Wagner Sørensen har egentlig mødetid klokken 8. Men det hænder, at han allerede begynder arbejdsdagen klokken 7. Wagner Sørensen arbejder nemlig med unge, der er - eller har været - under behandling i psykiatrien, men trods deres sygdom gerne vil arbejde eller uddanne sig.
Og hvis den unge har brug for at blive fulgt hen til arbejdspladsen, så gør Wagner Sørensen det. Også selvom det betyder, at han skal møde klokken 7.
“Jeg tilrettelægger bare mine timer efter den unges behov,” siger Wagner Sørensen.
Frihed og fleksibilitet er nøgleord i den indsats, som Wagner Sørensen leverer gennem Uddannelseshuset, der er en del af Jobcentret i Aalborg Kommune.
Indsatsen hedder IPS (Individuelt Planlagt job eller uddannelse med Støtte). Den er målrettet mennesker med psykisk lidelse eller psykisk sårbarhed. Fælles for de unge er, at de er under 30 år - og har en drøm om at komme i job eller uddannelse.
Wagner Sørensen har tre roller i indsatsen: Han er virksomhedskonsulent, myndighedsperson og mentor for den unge.
Wagner Sørensen bygger bro mellem den unge og uddannelsessted eller arbejdsplads, for på grund af sin psykiske lidelse kan den enkelte unge have brug for individuelle hensyn.
“Mange af de her unge er simpelthen så komplekse i deres sygdom, sind og habitus, og derfor er vi nødt til at være kreative for at komme i mål. Det handler om at finde løsninger, der passer den enkelte,” siger Wagner Sørensen og tilføjer:
“Heldigvis er mange arbejdsgivere fleksible, og de indretter gerne et job på de unges præmisser. Vi skal bare tale det grundigt igennem.”
Wagner Sørensen har mange eksempler på, hvordan han - sammen med den unge og/eller arbejdsgiveren - finder frem til en passende løsning.
Det kan eksempelvis være, at den unge ikke kan arbejde så mange timer - eller har brug for ekstra pauser i løbet af en dag.
Wagner Sørensen fungerer som virksomhedskonsulent, men er også myndighedsperson, og det er derfor ham, der får værdifuld indsigt fra behandlere i psykiatrien. Møderne klæder ham på til at tale med virksomhederne.
“Jeg har eksempelvis lært, at én med bipolar lidelse kan reagere lidt manisk, når det er forår og sommer,” siger han og tilføjer:
“Og den indsigt giver mig mulighed for at “oversætte” lidelsen til arbejdspladsen - så de bedre forstår den unges måde at handle på.”
Endelig er Wagner Sørensen også mentor for den unge og har mulighed for at skræddersy sin indsats. Eksempelvis ved at køre den unge på arbejde klokken 7. Eller ved ganske simpelt at stå til rådighed, så den unge kan ringe og “ventilere”, hvis der er brug for det. De unge ved, at de har ham i “baghånden”. Alene dén viden er tilstrækkelig støtte for nogen.
Fleksibiliteten er altafgørende, mener Wagner Sørensen.
“De unge føler sig enormt hørt i den her måde at gribe dem an på,” siger Wagner Sørensen.
Også tiden betyder noget. Wagner Sørensen har ikke flere på sin sagsstamme, end at han kan tage sig af den enkelte i det øjeblik, behovet opstår.
Når Wagner Sørensen møder den unge første gang, begynder de sammen at udforske mulighederne. Nogle af kandidaterne er ikke helt klar over, hvad de kunne tænke sig. Andre er meget målrettede.
Sammen skriver Wagner og kandidaten en detaljeret karriereprofil.
“Det er min opgave at facilitere en proces, der kan give dem opdagelser på dem selv. Arbejdet fungerer kun i samarbejde med den unge - det er ikke bestil-og-udfør-modellen,” siger Wagner Sørensen og tilføjer:
“Mange af dem har forsøgt og forsøgt, uden at det lykkes. Jeg har hørt om mennesker, der er langt op i 20’erne, men som aldrig har haft et rigtigt stykke arbejde. Metoden gør, at de pludselig bare “hænger” på.”
Så IPS-indsatsen virker, siger Wagner Sørensen.
Langt de fleste, Wagner Sørensen har kontakt med, ender i et regulært job med løn på samme vilkår som andre.
Dé unge træder dermed ud af en bekymrende statistik - en statistik, der fortæller, at omkring 42.000 unge mellem 16 og 24 år ikke har noget at stå op til om morgenen.
Generelt er der tale om 42.000 med en “tung bagage”. Rigtig mange af dem har psykiske diagnoser, men der kan også været andre årsager.
Tallet er så stort, at statsminister Mette Frederiksen nævnte de 42.000 i sin nytårstale, og de 42.000 unge var også afsættet for det udspil, regeringens Reformkommission lagde frem forleden.
Blandt andet peger Reformkommissionen med en ny to-årig ungdomsuddannelse (hpx) på en omlægning af uddannelsessystemet som én af løsningerne.
Hvis den nye reform bliver gennemført, varer det et stykke tid, før man kan se et eventuelt resultatet af den.
I Aalborg fortsætter Wagner Sørensen og hans kolleger med IPS-indsatsen for dem, der drømmer om at få et job eller komme i gang med en uddannelse. Metoden bruges også i flere andre kommuner i landet - blandt andet i Hjørring.
Indsatsen i Aalborg Kommune breder sig.
Da Wagner Sørensen begyndte i april 2020, var de 2 IPS-konsulenter. Her - tre år senere - er der 10.
Også målgruppen udvides.
“Vi bruger nu også metoden til at hjælpe dem, der er over 30 år - og til dem, der er mellem 15 og 17,” siger Wagner Sørensen.
Prøv Vigeur
Opret en gratis Vigeur Light-profil og læs videre. Med en Light-profil får du adgang til 5 artikler pr. måned.