Se listen: I disse jobgrupper siger kroppen og hovedet hurtigst fra
Socialpædagoger føler sig mest psykisk nedslidte, mens tømrere og snedkere i størst grad mærker kroppen sige fra. Det viser tal fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, som giver et overblik over forskellige jobgrupper og deres følelse af nedslidning.
Det er ikke alle jobs, det er lige lette at holde til i længden.
Undersøgelsen tager udgangspunkt i 13.227 medarbejdere på +50 år, som har besvaret en række spørgsmål. Analysen ser på de medarbejdere, der har svaret, at de oplever nedslidning i ”høj” eller ”meget høj” grad.
Ikke overraskende viser analysen, at tømrere og snedkere placerer sig øverst på listen over de jobgrupper, der føler sig hårdest ramt på fysikken.
Samtidig er det hos socialpædagogerne, at den største procentdel føler sig psykisk ramt.
Ifølge Lars L. Andersen, professor på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, kaster undersøgelsen mere lys over, hvor der er særligt mange medarbejdere, der føler sig fysisk og psykisk nedslidt.
”Dette er vigtig viden i debatten om, hvordan vi sikrer et godt arbejdsmiljø for de kommende generationer, der skal være længere på arbejdsmarkedet,” siger han i en pressemeddelelse.
Ifølge professoren kan arbejdspladserne sætte ind flere steder, så der kan komme flere gode år på jobbet, selvom kræfterne ikke er de samme med alderen.
Blandt andet ved brug af tekniske hjælpemidler, så medarbejdere med nedsat fysisk kapacitet fortsat kan klare arbejdet.
”Man kan også fremme medarbejderens fysiske kapacitet gennem småøvelser på arbejdspladsen. Mulighed for kompetenceudvikling er også vigtigt, så medarbejderne kan holde sig up-to-date med for eksempel nye teknologier, som arbejdspladsen anvender,” siger Lars L. Andersen.
Vil du læse mere om sundhed på arbejdspladsen? Herunder anbefaler jeg tre artikler, som handler om virksomheder, der har sat medarbejdernes trivsel i fokus.