Ny analyse giver unikt indblik i danske virksomheder. Her er fire punkter, du ikke må gå glip af
Den årlige "Rekrutteringsanalyse" fra Konsulenthuset Ballisager er landet. Den giver et unikt indblik i de danske virksomheder og deres rekruttering.
Ulovlig sortering, baggrundstjek af kandidater, hjemmearbejde og de rette medarbejdere.
Det er nogle af overskrifterne fra dette års "Rekrutteringsanalyse" fra Konsulenthuset Ballisager.
Her har man spurgt over 1.000 virksomheder om, hvordan det går på det danske arbejdsmarked.
Vi har sat Morten Ballisager, ejer og direktør af konsulenthuset, stævne for at blive klogere på, hvad analysen egentlig fortæller om de danske virksomheder.
Ulovlig sortering
I Danmark er det egentlig ulovligt at forskelsbehandle på arbejdsmarkedet.
Alligevel viser "Rekrutteringsanalysen", at en femtedel af virksomheder har frasorteret kandidater på baggrund af alder, nationalitet og/eller køn.
Samlet har 222 virksomheder ud af de 1069 adspurgte sorteret på køn, alder og/eller nationalitet.
Det er primært de små virksomheder og unge rekrutteringsansvarlige, der laver denne frasortering.
Derfor tror Morten Ballisager, at det handler mere om inkompetence end ondskab.
"Så det er også et opråb til virksomhederne om, at de skal sørge for at kompetenceudvikle dem, der sidder med rekrutteringen," siger han.
Men hvorfor tænker du, at nogle synes, at det vigtigt at sortere på disse kriterier?
"Jeg tror, at det handler om stereotyper," siger Morten Ballisager.
"At man forbinder ældre med at være mindre motiveret eller have svært ved at lære nyt. Eller en anden nationalitet kan skabe kulturforskelle."
Snyd med CV får flere til at baggrundstjekke
Langt de fleste rekrutteringsansvarlige tjekker op på deres kandidater.
Næsten ni ud af ti trækker referencer, ligesom tre ud af fire laver research på kandidatens LinkedIn.
Ifølge Morten Ballisager kan det hænge sammen med, at 30 procent af virksomhederne har oplevet, at kandidater snyder med CV'et.
"Det er svære for kandidaterne er snyde med CV'et på LinkedIn, fordi det er offentligt. Så på den måde kan man kvalitetssikre det, som kandidaten har sendt," siger han.
Derudover kan det pege ind i et større fokus på, at kandidatens personlighed spiller en større rolle.
Og personligheden er en vigtig forudsætning for, at kandidaten kan lykkedes i teamet og jobbet generelt.
"Nogle gange kan en rekrutteringsproces blive meget poleret, så på de sociale meder kan man måske få et mere ufiltreret billede."
Det er særligt en aggressiv online-adfærd, yderliggående politiske holdninger og en personlighed, der adskiller sig fra indtrykket i rekrutteringsprocessen, der kan gøre recruiteren skeptisk omkring en kandidat.
Hjemmearbejde er på retur
Coronapandemien ændrede vores opfattelse af hjemmearbejde.
Pludselig fandt ledere og medarbejdere ud af, at de kunne arbejde fra spisestuen, sommerhuset eller caféen.
Men nu ser det ud til, at hjemmearbejde har toppet.
I hvert fald har en fjerdel af virksomhed i sind at tilbyde mindre hjemmearbejde fremadrettet.
"Virksomheder føler, at sammenhængskraften på arbejdspladsen er under pres, fordi mange medarbejdere arbejder hjemmefra," siger Morten Ballisager.
Når flere virksomheder gerne vil have mindre hjemmearbejde, kan det blive en kamp med medarbejderne.
For hjemmearbejde er en af de medarbejdergoder, som de ansatte sætter allermest pris på.
Mangel på medarbejdere er stadig en stor udfordring
Mangel på arbejdskraft er fortsat den største udfordring i de danske virksomheder.
Næsten halvdelen af de adspurgte virksomheden har svært ved at finde de rette medarbejdere.
Det kan selvsagt være problematisk for virksomhederne, men Morten Ballisager mener, at det er et udtryk for, hvor robust det danske arbejdsmarked er.
For i en tid med krig, Trump og toldsatser er mange danskere fortsat i beskæftigelse. Og derfor forudser Morten Ballisager ikke, at virksomhedernes største udfordring kommer til at forsvinde lige foreløbig.
"Når arbejdsmarkedet er så stærkt, at det kan håndtere de mange usikkerheder, der har været, så tror jeg, at kampen om medarbejderne fortsætter," siger han.