der taler.

Den er altså mere godartet, hvor man kan kalde magtafbrydelsen ondartet.

”Det skyldes, at den relationsskabende afbrydelse tilføjer noget til samtalen frem for at frarøve noget i samtalen, som magtafbrydelsen jo gør,” fortæller Lise Hansen og uddyber:

”Når man bruger relationsskabende afbrydelser, viser man den, der taler, at man lytter, og man er passioneret og engageret i det, der bliver fortalt.”

Lad os tage et eksempel.

Din ven vil fortælle dig om denne artikel.

Så din ven siger ”Jeg læste en artikel af Pernilla Abildtrup forleden.”

Mens din ven er ved at sige ”forleden,” går du allerede i gang med at sige ”Ja, hende journalisten fra Vigeur?”.

Her overlapper ordene ”forleden” og ”Ja, hende” hinanden, hvorfor der egentlig er tale om en afbrydelse.

Men fordi du i det her eksempel tilføjer noget til samtalen, bliver afbrydelsen godartet og den gør, at din ven føler, I er på bølgelængde og din ven føler sig ikke nødvendigvis tromlet, som hun ville gøre ved en magtafbrydelse.

Ifølge Lise Hansen er det dog vigtigt at tilføje, at det også kan gå galt med denne type af afbrydelser.

For hvis du i stedet havde afbrudt ved at sige ”Ja, hende influenceren,” havde du taget fejl.

Det ville have resulteret i, at din ven i stedet havde set afbrydelsen som en irritation.

Lise Hansen fortæller, at man rent nonverbalt kan genkende den relationsskabende afbrydelse ved, at afbryderen ofte holder en meget direkte øjenkontakt, og det foregår typisk også i de mere intime situationer, hvor der kun er to til stede:

”Netop fordi det oftest sker, mens der ikke er nogen, man vil imponere, og fordi man jo ikke prøver at få ordet og dermed magten. Man smiler og nikker ofte også meget,” fortæller hun.

De neutrale afbrydelser sker, hvis man kommer til at tage ordet for tidligt fra den, der talte.

Det sker eksempelvis, hvis din ven er ved at fortælle en historie, og hun er typen, der tager pauser i sin talestrøm og har brug for eftertænksom tid, mens du selv er en, der normalt taler hurtigt og uden pauser.
Pludselig kommer du til at tage ordet for tidligt, hvor hun faktisk slet ikke var færdig.

”Den neutrale afbrydelse er hverken godartet eller ondartet. Den er neutral, fordi det i bund og grund handler om forskellige kommunikationsstile med blandt andet forskellige talehastigheder,” fortæller Lise Hansen.

En neutral afbrydelse kan også være, hvis din ven er i gang med at fortælle en historie, og din telefon så pludselig ringer.

Hvis vi bliver ved eksemplet fra tidligere, kunne det sådan ud:

Din ven siger ”Jeg læste en artikel af Pernilla Abildtrup forleden.”

Mens din ven taler, ringer din telefon, og du siger ”Ej, vent lige, min datter ringer” på samme tid som din ven siger ”forleden”.

Her består afbrydelsen i, at du tager telefonen, mens din ven er i gang med sin historie. Det kan både give hende en følelse af, at hun ikke er særlig vigtig, men samtidig har hun måske forståelse for, at du bliver nødt til at tage telefonen, når din datter ringer.

”Man kalder denne type afbrydelse for en neutral afbrydelse, fordi afbryderens hensigt er neutral. Det handler jo vitterligt om, at der kommer noget vigtigere ind fra siden,” forklarer Lise Hansen.

Den sidste type afbrydelse kalder Lise Hansen den utålmodige afbrydelse.

”Nogle gange møder jeg mennesker, som siger ”Undskyld jeg afbryder, men det er, fordi jeg ved, hvad du vil sige.” Her tænker jeg ofte ”nej, det ved du da overhovedet ikke,” fortæller Lise Hansen.

Denne afbrydelse sker i krydsfelt mellem, at man er hurtig på aftrækkeren, tænker hurtigt og at man består af mange ord. Pludselig sidder man over for en person, som har en anden kommunikationsstil, hvor det går lidt langsommere.

Denne type afbrydelse kan ofte føles som en magtafbrydelse, selvom det ikke er det.

”Hvis man nu læser det her og tænker, at man selv er typen, der konstant bruger de utålmodige afbrydelser, så er man altså nødt til at vide, at der jo ikke findes regler uden undtagelser.

Heller ikke i det her tilfælde. For nogle gange ved man faktisk ikke, hvad modparten er ved at sige, og det vil være meget bedre blot at træne sig selv i at lytte færdigt, fremfor at antage, at man ved, hvad den anden vil sige,” siger Lise Hansen.