Arbejdskraft

Per kæmper med at rekruttere lærlinge - nu har han ét sidste trick i ærmet

Det sidste halve år har Per Sadolin Pedersen stået foran en stor udfordring med at rekruttere lærlinge. Løsningen har han efter flere fejlslagne tiltag endnu ikke fundet – men han har én sidste ide.

Per Sadolin Pedersen er administrerende direktør i tagdækningsvirksomheden STS Støvring, hvor de lige nu kæmper med at rekruttere lærlinge. Foto: Henrik Bo

Over sommeren spørger Vigeur en række nordjyske beslutningstagere, hvad der optager dem mest lige nu, og hvilke forventninger de har til resten af året.

I dag skal du møde Per Sadolin Pedersen, der er administrerende direktør i tagdækningsvirksomheden STS Støvring.

Hvad har optaget jer mest i det første halvår af 2024?

”Det er mangel arbejdskraft. Men det er svært at løse alene.

De sidste par år har vi i Nordjylland lånt medarbejdere af hinanden, hvor vi så betaler en timeløn for at leje en mand ind fra en anden virksomhed.

Men vi mangler løbende to og helst fire medarbejdere, så det er en stor udfordring.”

Er det så den største udfordring, der er i jeres branche lige nu?

”Ja. Men det værste er, at vi ikke kan få fat i lærlinge mere.

Og samtidig er der jo et krav fra regeringens side om, at hvis man arbejder på offentlige byggerier, skal man have et vis antal lærlinge."

Det er svært at se, hvorfor de unge mennesker ikke vil give det en chance
Per Sadolin Pedersen, administrerende direktør i STS Støvring.

"Men det hjælper jo ikke noget, fordi det ganske enkelt ikke kan lade sig gøre at få skaffet lærlinge.”

Hvad har I gjort for at få lærlinge?

”Vi har forsøgt alt muligt. Vi har været ude at besøge uddannelsesinstitutionerne som for eksempel Teknisk Skole i Aalborg og i Nørresundby for at spørge om hjælp og gøre dem opmærksomme på vores fag.

Men det er der ikke kommet noget ud af.”

Per Sadolin Pedersen har ét sidste trick i ærmet, som han håber, der kan tiltrække flere lærlinge til hans virksomhed. Foto: Henrik Bo

Hvorfor tror du, at det er så svært at skaffe lærlinge til jeres virksomhed?

”Det har noget at gøre med, at de unge mennesker har en forestilling om, at de helst skal være tømrer eller elektrikere.

Vi forsøgte for eksempel i samarbejde med Teknisk Skole i Nørresundby og Aalborg at lave en prøveperiode på 14 dage, hvor de unge kunne komme ud at se, hvad vi lavede, som en del af deres undervisning.

Men det var der ingen, der havde ønske om. Så ville de hellere gå uden praktikplads."

Vi mangler løbende to og helst fire medarbejdere, så det er en stor udfordring
Per Sadolin Pedersen, administrerende direktør i STS Støvring

"Jeg har talt med 3F om problemet. Og de fortæller, at det er generelt for branchen – og at det for eksempel også gælder struktører.

Og det er jo bestemt ikke lønnen. Fordi netop vores lærlinge får oftest mere i løn end for eksempel en tømrer.

Så det er svært at se, hvorfor de unge mennesker ikke vil give det en chance.”

Nu har I afprøvet forskellige tiltag for at tiltrække flere lærlinge. Er der andet, I vil prøve fremadrettet?

”Nu var vi så heldige, at en af vores lærlinge, Kasper Kristian Pedersen, i maj deltog i DM i Skills finalen og i juni vandt DI Aalborgs Lærlingepris 2024.

Han er jo en rigtig god ambassadør for vores fag, og det har der været lidt presseomtale på. Så det vil vi prøve at slå lidt mere på og se, om det kan vække interesse blandt de unge.

Vi kører blandt andet annoncer om det i lokalmedierne.”