Arbejdskraft

Lederen af Danmarks bedste arbejdsplads er klar til at skuffe dig: Der er intet quick-fix til høj arbejdsglæde

Mads Nygaard har tit måtte skuffe folk, der efterspørger opskriften på den gode arbejdsplads. For ifølge direktøren er løsningen ikke så lige til.

Mads Nygaard er administrerende direktør i Louis Nielsen. Foto: Mikkel Berg Pedersen

Dette indhold er skrevet af Mads Nygaard, som er administrerende direktør hos Louis Nielsen. Det er et udtryk for hans egne holdninger.

“Her er tre tips til et godt arbejdsmiljø”

”Sådan får du høj arbejdsglæde på jobbet”

”Gør dette og arbejdsglæden vil stige”.

Det bugner med hacks til, hvordan man som virksomhed kan øge arbejdsglæden på kort tid. Med få tricks og småjusteringer. Bare læs artiklen og du er i gang.

Der findes en færdig opskrift på den gode arbejdsplads, hvor alle trives, må man forstå.

Men her må jeg skuffe, for der er intet quick fix til høj arbejdsglæde.

De seneste to år er vi i Louis Nielsen blevet kåret som Danmarks bedste arbejdsplads, men vi har i mange flere år arbejdet fokuseret på at skabe en arbejdsplads, som alle er stolte af at være en del af. Og det er et arbejde, der fortsætter i en uendelighed.

Det kræver en del mere end at læse en artikel eller at følge en opskrift.

Louis Nielsen er for andet år i træk Danmarks Bedste Arbejdsplads i kategorien for mindst 500 medarbejdere. Pressefoto

Jeg får flere henvendelser fra folk, der ønsker “opskriften” eller “gode råd”. I stil med alle artiklerne, jeg beskriver ovenfor.

Jeg forstår godt hvorfor. Det er tillokkende at få serveret en genvej til høj arbejdsglæde. Men der findes bare ikke et quick fix. Det begynder med de mennesker, vi ansætter og de kolleger, vi er. Dét vi i ledelsen siger og gør, ikke mindst.

Når vi ansætter nye medarbejdere og partnere kigger vi på, om de passer ind i kulturen.

Samarbejder de? Er de empatiske? Er de ansvarsfulde? Har de en personlighed, der passer ind?

Vi har i årevis arbejdet på at skabe en struktur, hvor alle bliver hørt, for alle medarbejdere kan byde ind. Jeg ved ganske lidt selv. I ledelsen ved vi lidt mere. Men 1.000 medarbejdere ved tilsammen meget mere. Akkumuleret viden.

Det er simpelt, men kan være svært at praktisere. Og kræver fokus.

Rigtig mange jobopslag fokuserer på de konkrete arbejdsopgaver og evner. Med rette, naturligvis. Men med det rette talent, nysgerrighed og gåpåmod kan faglighed trænes.

Men værdierne, væremåden, kulturen er mindst lige så vigtig, og kan i mange tilfælde ikke tillæres. Det handler om grundlæggende personlighed, syn på livet og værdier.

Hvis du lægger quick fix-artiklerne til side for at tage fat om roden og starter projekt ”den gode arbejdsplads”, så skriv, og jeg skal sætte dig ind i det lange seje træk. Den venter på jer derude ”den gode arbejdsplads”, men det kræver tid, indsats og ofre.

Men er bestemt det værd. For alle medarbejderes skyld.