Særligt på ét område har Aalborg brug for international arbejdskraft
Fremtidens erhvervsmiljø i Aalborg Kommune og Nordjylland generelt får hårdt brug for international arbejdskraft. Det forudser Lasse Frimand Jensen.
"Det skal være nemt at komme til Aalborg og svært at forlade os igen."
Det er den kontante udmelding, når borgmesteren i Aalborg Kommune, Lasse Frimand Jensen, forholdes international arbejdskraft. Det er nemlig et højaktueltemne i det nordjyske erhvervsmiljø.
Senest var en presset arbejdsstyrke i Nordjylland et af de fokuspunkter, som Dansk Industris nye mand i spidsen for Vendsyssel, Thy/Mors og Aalborg, Henrik Marcher Larsen, peger specifikt på.
Det gælder også i regionens indbyggermæssigt største kommune.
"Vores styrkepostioner inden for industrien er afhængige af at være internationale," fastslår Lasse Frimand Jensen.
Et af de markante områder er inden for CO2-bearbejdning, hvilket er en officiel del af kommunens erhvervsstrategi. Derunder ligger det Aalborg-baserede CO2VISION-projekt i samarbejde med Green Hub Denmark, Aalborg Portland, Aalborg Universitet, Business Region North og andre aktører.
"International arbejdskraft er centralt for det, som kan blive Aalborgs nye værft. Det gælder også hele vores fødevareindustri samt satellit-, rum- og forsvarsteknologierne. Der er også sundhedsteknologi. Det er kæmpe markeder i en tid med utryghed, hvor alle opruster."
Eksport er fælles for mange af de områder, og lige præcis det peger Aalborg-borgmesteren på som en kerneopgave de kommende år.
"En udenlandsk arbejdstager eksporterer eksempelvis i gennemsnit dobbelt så meget som en dansk arbejdstager," siger han og tilføjer:
"Det handler om markedskendskab, kulturel viden og sprogkundskab, når man skal handle med udlandet. Vi har mange virksomheder, som er gode til netop eksport og er afhængige af gode, udenlandske arbejdstagere."
18 procent af alle jobs i industrivirksomhederne i Aalborg Kommune var besat af internationale medarbejdere i 2023. Det viser en analyse fra det aalborgensiske erhvervskontor, BusinessAalborg.
Danmark er også bagud
En lavthængende - og vigtig - frugt ligger dog uden for erhvervsmiljøet, når det kommer til at blive bedre til at tage imod internationale arbejdstagere.
"Vi har foreningslivet i Nordjylland og Danmark, som måske kan være en svær ting at komme ind i. Jeg er før blevet spurgt af en fra Sydeuropa, hvor alle nordjyderne er om vinteren, og svaret er jo, at vi er ude i hallerne. Det skal vi kunne få de internationale med i - sådan set civilsamfundet generelt," siger Lasse Frimand Jensen.
Derfor arbejder Aalborg Kommune i samarbejde med DGI og SIFA på at gøre foreningslivet mere åbent for internationale.
Det kan potentielt blive en løsning på et udbredt, dansk problem, når det kommer til international arbejdskraft.
I de såkaldte "Expat Insider"-undersøgelser ligger Danmark nemlig konsekvent lavt på faktorerne for "Ease of Settling In", hvilket indebærer lokal venlighed og muligheden for at finde nye venskaber.
"Vi kan se på de undersøgelser, at Danmark scorer højt på vurderinger af skole, velfærd og bløde værdier. Men vi scorer lavt på evnen til at få en ven. Det kan man ude i foreningerne."
Skolegang er fortsat centralt
Idéen om at tiltrække mere international arbejdskraft i Aalborg Kommune og Nordjylland generelt har en ekstra udfordring på vejen.
Det er nemlig svært at finde international skolegang i landsdelen.
"Vi ved fra erhvervslivet og universitetet, at hvis en international familie ikke ved, at børnene kan komme i en international skole, så vælger de Aalborg og Nordjylland fra. Det er en af de afgørende faktorer for at flytte hertil for at tage et arbejde," lyder det fra Lasse Frimand Jensen.
Derfor har Aalborg Kommune åbent udtrykt opbakning til udvidelsen af den internationale afdeling på privatskolen Skipper Clement Skolen.
Der er dog lang vej til, at det fornødne midler er i mål. Det fortalte skoleleder Peter Würtz til Vigeur i marts:
"Vi står et sted, hvor vi skal til at bygge, men spørgsmålet er hvor stort. Vi har ikke opgivet planerne, men vi er der slet ikke endnu."